Bedømmelse

Hop direkte til følgende afsnit:

HVAD ER EN RACE?
Hovedinteressen i et avlsarbejde er at skabe en race samt forbedre de bestående. En race er en gruppe fjerkræ, i hvilken en bestemt kropsform er nedarvet fra generation til generation – ofte betinget af fjerdragtens konturer (omrids). Hertil kommer yderligere andre egenskaber – eller særlige kendetegn – som er med til at præge en race. Det kan f.eks. være kamformen, selvom denne også ved den selv samme race kan variere.
Det kan evt. være top og skæg – øreskivernes farve – løbenes farve – antal tæer samt evt. fodbefjering og mange, mange andre ting. Det, der i første omgang danner skillelinjen mellem de forskellige racer er altså typen – kropsformen – selvom betegnelsen som nævnt kan virke lidt vildledende, eftersom den synlige kropsform i mere eller mindre grad kan være påvirket af fjerdragtens konturer – omrids og struktur.

---

HVAD ER VARIETETER?
Indenfor hver race har der været en naturlig trang til at udvikle forskellige farvekombinationer, eller – hvor der kun var tale om én farve indenfor den pågældende race – at skabe nye farve- og tegningsmønstre, altså det vi kalder tegningsform på de enkelte fjer og fjerdele, kort sagt en varietet.
Her kommer man ind på begrebet en varietet, der ud over farve og tegningsform også kan være en anden form af f.eks. fjerstruktur, der bl.a. findes ved en race som Chabo, hvor der findes såvel glatfjerede som krøllede og silkehønefjerede.

I alle tilfælde er det nødvendigt at fastholde typen (typelinjen) således som den er hos den oprindelige race og fastholde alle de egenskaber, der betinger denne.
Kun den ydre fjerdragts farve og tegningsform samt fjerstruktur bliver ændret.
Hvad fjerdragtens farve angår, opdeler man disse varieteter i de ensfarvede og de tegnede.

De ensfarvede:
Er hvide, sorte, gule og til dels røde og blå, selvom der ved de to sidstnævnte varieteter spiller forskellige genetiske forhold ind, der således vil være nævnt under de respektive racer/varieteter.

De tegnede:
Er varieteter, hvor hver enkelt fjer og fjerdel har et bestemt tegningsmønster og som forekommer i en mængde forskellige kombinationer.
Hver enkelt kombination er dog stort set den samme, uanset hvilken race det drejer sig om.
Er der således tale om f.eks. sølv sortrandede, er dette begreb – tegningsmønstret – det samme, uanset hvilken race det gælder.

Konklusion:
Det er typen, der bestemmer racerne, mens det er farve, tegningsform og fjerstruktur, der bestemmer varieteten.

---

HVORLEDES SKABES EN VARIETET?
Vi skal ikke her komme nærmere ind på, hvorledes de forskellige racer i sin tid er blevet frembragt, men skal blot anskueliggøre, hvorledes ganske enkelte af vore mest kendte racer er skabt gennem forskellige sammenparringer og gennem mange års intenst avlsarbejde og målsætning.
Under de enkelte beskrivelser af racer vil der også være angivet ganske kort, hvorledes de fleste racer menes opstået, nemlig gennem målbevidst avlsarbejde – og ellers må man søge racernes historie i tidligere standardbeskrivelser.

Det, vi i dag betragter som rene racer, kan i virkeligheden betegnes som renavlede krydsningsprodukter.
Ser vi f.eks. på en så fortrinlig og udbredt race som R.I.R., der er langt over 100 år gammel som anerkendt racehøne, så er den en direkte efterkommer efter krydsninger af forskellige asiatiske racer.
Eller hvorledes skabte man Wyandotterne?
De oprindelige af denne race er opstået efter krydsninger mellem Sebright og sorte og gule Chittagong.
Sebright stammer fra to engelske racer: Yorkshire Fasanhøns og skotske Mooney.
Yderligere har Hamborgeren og den mørke Brahma været medvirkende, og efter årtiers avlsarbejde blev den første Wyandotte – den sølvrandede – anerkendt og optaget i amerikanske standard i 1883.
På tilsvarende måde er det gået med praktisk talt alle andre racer.
Det er stadig avlsarbejde og udvælgelsesarbejde, der har skabt og stadig skaber nye racer og varieteter ved sammenparring og omtanke i opdrættet.

---

HVORLEDES ANERKENDES EN RACE?
At lave nye racer eller at frembringe nye farvearter ved de bestående racer kræver opdrættersnilde.
Opdrættersnilde kommer af skaberglæde, og så er vi inde på sporet, der fører frem til de mangfoldigheder, der i dag findes af racer og farvevarianter indenfor vor racefjerkræverden.

For at der skal være mening med og alvor i det alt sammen, har vi inden for standardudvalget sat bestemte normer for anerkendelse af nye racer og farvevarieteter.
Med ordet anerkendelse skal her forstås, at der for racen/farven udarbejdes en foreløbig standard (mønsterbeskrivelse) ud fra den evt. bestående standard fra andre lande, eller ud fra den idé og målsætning skaberen lægger bag den race/farve, der ønskes anerkendt og optaget i standarden.

---

BESTEMMELSER VEDR. UDSTILLING OG ANERKENDELSE AF NYE RACER OG VARIETETER
NYE RACER/FARVEVARIETETER
Racer eller farvevarieteter, der ikke i forvejen findes en standardbeskrivelse for i nærværende standard, men som der findes en EE-standard for, fremstilles på en landsudstilling i et af de skandinaviske lande (kåringsskue) første gang til vurdering, kritik og bedømmelse. Dyrene bedømmes af en specialklubdommer efter tildeling af standardudvalget. Findes der ikke nogen specialklub for racen, bedømmes dyrene af standardudvalget.
Det er en betingelse, at dyrene anmeldes og udstilles på en landsudstilling i min. 3,3.
Standardudvalget udfærdiger – på grundlag af standarden i EE-medlemslandet – en foreløbig standardbeskrivelse/farvebeskrivelse, som der benyttes ved vurderingen og bedømmelsen. Efter bedømmelsen foretager standardudvalget – om fornødent i samarbejde med den respektive specialklub – en evt. revidering af den foreløbige standardbeskrivelse for evt. ændringer eller tilføjelser. Godkendelse og optagelse i Skandinavisk Fjerkræ-Standard sker såfremt 3,3 bedømmes min. 1,1 med 2 × 94 p og 4 × 91 p. Udstilles der flere end 3,3 er det de bedste 3,3 der er gældende.

