Gode råd til hønseholdere

Overvejelser inden du anskaffer racefjerkræ i haven

  • Ønsker du at holde høns af økonomiske grunde?

  • Ønsker du at holde høns for at have noget særpræget og spændende at se på i haven?

  • Ønsker du en kombination af begge dele?

  • Har du tid til at fodre og vande 2 gange dagligt?

  • Har du tid til at rense ud i hønsehuset tit? (Mindst en gang om ugen)

  • Hvad mener naboerne?

 

  • Er det tilladt at holde fjerkræ der hvor du bor?

  • Er du i stand til at slagte dyr?

 

  • Må der holdes hane?
  • Må fjerkræet løbe frit rundt i haven?

  • Har du mulighed for at indrette et hus med løbegård til den ønskede race?

  • Har du familie og venner til at passe fjerkræet, når du ikke selv kan?

 

Få flere gode råd i en klub

Når du gør disse overvejelser, er det en god ide at tage kontakt til en racefjerkræforening.

Her vil der være mulighed for at få kontakt til folk som kender lidt til de forskellige problemer.
Her vil der også være mulighed for at få kontakt med opdrættere, der netop har den race som passe til de forhold, du kan byde fjerkræet.

 

Få flere gode råd fra ligesindede

En god ide er også at besøge en racefjerkræudstilling, her vil der være mange forskellige racer at se på. Der vil måske være mulighed for at snakke med opdrætteren af den race man havde tænkt sig at have gående hjemme.

Racefjerkræforeningen vil også kunne vejlede om hvordan hønsehuse og løbegårde skal indrettes, så dyrene har de bedste forhold, og hvor den daglige pasning er lettest mulig.

 

Når du har besluttet at anskaffe racefjerkræ er der flere overvejelser

For at få fornøjelse af dine høns er det vigtigt at de er sunde og raske, her er en liste over nogle af de vigtigste ting du skal se efter.

Sunde og raske dyr:

  • har glat fjerdragt, der skinner og ikke har bare pletter

  • har stærk rød kam og hagelapper

  • har glade skinnende øjne, der kigger opmærksomt

  • har relativt faste ekskrementer

  • har rene fjer omkring rumpen

  • har pæne glatte ben uden kalkagtige belægninger

  • er livlige og nysgerrige

  • er ivrigt fødesøgende

  • er glade sandbadere

  • er flittige til at rense fjerdragten

  • er fri for utøj, undersøg ved gumpen og under vingerne

  • ikke er oppustede og stillestående

Det var rigtig mange overvejelser inden hønsene anskaffes, men det vil gøre det meget lettere i dagligdagen at alle disse ting er afklaret.
Nu er det bare med at komme i gang med hønseholdet – rigtig god fornøjelse.