Spring til indhold

Skandinavisk Fjerkræstandard

Farve og tegning

Hop direkte til følgende afsnit:
Farve ved kalkuner, Farve ved perlehøns, Farve ved gæs, Farve ved ænder, Farve ved høns og dværghøns

I hele familien af fjerkræ er farve og fjerstruktur forskellig. Oprindelig stammer det fra de vildlevende oprindelsesformer og vi ser da også at hannerne ved vildhøns og vildfarvede ænder stadig skifter til ”sommerfjerdragt” og ikke er så prægtige i deres befjering.
Ved de domesticerede fjerkræracer er denne egenskab mistet ved hønsene, mens vi stadig har den ved vildfarvede ænder.
Tilbage er forskellen i fjerdragt ved vildfarvet hane og høne og ænder.
Mangfoldigheden i farver er underlagt en masse arveanlæg for form af fjer, fjerstruktur, forskellig opbygning af de enkelte celler i fjeren, og så indholdet af farvepigment (melanin). Eumelamin, et stavformet pigment har indflydelse på sorte, sortbrune eller mørkebrune fjerfarver. Phaeomelanin er kornformet og understøtter gule til røde farver. Jo tykkere korn eller stave, jo kraftigere farveintensitet. Pigmenterne kan være blandet i en fjer, og det er sammen med fjerstrukturen med til at give de forskellige muligheder med svage eller stærke farver.
De fleste farve og tegningsformer ved domesticeret fjerkræ er baseret på de tilsvarende vildformer. Kendskabet til disse grundelementer og deres opbygning og variation letter vurderingen væsentlig.
Efterfølgende beskrivelse skulle være et lille supplement til forståelse af farver og opbygning af tegningsmønstre.

Bronze
Denne farve har lidt forskellige udtryk i forskellige lande. I en del lande ønskes hvid endebort ved haler og kropsbefjeringen med hvid endebort (høner).
I en del andre lande er denne endebort kastaniebrun i hale og sandfarvet til guldbrun i kropsbefjeringen. Denne farve er meget tæt på den vilde variants tegningsmønster.

Bourbon
En jævn brunrød farve med hvide vinger og hale. Hale er tegnet med en brunrød, hvidsømmet bånd på tværs af halefjerene.
Kropsfjer ved hanen har en smal sort endesøm. Brystfjer ved hønen er med smal hvid endesøm.

Sorte
Fløjlsagtig, glinsende sort fjerfarve. Bronzeagtig glans i endesøm på ryg- og halefjer er tilladt.

Blå
Der findes 2 farver blå, en ensfarvet gråblå (som perlegrå og som er renavlet) og så en mættet blå farve med enkelte sorte fjer. Denne farve er en spaltet farve som bl.a. andalusier.

Hvid
Her fordres ren hvid fjerfarve overalt.

Cröllwitzer
Ved denne farve er det den sorte farve og bronzetonen der er avlet væk. Tilbage er de sorte bånd på kropsbefjeringen og de sorte bånd på tværs af halefjerene.

Blå (vildfarvet)
Denne farve er som den vildtlevende, blå grundfarve, hvid perling.

Perlegrå (lys vildfarvet)
En lys fortynding af vildfarven, grundfarven er lys perlegrå med hvid perling.
Vedrørende øvrige farver henvises til ”Sirfjerkræstandarden.”

Blå-vildfarvet
En fortynding af den vildgrå farve til en lys-blå-grå farve med samme tegningsanlæg. Denne farve findes ved Steinbächer Kampgæs.

Gul (chamois)
Med samme tegningsanlæg som den vildfarvede men med en lædergul grundfarve. Findes ved Amerikanske gæs.

Broget
Findes ved de fleste ”landgæs”. Findes ved de skandinaviske gåseracer. Hoved, overhals, skuldre og lår samt hale er farvet (grå) med hvid endesøm. Den øvrige befjering er hvid.

Hvid
Hvid er standardfarve de fleste gåseracer. Yderbefjeringen er ren hvid ved udvoksede dyr, lidt gråtone i dun er tilladt ved ungdyr.