NYOPDRÆT
Nyopdræt omfatter udelukkende racer og varieteter, hvortil der ikke findes nogen – ej heller international – standardbeskrivelse for. Racer og varieteter, der ønskes anerkendt og optaget i Skandinavisk Fjerkræ-Standard, skal anmeldes og udstilles som nyopdræt på en landsudstilling i et af de skandinaviske lande (kåringsskue), hvorefter racen/varieteten vurderes. Anmeldelsen skal vedlægges en kort beskrivelse (i tre kopier), der tydeligt omhandler opdrættet/opdrætternes tanker og ideer med nyopdrættet, racen/varieteten.
Nye racer skal være afvigende på mindst 3 kardinalpunkter i forhold til eksisterende racer. Racen/varieteten skal herefter udstilles som ungdyr (3,3) i samme race og farve naturligvis. I andet år skal der udstilles 1,1 ældredyr og 2,2 ungdyr og i tredje år 3,3 ungdyr. Udstillingsperioden løber således for nyopdræt over 3 år (i max en 5-årig periode).
Gældende for høns, dværghøns, gæs, ænder, kalkuner og perlehøns. 3,3 bedømmes min. 1,1 med 2 × 94 p og 4 × 91 p.
Nyopdrættet må gerne være sammenbragte dyr, altså dyr fra forskellige opdrættere, der arbejder efter samme retningslinjer og mål, altså efter samme foreløbige standardbeskrivelser. Efter anmeldelsen er indgået – og på grundlag af opdrætterens orientering og oplysninger – udfærdiges der af standardudvalget en foreløbig standardbeskrivelse, der således lægges til grund for vurderingen, kritikken og bedømmelsen i ovennævnte periode, dog med et forbehold for visse ændringer.
Efter mindst 3 fremstillinger kan racen/varieteten anerkendes, men standardudvalget kan dog skønne, at den pågældende race/varietet bør udstilles endnu et år eller mere, før resultatet er tilfredsstillende for en anerkendelse. Der udfærdiges herefter en endelig standardbeskrivelse, hvorefter racen/varieteten optages som tillægsblad til Skandinavisk Fjerkræ-Standard evt. gennem meddelelse i ”Racefjerkræ”.

BEDØMMELSE AF NYE RACER
Ved bedømmelse af nye racer og farvevarieteter må der udvises en vis smidighed og overbærenhed ved vurderingen og pointgivningen, hvorfor nogen indsigt og erfaring hos dommeren må kunne forlanges. Først derigennem kan nye racer og farvevarieteter fremmes, gennemarbejdes og dermed stabiliseres. Den indsigtsfulde og øvede dommer vil/bør altid kunne vurdere dette og give den rette kritik.
En indsigtsfuld og øvet dommer vil næsten straks ved mønstringen af et punkt kunne fastslå, til hvilken gruppe fejlen (fejlene) må henføres. Men her møder man så det for afsigelsen af en fuldt retfærdig dom så vigtige spørgsmål: hvilken straf, udtrykt i tal i henhold til punktværdiskalaen, skal man tildele? Dette kan nemlig ikke opgøres eller udregnes som et matematisk regnestykke, men må afgøres ved et praktisk forstående skøn med standardens krav som målestok for øje.
Da standardens værdital svinger fra 5 til 30 i de enkelte grupper, bør fradrag for fejl selvfølgelig stå i et rimeligt forhold til disse tal, og ligesom der for visse særlig vigtige punkter er ansat særlig høje tal, bør forefundne fejl selvsagt straffes med tilsvarende værdiforringelsestal.
De ganske små fejl må selvsagt dømmes forholdsvis mildt, medens lidt større fejl stiller noget større krav til dommerens høje skøn for vedkommende races ideal.
Større fejl kan være af så stor en gradstørrelse, så det rette fradrag nærmer sig – eller når helt ned til ubetinget udelukkelse – altså 0, selv trods andre mulige gode punkter hos vedkommende dyr. Da der som bekendt ikke fremkommer ½ point ved den endelige afsagte dom, er det naturligt, der ved visse punkter må vurderes; denne vurdering giver i reglen sig selv, idet man temmelig ofte vil kunne placere det evt. overskydende ½ point under punktet helhedspræg og det for racen typiske, altså kardinalpunktet(r).

Hvad er en indsigtsfuld og øvet dommer?
Det må være den dommer, der daglig har sin gang blandt opdræt og hos opdrættere, bedømmer på et større antal skuer sæsonen igennem, deltager i kurser og møder, hvor de forskellige emner er til behandling, og derigennem søger at sætte sig grundigt ind i de mange forskellige avls- og arvelighedsproblemer, som findes inden for racefjerkræavlen, og som til stadighed opstår ikke mindst inden for nye racer og farvevarieteter.

