Spring til indhold

Månedens Leder – August 2024

  • af

Når dette blad lander i din postkasse, har hovedbestyrelsen holdt sit første møde efter
repræsentantskabsmødet, og vi har drøftet en lang række emner. De seneste år med
corona, fugleinfluenza og aflyste udstillinger har betydet, at vi har haft en betydelig
medlemstilbagegang. Det er vi nødt til at forholde os til på en konstruktiv måde.
Vi skal drøfte, hvordan vi får de frafaldne hjem igen, og så skal vi have fokus på, hvordan
vi finder nye, der gerne vil være en del af vores forening.
Jeg synes, vi har meget at tilbyde, når vi får det præsenteret rigtigt.
Kommunikation og formidling er i 2024 nøglebegreber, når vi skal i dialog med folk med
interesse for høns, dværghøns, gæs, ænder og kalkuner. Et af de tydeligste og bedste
eksempler er, at vi pludselig i denne sommer blev meget interessante på grund af årets
invasion af ”dræber snegle”, og nyheden om, at indiske løbeænder er effektive til
bekæmpelse af ”dræber snegle”.
Det skabte en efterspørgsel og medieomtale af de helt store. Jeg tror, at alle
handelsplatforme blev bestormet af interesserede købere, men der var bare ikke nogen til
salg. Vores medlemmer med løbeænder blev det også, men ønskerne kunne ikke
imødekommes. Derfor er der mange, der er skuffede i dag. J
eg har selv reflekteret over, om vi kunne have kastet os bedre ind i dette emne.
Det burde vi nok, for det er jo ikke kun løbeænder, der har appetit på ”dræber snegle”. Det
har de fleste anderacer, og fritgående høns i haven er meget effektive til at finde ”dræber
sneglenes” æg. Det kunne vi også have formidlet.
Viden om fjerkræ og deres natur har vi, men vi får det ikke formidlet godt nok. Det gør vi
ikke, og derfor drøfter hovedbestyrelsen nu vores kommunikation både den, der sker
gennem dette blad, men også på hjemmeside og sociale medier. Vi kommer også til at
række ud i foreningen. Vi kan kun lykkes, hvis vi alle træder ind i på denne bane.
Dommermødet er lige på trapperne og holdes først i september.
Det er et vigtigt møde, hvor alle vores dommere bruger det meste af en weekend på at
drøfte det kommende års bedømmelse, nye emner og særlige forhold, der skal være
opmærksomhed på.
Et emne i år bliver størrelse og vægt. Vi skal drøfte dette emne, da der hos en lang række
racer er både overvægt eller undervægt i forhold til den i standarden forskrevne vægt.
Hvordan skal vi forholde til dette emne?
Vi ved jo alle, at vi på et år ikke kan ændre særligt meget på dyrenes aktuelle vægt og
størrelse. Hvis, der skal ske ændringer, skal det derfor ske over en årrække, og det er
vigtigt, at dommerne har nogle retningslinjer at forholde sig til, så udstillerne oplever, at der
er fair og lige konkurrence på udstillingen.
Det er også vigtigt, at vi stiller os det spørgsmål, om den angivne vægt for en race i
standarden, er den rigtige vægt anno 2024.
Der kan være sket meget siden den i standarden angivne vægt blev fastlagt. Der sker jo
en udvikling hos de fleste racer på alle fronter. Denne udvikling er sket i forståelse mellem
avlere og dommere, og derfor skal vi drøfte størrelse og vægt med den nødvendige
forsigtighed og have fokus på, hvor vi vil hen og med hvilken hastighed.
Årets hønsedage og specieludstillinger begynder nu, og jeg vil ønske jer alle held og
lykke på årets små udstillinger. Husk at få vaccineret i god tid og sørg for at vaccinere alle
dine dyr, så har du den bedste beskyttelse.
Jørgen Abrahamsen