Svanegæs-farve
Da svanegæs stammer fra en anden gren af de vilde gæs, er vildfarven ved svanegæs anderledes end normal vildfarve. Den væsentligste forskel er ålestriben, en mørkebrun stribe på bagside af hals fra hovedet ned til skuldre. Kropsfarven er nærmere brun-grå, det hvide anlæg for hvid endesøm er det samme som ved andre gæs, forside hals og det øverste bryst er lys grågul. Bagparti og hale er hvide. Anlægget for ålestribe er undertrykket ved den hvide farvevarietet. Den samme farve findes også ved afrikanske gæs.

FARVE VED ÆNDER:
Ved ænder findes de fleste farver som vildfarvet eller som lysere eller mørkere stadier af vildfarven med mutationer som sorte, blå, brune, gule og hvide. Desuden er der mulighed for en mængde kombinationer af disse farver og tegningsmønstre.
De udtyndede farver blå, brune og gule er kønsbundet.
Standardfarverne blå og gule og deres farvekombinationer er med delte arveanlæg.
Nedenstående oplistning er lidt varierende ved de forskellige racer, hvor man har taget opdrættermæssige hensyn til dybde eller lyshed i den samme farve ved forskellige racer.

Vildfarve og modifikationer
Vildfarve
Lys vildfarve
Sølv vildfarve
Blå vildfarve
Brun vildfarve
Mørk vildfarve
Gul blå vildfarve
Gul grå vildfarve (erbsgelb)

Ensfarvet
Sort
Blå
Brun
Gul (delt arveanlæg)

Broget og hvide
Med hvid brystsmæk
Dådyrfarvet
Broget (regelmæssig)
Uregelmæssig broget
Hvid
Moskusandefarver

Ved ænder med top er toppen altid lysere end kropsfarven. Farve af næb, løb og tæer hænger sammen med kropsfarven og kan variere fra lys rosa over orangegul til sort. Ved hvide dyr er næb og løbsfarven stærkere i modsætning til kønsbundne farver ved andrikken.

Vildfarve
Vildfarven ved domesticerede ænder stammer fra vildfarven ved vildanden. Farven varierer ved de enkelte racer. Den korrekteste farve i forhold til vildfarven finder vi ved Løbeænderne, som har lidt lysere grundfarve end ved andre racer. Rouenanden viser den mørkeste vildfarve ved begge køn.

Lys vildfarve (forelfarve)
Her har vi en fortyndet vildfarve hvad angår kropsfarven, spejlet er ved begge køn i samme farve, ved andrikken fastholdes den grønglinsende sorte halsfarve og den brunrøde brystfarve, som gerne må blive lidt kraftigere end ved vildfarvet. Det er især grundfarven ved anden der er lysere, da det brune i grundfarven ønskes gul-grå. Båndtegningen fra den vildfarvede er her afløst af en plettegning. Farven findes bedst ved Løbeænder.

Sølv vildfarve
Denne farve ses først ved Streicher-anden og kaldes derfor også ofte streicher–farve. Farven er en kraftig udtynding af vildfarven. Det meste af den brune farve ved anden og den grå farve ved andrikken mangler og er erstattet med cremehvid grundfarve. Også tegningsanlægget (båndtegning) ved anden er afløst af små pletter/streger (streicher) og er farvemæssigt matte i glans. Desuden mangler anden øjenstregen (tømmen). Hoved og halsfarve ved andrikken og spejlet ved begge er som ved vildfarvet. Halsringen er lukket i nakken og den brunrøde brystfarve er glansfuld med hvid smal søm.

Blå vildfarve
Som ved øvrigt fjerkræ er det en udtynding af den sorte farve til blå.

Brun vildfarve
Denne farve findes i England som en mørk varietet af vores Khaki Campbell.

Mørk vildfarve
En mørk afart af bl.a. Damænder, ikke standardiseret i Danmark.