---

ALMINDELIGE REGLER, DER UDELUKKER FRA PRÆMIERING
Hvor intet særligt er anført under racebeskrivelserne for den pågældende race/farvevarietet, er følgende at iagttage:
1. Manglende livskraft samt dårlig sundhedstilstand.
2. Vanrøgt og dårlig pleje og udstillingsstand (kondition), hvortil bl.a. stærk udvikling af lus og kalkben (fodfnat) henregnes, ligesom forpjusket og snavset fjerdragt, afbrækkede fjerdele eller lignende bør straffes efter forekomstgraden, i udpræget grad medføre diskvalifikation.
3. Enhver bevidst usandfærdig opgivelse, f.eks. med hensyn til afstamning, opdrætningsforhold, alder o.s.v.
4. Tydelige forsøg på at føre udstillingsdommere bag lyset eller bedrage købere ved udbedring af mangler eller ved fjernelse af skæmmende fejl, hvorved dyret skamferes eller på anden måde skæmmes af direkte operative indgreb over for kamudvækster, fjer o.s.v., eller ved farvning eller andre bedrageriske kneb, såvel som klipning af vinger, hvorved det umuliggøres at bedømme de fjernede fjerdele.
5. Stærkt iøjnefaldende afvigelser fra den standardmæssige kropsform og type, fjer-, øjne-, næb- eller benfarve, som er foreskrevet for den pågældende race eller varietet.
6. Ingen eller stærkt mangelfuld ben- og fodbefjering ved fodbefjerede racer.
7. Fjer og dun på løb og tæer hos glatbenede racer.
8. Manglende femte-tå hos femtåede racer.
9. Mere end fire tæer hos firetåede racer.
10. Meget stærkt hængende kam hos enkeltkammede haner. Anden kamform end den, der er foreskrevet for den pågældende race, samt udpræget grove kamfejl ved alle kamformer som f.eks. bitakker, hjortetakker og tvillingtakker, og for rosenkammede tillige udpræget dupkam, spaltet eller splittet bag kam.
11. Helt eller udpræget hvide øreskiver hos racer, som skal have røde øreskiver, hvor ikke særlige regler er givet under de enkelte racebeskrivelser.
12. Helt eller udpræget røde øreskiver hos racer, som skal have hvide øreskiver, og hvor ikke særlige regler er givet under de enkelte racebeskrivelser.
13. Hvidt i nævneværdig grad hos unghaner og unghøner, som skal have rødt ansigt, og hvor intet særligt er anført ved de enkelte racebeskrivelser.
14. Særligt iøjnefaldende krum ryg (pukkelryg), undtagelsen er Malayer og Bergiske Galere.
15. Stærkt iøjnefaldende skæv hale.
16. Skævt brystben.
17. Stærkt udpræget egernhale (Chabo dog undtaget), eller en i forhold til standardens fordringer afvigende halestilling.
18. Alt for ringe eller udpræget overstørrelse.
19. Udpræget kløftede eller krængede vinger hos fuldt udviklede dyr.
Misdannelser og deformiteter af enhver art, således bl.a. kalvehaser, X-benede, udpræget hjulbenede, O-benede, udpræget andefod, platfodethed, udpræget skæve eller anderledes misdannede tæer, korsnæb m.v.

Disse fejl udelukker i alle tilfælde fra præmiering – giver totalpoint 0 – men kun, hvor fejlene fremtræder i absolut udpræget grad.

Alvorlige fejl, der straffes efter forekomstgraden
Visse fejl bør ikke straffes lige strengt ved de forskellige racer eller varieteter, hvorfor fejl og alvorlige fejl = A-fejl er anført under hver enkelt race eller varietet, tillige med evt. bemærkninger, der således bør iagttages.

---

UDSTILLING AF ÆLDRE DYR
Tidligere var det ikke så sjældent, at der blev udstillet ældre dyr på udstillinger og kåringsskuer. Dette er med årene aftaget i erkendelse af, at ældre dyr (bortset fra ganske specielle langhalede prydracer som Yokohama, Sumatra og enkelte andre racer, Føniks, Kamphøns, Fodbefjerede dværge og visse gåseracer samt fasaner, der fordre op til 3 à 4 år for at opnå deres fulde fjerpragt) ikke kan holde den ønskede kondition og udstillingsform flere år i træk.
Øreskiver holder således ikke i form og farve, øjne- og løbsfarve aftager, fjerdragten holder ikke den ønskede og fordrede struktur o.s.v.
Ved flere racer tages der et behørigt hensyn til disse ting ved vurderingen, men ved pointsbedømmelse er det begrænset, hvor meget hensyn der kan og bør tages.
Tidligere antog man, at en pjusket og slidt fjerdragt var et godt tegn på flittig benyttelse af reden og måtte derfor belønne dyret derfor.
Dette er efter bedømmelsesregler i dag urealistisk, da en direkte dårlig og mishandlet fjerdragt (uplejet fjerdragt) nemt kan gå ind under ovennævnte begreb, og det kan selvsagt ikke være rimeligt at belønne en sådan.
Det har udstillerne da også efterhånden erkendt og i dag, hvor der udelukkende udstilles og bedømmes efter eksteriøret, må kravene til en fuldendt fjerdragt opfyldes, som øvrige stillede krav.

---

SÆRLIGE KRAV TIL (fordværgede) DVÆRGRACER
I det efterfølgende afsnit af standarden, der omhandler dværghønsene, vil der ved omtalen af de såkaldte (fordværgede) dværgracer – racer, der findes tilsvarende blandt de store høns – være angivet selvstændig racebeskrivelse; det samme naturligvis hvad angår farve- og tegningsbeskrivelser.
For dem alle gælder – også hvor det evt. ikke er specielt anført – at de må have racesærpræget kombineret med det specielle dværgpræg.
Specielt dværgpræg giver sig her udtryk ved en absolut sirlighed i kropsbygning, finhed i hoved og hoveddele (kam og hagelapper, næb og øreskiver), afrundethed og finhed af væv, elegance i væsen og opførsel, en anelse mere lavtbårne vinger uden dette på nogen måde skal fortolkes derhen, at det giver lempelser ved bedømmelseskravene, når det overdrives, idet det er en kendt sag, at langt de fleste dværge – hvor der fordres vandret stillede vinger – har en tendens til at blive båret for lavt, ofte på grund af for stor længde – derfra udtrykket »bantamvinger«.
Punktet »størrelse og vægt« har for dværgenes vedkommende den allerstørste betydning, idet det ofte viser sig, at dyrene nøje holder den angivne vægt, men ved bedømmelsen syner grove, for store, ranglede og knoklede. Derfor lægges der mere betydning i ordet størrelse end i den egentlige vægt – målt i kg og g.
Det bør ligeledes iagttages, at medens der for de store racer – i de fleste tilfælde – er angivet mindstevægt, er det lige stik modsat ved dværghønsene.
Her er det den absolutte højeste tilladte vægt, der er angivet. For mange af racerne ligger den så højt, at det betragtes som alvorlige fejl (fejl der kan udelukke), dersom vægten overstiges med mere end 100–150 g.