Blå mørk vildfarve
Alt sort ved den mørke vildfarve er her erstattet af en mørk virkende blå farvetone, og da det praktisk talt er hele fjeren, får vi derved en blå helhed. Hoved og hals er mørkere aftegnet, næsten sort. Denne blå farve er renavlet og findes ved Gimbsheimer anden.

Brun mørk vildfarve (khakifarvet)
Ved denne farve er alt sort ved den mørke vildfarve fortyndet til brun, også spejlet er brunt. Det er khakifarven ved Campbell og anden har et svagt anlæg for båndtegning som viser sig som et mørkere brunt tegningsmønster.

Gul blå vildfarve (blå-gul)
En kombination af den renavlede farve fra blå Orpington and og brun farve med kraftig undertrykkelse af den vildfarvede tegningsform – og man har blå-gule Sachsen ænder.

Gul grå vildfarve (erbsgelb)
Farven blev først fremavlet ved Løbeænder og findes for tiden ikke ved andre racer. Egentlig er det blå-gul med mindre blå farve og mere gul. Alt som er blåt ved den blå-gule andrik er her brunlig grå. Øjenstreger og tømme er ved anden meget fremtrædende. Halsringen er ikke lukket.

Sort
Her ønskes en ren sort fjer med stærk grønglans uden tegningsanlæg for vildfarve.

Blå
Ved Svensk And og Pommersk And forlanges en jævn lys blå farvetone, som er en udtyndet sort farve og derfor ikke renavlet. Der tillades enkelte sorte fjer i fjerdragten. Ved svenske ænder er også de udspaltede farver anerkendt.

Brun
En afblegning af ensfarvet sort. Fjerdragten er som modsætning til kakifarvet jævnt brun over hele befjeringen, ved andrikken med de kønsbestemte dele lidt mørkere (hoved, hals, spejl og haledækker).

Gul (spaltet anlæg)
Den ønskede farvetone ved gul Orpington and (buff) er ikke en ren farve som sort eller brun, men er sammensat af brun og blå og virker gennem 2 fortyndingsfaktorer. Den udspaltede avlsmæssige renavlede ”gule” er grumset hvid og ikke anerkendt som standardfarve.

Hvidbrystet
Et hvidt fjerfelt på forsiden af underhalsen kan forekomme ved alle farver, idet hvidbrystethed er dominant. Varieteten er anerkendt ved enkelte racer bl.a. Danske And, Svensk And og Havanna. Smækken ønskes af middel størrelse, afgrænset rent og højtsiddende. Mange ensfarvede racer bærer skjult anlægget for hvidbrystet, da det ofte ligger i den recessive tegningsform ved vildfarven.

Dådyrfarvet
Denne farvevarietet forekommer kun ved Løbeænder som en form for broget. Det er en naturlig broget tegningsform, som er betinget af de enkelte fjerfelter og er renavlet.

Broget (regelmæssig)
Varieteten er en videre udvikling af ”dådyrfarvet”. Kun overside hoved, skuldre og rygfjer samt haledækkerne og til dels hele halen farvet. De øvrige fjerdele er hvide. Tegningsfarven kan være sort, blå eller brun. Tegningsformen stammer fra den engelske race – Magpie.

Uregelmæssig broget
Bl.a. ved Moskusænder træffer vi denne uregelmæssige tegningsform. På en sort (blå eller brun) grundfarve er der uregelmæssig hvid farve. Hovedet er altid rent hvidt.

Hvid
Ved alle racer fordres ren hvid fjerdragt. En undtagelse er Tysk Peking med cremegul befjering. Den hvide farve er recessiv, der findes ikke dominant hvid ved ænder.

Moskusandefarve
Ved moskusænder er vildfarven sort med hvidt spejl. Denne vildfarve kan også findes i blå og brun. Den blå farve er som ved andre racer ikke renavlet.
Endvidere har vi rent hvide, brogede og uregelmæssigt brogede samt hvide med sort isse. Desuden findes i Europa perlegrå vildfarvet.