---

BEDØMMELSE AF RACEFJERKRÆ
Hvad betyder en standard?
Standard betyder målestok for det fuldkomne og mønstergyldige. De fleste landes racefjerkræ-standarder tager udelukkende sigte på at fastsætte, hvad der for hver enkelt race eller farvevarietet må anses for fuldkomment, hvad de rent ydre egenskaber angår. Man må imidlertid ikke lade sig forlede til at tro, at et dyr, der på grundlag af fremragende ydre egenskaber – altså er et såkaldt fejlfrit mønsterdyr og har opnået et højt pointtal ved bedømmelsen på et kåringsskue – ubetinget er et godt avls- og produktionsdyr.

Som helhed er det en fordel, at man nu er gået bort fra de mange bedømmelsesskalaer, som man tidligere anvendte og hvor der stort set var en pointsskala for hver race, og nu og da også for de forskellige farvevarieteter. Der er måske noget om, at denne forenkling er drevet lidt for vidt for visse racers vedkommende, men en kyndig dommer vil dog altid forstå at vurdere og placere de rette point på skalaens enkelte punkter, og vil altid – på vore »standardiserede kort« – kunne finde plads for at placere sin kritik, så det gøres klart for udstilleren, hvor evt. fejl er forefundet.

I Skandinavien bedømmer vi i dag alle høns og dværghøns efter en ensartet pointskala, der i princippet også ligger til grund for bedømmelsen af kalkuner, gæs og ænder, selvom der i denne skala er mindre omskrivninger af fagudtryk. Ved den efterfølgende gennemgang af bedømmelsessystemets enkelte punkter er den pointskala, der benyttes ved bedømmelse af høns, lagt til grund. Det antal point, der kan tildeles i hver af de anførte punkter, står så nogenlunde i forhold til den betydning, man tillægger disse.

Det er således naturligt, at man tillægger egenskaber som livskraft (herunder dyrets sundhedstilstand) og type end øvrige punkter, f.eks. løb og tæer.
Helt så enkelt og ligetil, som det umiddelbart kan lyde, er det imidlertid ikke, idet mange farvevarieteter med et vanskeligt tegningsmønster egentlig har større krav på højere point i skalaen for fjerdragtens farve og tegning end f.eks. ensfarvede, hvide og sorte. Dette misforhold udjævnes imidlertid gennem det for racen typiske og kardinalpunkterne, altså under det øverste punkt. Af de eksteriørmæssige karaktertræk ved en bedømmelse er der nogle, som tillægges ret stor betydning med henblik på dyrets ydelse, mens andre egenskaber udelukkende er af ren skønhedsmæssig karakter, eller hører til de kardinalpunkter, der er karakteristisk for den pågældende race eller farvevarietet.

---

BEDØMMELSE og ANSVAR
Hvorledes et dyr skal bedømmes i alle enkeltheder, og hvor mange point der i hvert enkelt tilfælde bør gives på et bestemt punkt eller fratrækkes for de forskellige fejl, kan ikke læres ved læsning. Det er en erfaringssag, og det er en forudsætning, at den pågældende dommer har indgående kendskab til den fjerkrærace, som vedkommende bliver sat til – eller påtager sig – at bedømme. Det er således meget vigtigt, at summen af det antal point, der gives ved bedømmelsen af de enkelte karaktertræk, står i et rimeligt forhold til dyrets eksteriør som helhed.

Men det er ikke nok at have fundet frem til det rette fradragspoint og dermed også totalpoint for de enkelte punkter på skalaen, man må også ved bedømmelsen sørge for at pointere – give oplysning – om fejlens karakter ved at give supplerende oplysninger i det dertil indrettede felt på pointskortet, eller give en understregning af det eller de enkelte dele, der har fejl og derfor har fået fratrukket point.
Da der ikke kan opsættes nogen nøjagtig værdiskala eller skala for, hvor mange point der skal fratrækkes for de enkelte fejl, uden at der til begge sider må gives en vis margen, er det ofte temmelig vanskeligt at afgive den retfærdige bedømmelse, der så ofte efterlyses, og her er det, at alle disse ting ikke kan tillæres ved læsning, men som nævnt skal tillæres gennem erfaring – dels som opdrætter, dels gennem mange års erfaring i bedømmelseskunsten.
Når man ved bedømmelse af fjerkræ lægger stor vægt på de rent ydre forhold som fjerfarve, fjerstruktur, halestilling, kamform og lignende, der ingen forbindelse har med dyrets ydeevne eller andre egenskaber, der har produktionsmæssig betydning, er det fordi de er med til at kendetegne de forskellige racer og farvevarieteter.

Det kan være særdeles vanskeligt at fremavle fjerkræ med fuldendt eksteriør og med de karakteristiske særpræg for de enkelte racer, men det er ikke mindre vanskeligt at fremavle fjerkræ, der ikke alene har et smukt eksteriør, men tillige en god ydelse.
Alligevel har det vist sig, at dygtige avlere er i stand til at udstille fjerkræ, som ikke blot har et fortrinligt eksteriør, men tillige er i stand til at kunne præstere en endog særdeles høj ydelse.
Se endvidere afsnittet Bestemmelser vedr. udstilling og anerkendelse af nye racer og varieteter.

---

Det for racen typiske
Dette sidste afsnit af det første punkt på pointskortet har ligeledes stor tilknytning til kardinalpunkter, idet der her er tale om de særpræg, der netop karakteriserer denne race og skal fremtræde stærkt, så man tydeligt kan se, at det er denne race med disse raceegenskaber og kendetegn, der er tale om.
Bestemte enkeltheder i karaktertrækkene må der lægges stor vægt på.
Med andre ord må dommeren have meget nøje kendskab til racen og vide, hvad der netop på dette eller disse punkter kræves, uden at lade sig blænde af andre væsentlige fejl – henholdsvis goder.

---

PLEJE OG UDSTILLINGSTILSTAND (kondition)
For dette punkt kan der tildeles 10 point. Det er et punkt, som opdrætteren hele tiden selv er herre over at kunne opnå maximumpoint for.

Pleje
Misrøgtede dyr hører ikke hjemme i et udstillingsbur. Dyr med lus eller andet utøj gør det heller ikke, og er der tale om nogen af de nævnte ting i væsentlig grad, bør dyrene for dette punkt gives totalpoints 0.

Udstillingsstand
Alle udstillede dyr bør foruden at være plejet gennem omhyggelig pasning også være istandgjort til udstilling. Fjerdragten bør være vasket, kam og øvrige hoveddele bør være omhyggeligt rengjort og velplejet, og det samme gælder løb og tæer. Dyret bør være burvant (være i dressur), så det præsenterer sig i den stand og i den form, der er ønskelig for den pågældende race. Alt for mange opdrættere forsømmer denne træning af deres dyr gennem længere tid op til udstillingerne. F.eks. kan Kamphøns, Langshan, dværg-Kochin og en lang række andre racer overhovedet ikke bedømmes fuldt retfærdigt, dersom de ikke er i dressur (burvante).

Kondition
Dyret skal være livligt og veloplagt, have en sund ansigtsfarve og interessere sig for sine omgivelser. Det skal vise god ædelyst, selvom det kan være træt efter en længere rejse og ophold i buret under uvante forhold. Til dette sidste er dog at sige, at den kyndige dommer altid vil tage sine forbehold, dersom der er tale om uforholdsmæssigt dårlige udstillingslokaler, iskolde rum i de koldeste vintermåneder.

---

STØRRELSE og VÆGT (kropsrummelighed):

Her kan der ligeledes tildeles 10 point: Et avlsdyr må have den fornødne størrelse uanset art, dette gælder således også dværghønsene, som omtalt i indledningen under afsnittet dværghøns. Dommeren må her – ligesom ud fra sin erfaring og kendskab til den eller de pågældende racer – kunne afgøre, om dyret har den størrelse og vægt, som standarden foreskriver, naturligvis under henvisning til dyrets køn og alder.

Ved bedømmelsen af de store racer må dommeren ikke lade sig besnære af, at dyret måske er velbygget og velproportioneret med evt. smuk farve, dersom det i realiteten er for lille efter standardstørrelse og vægt, og det samme gælder blot modsat for dværge, der er alt for store uden egentlig at virke grove. I begge tilfælde er der tale om afvigelser fra standardkravene, og der skal tildeles strafpoint (fradrag). Man må også gøre sig klart, at et magert, ranglet og knoklet dyr (især ved dværgene) meget ofte kan holde den foreskrevne standardvægt, men altså ikke har den ønskede størrelse, er slet og ret for stor og grov, og straffes altså for størrelse, ikke for vægt.

Ved de forskellige racebeskrivelser er der ved hver race angivet en vægt, denne vægt er for første tal angivelsen for almindeligt veludviklede ungdyr, medens tallet efter – er angivelsen for fuldt udviklede dyr.

---

RYG, VINGER og HALE – STILLING (balance):
For dette punkt gives indtil 10 point: De krav der stilles her er meget forskellige for de forskellige racer, hvad der nøje fremgår af de enkelte racebeskrivelser.
Ryg: Form, længde, stilling samt bredde af ryg, er således af stor betydning for visse racesærpræg.
Vinger: Vingernes størrelse, form og stilling samt deres placering på kroppen, er af stor betydning for helhedssærpræget. For lange vinger, der især ved dværgene skæmmer dværgpræget. For slappe eller for dårligt foldede, lavt ansatte og direkte stikkende vinger, så vingerne når ned i haseleddet ved racer, hvor der er foreskrevet vandret bårne vinger (kaldes også bantamvinger) og virker direkte skæmmende. Også det modsatte er fejl: for foldede og højt bårne vinger, f.eks. ved Bantam, Sebright, Antwerpner-skæghøns m.v., der skal bære vingerne lavt. Vingerne kan også være fejlagtigt placeret på kroppen, f.eks. for højt eller for lavt ansatte (ikke mindst ved flere anderacer er dette en ofte forekommende fejl).
Hale: Halens stilling og udformning yder ligeledes en absolut stor indflydelse på dyrets racesærpræg, ja, er ved visse racer, som f.eks. Chabo, Langshan, Yokohama, Føniks og mange flere et kardinalpunkt. Stejl hale forstyrrer ofte helhedsindtrykket af et dyr, der normalt skal have smuk, bred, evt. vifteformet hale eller omvendt, vifteformet hale ved dyr, hvor der fordres en sammenfoldet, nærmest spids hale. Der kan være manglende udvikling af hale, skæv hale, duehale og splittet hale o.m.a., ja, selv for haleløse høns (Gumpehøns), har dette punkt stor betydning og kan straffes her, hvis der f.eks. er ansats af små styrefjer. I det hele taget lægges der stor vægt på, at dyret har den halestilling, der er ønsket og foreskrevet for den pågældende race.
Stilling: Denne del af punktet i skalaen, dækker foruden selve dyrets stilling – af ryg, vinger og hale – også dyrets højdestilling, målt fra burets bund til dyrets underlinie, men dog primært dyrets normalstilling, når det er i ro i udstillingsburet, hvorfor det er af stor vigtighed, at få dyret til at stå stille, at dyret er burvant og for visse racer tillige er i dressur, noget, der i særlig grad gælder for Moderne eng. Kamphøns.
Balance: Er på pointskortet anført i parentes, fordi dette er en samlet vurdering af de i afsnittet forudgående dele af dyret, f.eks. ryggens rette bredde og stilling, halens rette udformning og stilling samt vingernes rette udformning og navnlig stilling, der altid medvirker til at give dyret den rette balance, men også benenes stilling og placering under kroppen spiller her en væsentlig rolle. Her er det af stor vigtighed, at dommeren udviser den allerstørste forståelse ved bedømmelse, idet et dyr, der evt. har – og skal have – et livligt temperament, let kommer ud af balance for et øjebliks nervøsitet, hvorved bl.a. hale- og vingestilling ikke er den normale. Dette bør et dyr ikke straffes for, men dommeren må afvente, til dyret atter er kommet i ro, inden vurderingen afsluttes.