FARVE VED HØNS og DVÆRGHØNS:
Næsten alle farver og tegningsformer stammer fra vildfarven – Bankivaen. Den samme tegning finder vi ved talrige racer som vildfarvet, brune, guldhalset eller guldfarvede. Den rødlige farvetone ved hanefarven er udvasket sammen med evt. grundfarve og tegningsanlæg ved hønen. Delvis bortfald af farve eller farveintensitet og fortynding af farve ved mutation, samt valg fra forskellige opdrættere for de enkelte farver har givet denne mangfoldighed.
Desuden har også 2 andre dominante faktorer spillet en rolle i fremavl af den store mængde farver – faktoren for tværstribethed og sølvfaktoren. Disse 2 faktorer gemmer en mængde nye endnu ikke fremavlede farvevarieteter.
Vi har efterfølgende forsøgt at opstille en mere klar systematik med både grundfarve og tegningsform over de enkelte farver og deres opbygning/tilhørsforhold og det har medført enkelte navneændringer.

Tegningsgrupper og –former ved høns og dværghøns:
Vildfarve
Variationer af vildfarve:
Vildfarvet
Brun
Rustfarvet
(Vildbrun)
Guldhalset
Guldfarvet
Guldtegnet

Mørkning af vildfarve:
Sort orangebrystet
Sort brunbrystet
Sort-rød
Sort guldhalset
Sort kobberfarvet

Blegning af vildfarve:
Guld sort/hvedefarvet
Rødsadlet

Vildfarve som anlæg:
Zimtfarvet (kanel)
Mahognifarvet
Legbarfarvet (i x tværstribet)

Blå-variant af vildfarve:
Blå vildfarvet
Blå guldhalset
Blå guldfarvet
Blå orangebrystet
Guld blå/hvedefarvet

Sølv vildfarve
Variationer af sølv vildfarve:
Sølv vildfarvet
Sølvhalset
Sølvfarvet

Mørkning af sølv vildfarve:
Sølvgrå (grausilber)
Sort sølvbrystet
Sort sølvhalset

Sølv vildfarve som anlæg:
Sølv legbar (i x tværstribet)

Blå-variant af sølv vildfarve:
Blå sølvhalset
Blå sølvbrystet

Mellemfarver ved vildfarve/-sølv vildfarve:
Orangehalset
Orangefarvet
Laksefarvet
Sølv hvedefarvet

Columbiategning:
Hvid sort/columbia (lys)
Hvid blå/columbia
Hvid sorthalet
Gul sort/columbia
Gul blå/columbia
Gul sorthalet
Gul hvidhalet
Rød sort/columbia
Rødbrun
Gyldenbrun
(Dunkelbraun Barnevelder)

Columbiategning som anlæg:
Vagtelfarvet
Blå vagtelfarvet
Sølv vagtelfarvet

Ensfarvet:
Sort
Perlegrå
Blå
Blå randet
Hvid
Gul
Rød

Tværstribet og gråstribet:
Tværstribet
Gråstribet

Kombination med vildfarve og sølv-vildfarve og stribet:
Legbar
Sølv-legbar

Randtegnet – Enkeltrandet:
(halefarve i randfarve)
Sølv sort/randet
Guld sort/randet
Guld blå/randet
Guld hvid/randet

Sømmet:
(hale i grundfarve med søm)
Sølv sort/sømmet
Guld sort/sømmet
Citron sort/sømmet
Gul sort/sømmet
Gul hvid/sømmet

Dobbeltrandet:
Sort fasanbrun
Blå fasanbrun
Hvid fasanbrun
Sort dobbeltrandet
Blå dobbeltrandet

Flerrandet/båndet:
Guldtegnet
Guld sort/båndet (agerhønefarvet)
Guld blå/båndet
Brunbåndet
Sølv sort/båndet
Orange sort/båndet

Dobbeltplettet:
Sølv sort/dobbeltplettet
(Sølv blå/dobbeltplettet)
Guld sort/dobbeltplettet
Guld blå/dobbeltplettet
Rød sort/dobbeltplettet
Gul hvid/dobbeltplettet
Citron sort/dobbeltplettet

(Lak)
sølv
guld

Plettet:
Sølv sort/plettet
Guld sort/plettet
Chamois hvid/plettet
Perlegrå hvid/plettet
Rød hvid/plettet
Sort hvid/plettet
Blå hvid/plettet

Stribet (spættet):
Sølv sort/stribet
Guld sort/stribet
Gul hvid/stribet

Blå/sort spættet

Trefarvet (porcelænsfarvet):
Guld sort/porcelænsfarvet
Guld blå/porcelænsfarvet
Guld hvid/porcelænsfarvet
Isabell porcelænsfarvet
Citron sort/porcelænsfarvet
Sølv sort/porcelænsfarvet
Brun sort/porcelænsfarvet
Variant:
Brun hvidplettet

Forklaring af de enkelte farvevarieteter ved høns og dværghøns:
Mængden af forskellige farve og tegningsformer ved høns er omkring 100 forskellige.
Selv med den store mængde betegnelser i fjerfarve, er der ved samme benævnelse forskel på finheden afhængig af fjerstruktur og fjerform.
Efterfølgende er givet en kort beskrivelse af de væsentlige farve- og tegningsgrupper.

Laksefarvet
En variation af hvedefarvet. Hanen fremtræder som en mellemting mellem orangefarvet og sølv sort/hvedefarvet. Hønen er med kraftig hvedefarve og elfenbensfarvet søm og fjerrib.

Sølv sort/hvedefarvet
Her er hanen næsten som orangehalset og viser sølvsøm i hals, sadel og haledækfjer. Helhedsindtrykket af hønefarven er noget lysere end ved guld-sort hvedefarvet, halskraven med sølvsøm.

Sølv vildfarvet
Sølvfarven er en mutation af guld-vildfarvet. Alt brun, rødt og guld er fortrængt af dominans af sølvhvid. Sølvfaktoren er desuden kønsbestemt, så man kan udskille de haner med guldanlæg. Indtil nu er sølvhalset og sølvfarvet som modstykke til en tilsvarende guld-vildfarvet til stede. Medens der ved de fleste racer med sølvhalsede har hønen laksefarvet bryst, er denne ved Wyandotter, Dværgwyandotter og Kochin farvemæssigt tilpasset kropsfjerene. Sort sølvhalset hhv. sort sølvbrystet er den sølvagtige modstykke til sort rød hhv. sort orangebrystet, altså også med sort vingespejl. Farvevarieteten (grausilber) viser en videregående udfarvning med delvise gråsorte fjer og desuden med sølvfarvet søm og fjerrib i kropsbefjeringen. Sølvgrå Dorking er lys sølvhalset, hvorimod den mørke farvevarietet i denne race er en mørk sølv vildfarvet. Som blå varianter er blå sølvhalset og blå sølvbrystet standard især ved en del racer.

Kombination vildfarve – tværstribet
Også en kombination af vildfarve (guldhalset) eller sølvhalset grundfarve med tværstribet er mulig. Hønefarven her er gennemtrængt af guldfarven da faktoren for tværstribethed kun er til stede som et anlæg. Se nærmere under legbarfarve.

Columbiategning
Ved columbiategning kan kropsfarven være sølvhvid (hvid sort columbia tidligere lys), gul (gul sort columbia) eller rød (rød sort columbia). Tegningsmønstret er en faktor som fortrænger sort i halsbehænget, hale og dækket i vingerne. Således er ved farveslaget hvid sort/columbia grundfarven sølvhvid. Sort fremtræder kun synligt i halsbehænget med dyb sort grønglinsende ribstribe med hvid søm og i de små sideseglfjer ved hanen, og i haledækfjerene ved hønen og i halen ved begge. Skjult er den som pigmentreserve i dråbetegning i den skjulte nederste del af halsbehæng og i vingerne såvel som styrefjerene. Dette gælder således også for columbia-tegning med andre kropsfarver. Blå columbiategning i stedet for sort giver ved hvid kropsfarve farveslaget hvid blå columbia. Ved gul kropsfarve er betegnelsen gul blå columbia. Med fortrængning af farvestof i hals er fremavlet farveslaget hvid med sort eller blå hale og gul med sort eller blå hale ved Chabo. Lakenfelder og Vorwerk er columbia-former hvor sort fremtræder så forstærket at hvide eller gule søm i halsbehæng og hale mangler.