---

HOVED: ANSIGT, KAM, ØJNE, NÆB, ØRESKIVER og HAGELAPPER
For dette punkt gives indtil 15 point. Her er mange »små«, men særdeles vigtige enkeltheder samlet til en helhed, der i sin fuldkommenhed altid vil præge og gøre dyret smukt, uanset hvilken race der er tale om, og dommeren må være meget opmærksom i sin vurdering. Hermed menes ikke, at dommeren skal være mild, men der menes, at der her er mange små finheder, der må tages hensyn til, og som kræver nogen indsigt i og kendskab til de enkelte racer.
Hoved: Her er det i første omgang selve hovedets form, størrelse m.v., medens de øvrige hoveddele er grupperet op, men dog i et samlet hele er væsentlig for dyrets racekendetegn og evt. særpræg.
Ansigt: For visse racer kræves der også her ganske bestemte karaktertræk (og udformning) nogle fordres med små fine håragtige fjer, medens andre fordres glatte, fri for rynker og skæmmende små fjer. Ofte er fejlene her indfaldne kinder, bleghed, hvidt i ansigt, skurv m.v. En sund ansigtsfarve må altid kunne fordres her.
Kam: Er i sig selv et meget stort emne. Det må først og fremmest påses, at dyret har den kamform, der er foreskrevet for den pågældende race. Kammen skal helst være fejlfri, hvad der dog hører til stor sjældenhed, og det er derfor for den kyndige dommer en erfaringssag, at kunne vurdere fejlens rette karakter, at skønne hvad der evt. er arveligt, eller blot kan henregnes under små-fejl og derfor bør straffes i rimeligt forhold. Også selve kammens beskaffenhed og placering spiller en overordentlig stor rolle. F.eks. kan en meget grov kam, der er placeret langt fremme på overnæbbet, være helt korrekt og er påkrævet ved bl.a. storkammede Chabo medens det for andre er en meget grov fejl, og betragtes nærmest som »overgroet næb«.
Øjne: Skal være livlige og fyldige for dermed at udtrykke livskraft og sundhed, og skal have den for racen foreskrevne rette farve. Alt for ofte overses denne ret alvorlige fejl og dømmes for overfladisk ved alt for mange racer til ubodelig skade i videre fremavl, idet opdrætterne ikke gøres opmærksom på, at der her vitterlig er en fejl. Husk på, at øjenfarven oftest er en garanti eller i hvert tilfælde en væsentlig del af garantien for racerenhed. Dog kan der være mindre udsving ved de forskellige farvevarieteter inden for samme race. Denne ret alvorlige fejl ved bedømmelse. »Forkert øjenfarve« eller svag øjenfarve bør altid påpeges og straffes efter forekomstgraden. Endelig kan for svag øjenfarve være en advarsel til opdrætteren om, at man er på vej mod evt. degeneration.
Næb: Skal have den form og farve, der er foreskrevet for racen, henholdsvis varieteten, evt. afvigelser bør påpeges og straffes efter forekomstgraden.
Øreskiver: Skal have den rette form, størrelse samt farve, være fri for skurv eller svamp.
Hagelapper: Disse skal have den rette størrelse og finhed efter racebeskrivelsen, de skal virke harmoniske, velplacerede, ens af størrelse og bygning.
BEMÆRK: Beskadigelser af hovedets meget sarte huddele – såsom rifter og sår – som en dommer kan skønne er fremkommet under forsendelse eller på selve udstillingen, hvor et par haner er kommet i kamp mellem burets trådvæv, straffes i regelen mildt eller slet ikke, men dette anføres i rubrikken »Bemærkninger« og fratrækkes evt. under punktet »Pleje og udstillingsstand«, idet det er udstillerens opgave at have så forsvarligt materiale til transport, at den slags ikke kan ske.

---

FJERDRAGTEN: FJERSTRUKTUR, FARVE OG TEGNING, OVER- OG UNDERFARVE (TOP, SKÆG OG FODBEFJERING)
For dette punkt gives indtil 20 point: Her er det i første række fjerdragtens beskaffenhed (strukturen), der skal vurderes. Den skal først og fremmest være sund og glansfuld, de enkelte fjer og fjerdele skal have den fornødne bredde eller smalhed, være fyldig eller modsat være for sparsom i dundelen eller rigelig dunet, være løs eller fast tilliggende kroppen, alt efter det foreskrevne for den pågældende race. Der lægges ofte for lidt vægt på vurderingen af fjerkvaliteten, som har så overordentlig stor betydning for næsten alle racer. Smudsig eller snavset fjerdragt eller direkte uplejet fjerdragt fradrages ikke i point under dette punkt, men hører under punktet »Pleje og udstillingsstand«, og fratrækkes points her, med skreven kritik i rubrikken »Bemærkninger«.
Farve og tegning: Dommeren må påse, at farverne er korrekte og korrekt placeret efter beskrivelsen for den enkelte varietet. Det samme gælder for en korrekt fjertegning, begge dele har overordentlig stor betydning ved pointsgivning. Det er klart, at man ved bedømmelse af f.eks. hvide dyr – hvor der ingen farve- eller tegningsform er – må være meget kritisk og stille de allerstrengeste krav til ren fjerfarve uden f.eks. gulligt skær eller andre fejl, som vil være anført under farvebeskrivelserne. Der er et utal af farve- og tegningsformer, og der kommer til stadighed nye. Dommerne må derfor være yderst forsigtige i deres vurderinger og have nøje kendskab til de farvevarieteter, de dømmer. Meget ofte må der tages forbehold og hensyn til visse krav, f.eks. hvor der er tale om en meget fin randtegning, hvor to eller flere farvetoner løber parallelt. Et sådant farvemønster er meget vanskeligt for ikke at sige næsten umuligt at frembringe på en meget løs eller dunet fjer, hvad der således bør tages hensyn til, uden at kravene i og for sig slækkes ved bedømmelse.
Overfarve: Er den farve, som man umiddelbart ser ved at betragte dyret ovenfra, medens underfarven i og for sig er to dele, nemlig den farve man ser ved at tage dyret ud og vende bugen i vejret. Over- og underfarve her danner i realiteten begrebet yderfarve.
Underfarve: Betragtes gerne slet og ret som den farve, der kommer frem ved at stryge mod dyrets fjerdragt og som mere korrekt skulle hedde dunfarve.
Racer med top: En speciel befjeret del, der skal vurderes og er et karaktertræk for disse racer og vurderes derfor strengt såvel i form, fjerkvalitet som farve og evt. tegning. Er en befjeret del og hører hjemme i dette afsnit – og hører ikke hjemme under hoved.
Racer med skæg: Racer med skæg har en speciel befjeret del (kind- og hageskæg), der er et racesærpræg ved netop den pågældende race og må i de fleste tilfælde bedømmes ret strengt. Skægget kan være for mangelfuldt udviklet eller helt mangle, ved racen Araucana er der tillige også ørefjer.
Fodbefjering: Er ligeledes en befjeret del og kommer derfor ind under befjering og ikke under løb og tæer. Det vurderes også her, om befjeringen er af den ønskede beskaffenhed efter racebeskrivelsen, og om den evt. rette farve og tegningsform er til stede. Er der tale om smudsig eller stærkt beskadiget fodbefjering, fratrækkes det ikke her, men hører under punktet pleje og udstillingstilstand. Naturligvis gives der en vis margen for dyrets naturlige trang til at skrabe, men den erfarne dommer vil hurtigt kunne afgøre, om der er tale om dyr, der har gået under ideelle forhold, eller der er tale om misrøgt.

---

LØB og TÆER:
For dette punkt gives indtil 5 point.
Her vurderes i første række løbenes form, længde og placering i lår. Tæerne skal være velspredte og med det for racen foreskrevne antal, ligesom både løb og tæer skal have den for racen, evt. varieteten foreskrevne farve. For høner, der gennem længere tid har været i æglægning, er løbsfarven ofte aftaget stærkt, for dette bør der tages et vist hensyn ved bedømmelsen.

---

BEDØMMELSE AF GÆS, ÆNDER OG KALKUNER:
Bedømmelse af svømmefugle følger helt den samme opbygning som bedømmelse af høns. Ved svømmefugle foretages en gennemgående eksteriørbedømmelse af dyrene inden man tager dyret ud for evt. at undersøge detaljer i hoveddele eller farve/tegning.

Det for racen typiske: Dette sidste afsnit af det første punkt på pointskortet har ligeledes stor tilknytning til kardinalpunkter, idet der her er tale om at de særpræg, der netop karakteriserer denne race og skal fremtræde stærkt, så man tydeligt kan se, at det er denne race med disse raceegenskaber og kendetegn, der er tale om. Ved de enkelte racer er under kardinalpunkter angivet bl.a. ved gæs og ænder om de har køl, bugpose eller dobbelt bugpose – eller slet ingen køldannelse.

---

PLEJE OG UDSTILLINGSTILSTAND (kondition):
For dette punkt kan der tildeles 10 point, og er et punkt, som opdrætteren hele tiden selv er herre over at kunne opnå maximumpoint for.
Pleje: Misrøgtede dyr hører ikke hjemme i et udstillingsbur. Dyr med lus eller andet utøj, gør det heller ikke, og er der tale om nogen af de nævnte ting i væsentlig grad, bør dyrene for dette punkt gives totalpoints 0.

---

STØRRELSE og VÆGT (kropsrummelighed):
Her kan der ligeledes tildeles 10 point: Et avlsdyr må have den fornødne størrelse uanset art. Dommeren må her – ligesom ud fra sin erfaring og kendskab til den eller de pågældende racer – kunne afgøre, om dyret har den størrelse og vægt, som standarden foreskriver, naturligvis under henvisning til dyrets køn og alder. Ved de forskellige racebeskrivelser er der ved hver race angivet en vægt, denne vægt er for første tal angivelsen for almindeligt veludviklede ungdyr, medens tallet efter – er angivelsen for fuldt udviklede dyr.

---

RYG, VINGER, BUG (KØL) og HALE (balance):
For dette punkt gives indtil 10 point: De krav der stilles her er meget forskellige for de forskellige racer, hvad der nøje fremgår af de enkelte racebeskrivelser.
Ryg: Form, længde, stilling samt bredde af ryg, er således af stor betydning for visse racesærpræg.
Vinger: Vingernes størrelse, form og stilling samt deres placering på kroppen, er af stor betydning for helhedssærpræget. For lange vinger bl.a. ved gæs, der krydser over ryggen, er en fejl. Vingerne kan også være fejlagtigt placeret på kroppen, f.eks. for højt eller for lavt ansatte (ikke mindst ved flere anderacer er dette en ofte forekommende fejl).
Bug (køl): Udformning af bug – køl – enkelt eller dobbelt bugposer er et væsentligt punkt under racebeskrivelsen.
Hale: Halens stilling og udformning yder ligeledes en stor indflydelse på dyrets racesærpræg. I det hele taget lægges der stor vægt på, at dyret har den halestilling, der er ønsket og foreskrevet for den pågældende race.
Balance: Er en samlet vurdering af de i afsnittet forudgående dele af dyret, f.eks. ryggens rette bredde og stilling, halens rette udformning og stilling samt vingernes rette udformning og navnlig stilling, der altid medvirker til at give dyret den rette balance, men også benenes stilling og placering under kroppen spiller her en væsentlig rolle. Her er det af stor vigtighed, at dommeren udviser den allerstørste forståelse ved bedømmelse, idet et dyr, der evt. har – og skal have – et livligt temperament, let kommer ud af balance for et øjebliks nervøsitet, hvorved bl.a. hale- og vingestilling ikke er den normale. Dette bør et dyr ikke straffes for, men dommeren må afvente, til dyret atter er kommet i ro, inden vurderingen afsluttes.