Vagtelfarvet
Denne farvevarietet ligger meget tæt på columbiafarvet, men også nær vildfarvet. Ved hanen mangler ved bryst, lår og bug alle anlæg for sort, mens de er forstærket i halsbehænget. Ved hønen fremtræder vagtelfarven (mørkebrun fjer med lysbrun søm og gul fjerrib) i kropsfarven, hvorimod bryst, bug er guldgule næsten uden mørke anlæg. Ved blå vagtelfarve er sort erstattet af blå, ved sølvvagtelfarve er alle brune, gyldne og gule dele erstattet af sølvhvid.

Guldbrun/rødbrun
En mellemfarve mellem guldhalset og gul hvor guldfaktoren efterlader sort i hals og vinger og hale som en svag Columbiategning. (New Hampshire og Dresdner).

Mørkebrun (Dunkelbraun)
En brunvariant af vildfarven med undertrykt columbiafaktor, som kun viser sig i hale og vinger. Farven er ikke anerkendt i Danmark, men findes ved mørkebrune Barnevelder i udlandet.

Rød
Denne farve viser sig ved kraftig forøgelse af pigment for rød farve og fortrængning af sort i columbiategningen til kun vingefjer og hale. Jo tykkere pigmentskorn og evt. indlagring af sort fremstår en mat eller mættet glansfuld rød farve. Den mørkeste røde farve har vi ved mahognifarvet Orloff.

Gul
Er en mindre koncentration af guldpigment og bortfald af sortpigment. Ensartet og intens farve hænger sammen med fordeling af pigmentkorn og genetisk afhængig af flere faktorer. Den gule farve er ikke ens ved alle racer. Hals, ryg, vingebuer og sadel ved hanen er ofte lidt stærkere farvet.

Sort
Sort fjerfarve er den kraftigste ophobning af Eumalin ved vildfarven. Derved er guldfarven fuldstændig undertrykket. Intensiteten i farven og farve af dun hænger sammen med eventuel andre undertrykte farveanlæg og af løbsfarven. Således vil f.eks. af opdrættermæssige grunde hanen ved de fleste gulløbede racer være tilladt med en lys underfarve ved skind.

Hvid
Hvid fjerfarve findes i flere varianter. Leghornhvidt eller dominat hvid er med en farvefortrængningsfaktor som rest fra vildfarven der undertrykker alle farver – resultatet er en hvid fjer. Recessiv hvid findes bl.a. ved Plymouth Rock, Silkehøns og flere andre racer. Her tillader farvefaktoren ikke tilstedeværelse af farve og igen giver det en hvid fjer. Endelig er der restproduktet ved andalusieravl, som er hvid (grå-hvid) men ikke nogen ren farve. Hvid kan således vise sig at undertrykke en masse andre farver og dette kan uhensigtsmæssigt komme til syne ved krydsning med andre farvevarieteter indenfor en race. Intensiv skiferblå løbsfarve betinger cremehvid fjerfarve. Derfor tillades der også ved disse racer et let gulligt anstrøg ved hanens behæng eller en lidt blåhvid løbsfarve ved de omhandlede racer.

Blå
Ved blå fjerfarve kender man 4 varianter.
1. Den såkaldte Andalusierblå med mørkblå rand på hver fjer og som ikke kan renavles.
2. En blå farve uden rand på hver fjer, som ikke kan renavles.
3. Den blå renavlede farve uden rand, ofte med skjult anlæg for stribning (viser sig ved hanens halsbehæng).
4. Den renavlede farve perlegrå.