---

HOVED, NÆB og ØJNE (STRUBELAP):
For dette punkt gives indtil 15 point. Her er mange »små«, men særdeles vigtige enkeltheder samlet til en helhed, der i sin fuldkommenhed altid vil præge og gøre dyret smukt, uanset hvilken race der er tale om, og dommeren må være meget opmærksom i sin vurdering. Hermed menes ikke, at dommeren skal være mild, men der menes, at der her er mange små finheder, der må tages hensyn til, og som kræver nogen indsigt i og kendskab til de enkelte racer.
Hoved: I første omgang selve hovedets form, størrelse m.v., medens de øvrige hoveddele er grupperet op, men dog i et samlet hele er væsentlig for dyrets racekendetegn og evt. særpræg. Racepræg som flad pande, høj pande og lign. er af betydning for den enkelte race.
Næb: Skal have den form og farve, der er foreskrevet for racen, henholdsvis varieteten, evt. afvigelser bør påpeges og straffes efter forekomstgraden.
Øjne: Skal være livlige og fyldige for dermed at udtrykke livskraft og sundhed, og skal have den for racen foreskrevne rette farve. Alt for ofte overses denne ret alvorlige fejl og dømmes for overfladisk ved alt for mange racer til ubodelig skade i videre fremavl, idet opdrætterne ikke gøres opmærksom på, at der her vitterlig er en fejl. Husk på, at øjenfarven oftest er en garanti eller i hvert tilfælde en væsentlig del af garantien for racerenhed. Dog kan der være mindre udsving ved de forskellige farvevarieteter inden for samme race. Denne ret alvorlige fejl ved bedømmelse. »Forkert øjenfarve« eller svag øjenfarve bør altid påpeges og straffes efter forekomstgraden. Endelig kan for svag øjenfarve være en advarsel til opdrætteren om, at man er på vej mod evt. degeneration.
Strubelap: Enkelte gåseracer har strubelap og det er et kardinalpunkt ved racerne. Antydning af strubelap er modsat en fejl ved de fleste andre racer og skal bedømmes som sådan.

---

FJERDRAGTEN, FARVE OG TEGNING, OVER- OG UNDERFARVE.
For dette punkt gives indtil 20 point:
Her er det i første række fjerdragtens beskaffenhed (strukturen), der skal vurderes. Den skal først og fremmest være sund og glansfuld, de enkelte fjer og fjerdele skal have den fornødne bredde med gode dun og fast tilliggende kroppen. Her gælder undtagelsen ved Krølgæs som har en selvegen fjerstruktur.
Smudsig eller snavset fjerdragt eller direkte uplejet fjerdragt fradrages ikke i point under dette punkt, men hører under punktet »Pleje og udstillingsstand«, og fratrækkes points her, med skreven kritik i rubrikken »Bemærkninger«.

Farve og tegning:
Dommeren må påse, at farverne er korrekte og korrekt placeret efter beskrivelsen for den enkelte varietet. Det samme gælder for en korrekt fjertegning, begge dele har overordentlig stor betydning ved pointsgivning. Ved bedømmelse af f.eks. hvide dyr – hvor der ingen farve- eller tegningsform er – må være meget kritisk og stille de allerstrengeste krav til ren fjerfarve uden f.eks. gulligt skær eller andre fejl, som vil være anført under farvebeskrivelserne. Der er et utal af farve- og tegningsformer, og der kommer til stadighed nye. Dommerne må derfor være yderst forsigtige i deres vurderinger og have nøje kendskab til de farvevarieteter, de dømmer

Overfarve:
Er den farve, som man umiddelbart ser ved at betragte dyret ovenfra, medens underfarven i og for sig er to dele, nemlig den farve man ser ved at tage dyret ud og vende bugen i vejret. Over- og underfarve her danner i realiteten begrebet yderfarve.

Underfarve:
Betragtes gerne slet og ret som den farve, der kommer frem ved at stryge mod dyrets fjerdragt og som mere korrekt hedder dunfarve.

Racer med top:
Enkelte racer findes med top. En speciel befjeret del, der skal vurderes og er et karaktertræk for disse racer og vurderes derfor strengt såvel i form, fjerkvalitet som farve og evt. tegning. Er en befjeret del og hører hjemme i dette afsnit – og hører ikke hjemme under hoved.
Der er forskel på top ved høns, gæs og ænder – den har ikke samme udformning af størrelse og er ikke placeret på hoved / nakke på samme måde.

---

LØB og TÆER:
For dette punkt gives indtil 5 point.
Her vurderes i første række løbenes form, længde og placering i lår. Tæerne skal være velspredte og med det for racen foreskrevne antal, ligesom både løb og tæer skal have den for racen, evt. varieteten foreskrevne farve. Svømmehud skal være veludviklet.

---

ÆGUDSTILLING – ÆGBEDØMMELSE:
Den i standarden angivne ægvægt ved de enkelte racer er mindstevægten for rugeæg. Deraf følger at den ideelle ægvægt er noget højere.
For at have et sammenligningsgrundlag ved ægbedømmelse er derfor indført derfor begrebet ideal ægvægt.

Ægudstilling:
Æg til bedømmelse for høns og dværghøns udstilles som samling med 8 æg.
Æg til bedømmelse for gæs, ænder og kalkuner udstilles som samling med 5 æg.

Vægt:
Den i Skandinavisk Fjerkræstandard angivne vægt for rugeæg er retningsgivende. Det højeste pointtal gives, når de udstillede æg passer til den angivne idealvægt, ikke gennemsnitsvægten, et stort æg kan således ikke opveje et mindre æg til en god gennemsnitsvægt.

Ægform og ensartethed i samlingen
Æggets form er aflang og rund med en bred ende og en spids ende.
Luftblæren er placeret i den brede ende, ved friske æg er luftblæren forholdsvis lille.
Ved enkelte racer er der beskrevet en anderledes ægform.

---