1. og 2. er ikke nogen selvstændig blå farve, men er sammensat med sort og andalusierhvid, en grå-grumset hvid variant. Ved andalusierblå er intensiteten i grundfarven afhængig af tilstedeværelse af sort.
Der er også forskel på mætheden af blå farve ved forskellig løbsfarve, lidt lysere ved gulbenede racer. Ved sort-benede racer fordres blå fjerfarve med rand, ved gule helst uden rand, lidt rand tillades.
Udspaltningen i sort-blå-hvid er teoretisk 1:2:1.
Den renavlede perlegrå er en kraftig udtyndet sort med undertrykt anlæg for guldfaktor.

Stribning
Denne tegning beror på en farvefordelingsfaktor som fortynder farven i striber. Faktoren er kønsbunden og hanen har dette anlæg i dobbelt faktor (hvis den er renavlet) og er derfor i det ydre tegningsbillede lysere end hønen. Hønen har kun anlægget som en faktor, hvorfor de enkelte striber bliver bredere i den sorte og som helhed syner mørkere. Bredde af striber er også afhængig af størrelse og længde af fjer. Farvefaktoren udvirker også en fortynding af løbsfarve og farve af næb, og da hønen kun har anlægget enkelt, virker løb lidt mere pigmenteret (grå) end ved hanen. Ved tværstribede er hver fjer jævn vekslende med sort og blå-grå eller lys-grå striber på tværs af fjeren. Striberne løber lige over og rib er stribet. Ved hanen er striberne af ens bredde. Ved hønen er den sorte stribe kønsbunden i dobbelt bredde, og den virker derfor mørkere end hanen. For at opnå et skarpt stribningsbillede, skal fjerenden altid være sort og dun er stribet til skind. Gråstribet er en grovere form for stribning med let bølgede striber på tværs uden skarp afgrænsning mellem de enkelte striber. Fjerenden kan være både lys eller mørk. Blå-gråstribet og gul-hvidstribet har de samme tegningsanlæg og findes bl.a. ved Niederrheiner, her kaldes den gule for gul-spættet.

Legbarfarve
Legbarfarve er betegnelse for en farve som gør det 100% muligt at kønssortere daggamle kyllinger. Det er en kombination mellem vildfarve og stribning.

Randet/sømmet
Her gælder den samme tegningsform, bortset fra halefarven. Ved randede er halefarven i samme farve som randen, ved sømmede er alle fjer i grundfarven med rand. Tegningsformen forekommer med guld eller sølv som grundfarve og med sort rand/søm. Den mest korrekte form fås på en bred fjer (Wyandot, Sebrigth).
Ved Sebrigth er alle fjer i grundfarven med en smal, sort søm. Ved Wyandotter er kropsbefjeringen i grundfarven med smal sort rand og sort hale, samt at behæng har en gylden eller sølvhvid glansrand. Ved guld blå/randet er randen blå, ved guld hvid/randet er randen cremehvid. Lidt udflydende tegning på grund af fjerstrukturen og lysere grundfarve finder vi ved gul sort/sømmet Orpington.

Båndet (flere rande)
Guldbåndet (høne med båndtegning uden laksefarvet bryst), brunbåndet, fasanbrun og dobbeltsømmet har det samme tegningsanlæg og varierer kun i intensitet eller tykkelse i grundfarven og båndtegningen. Grundfarven er en mere eller mindre mættet guldfarve med en dobbelt sort eller mørkebrun rand som følger fjerformen ved hønen. Tegningen virker ved at peber eller risling samles i bestemte områder på den enkelte fjer (fjerrand eller rib). Tegningsformen er lancet eller hesteskoformet med 3 til 5 bånd. En lidt speciel tegningsform findes ved Tjekkiske Landhøns – guldtegnet – hvor båndtegningen er lidt udvisket.

Guld sort/båndet er den oprindelige tegningsform for tegning med flere bånd, der viser sig mere eller mindre korrekt tegnet eller intensiv i grundfarve og bånd ved forskellige racer. Tidligere kaldtes varieteten agerhønefarvet. Fjerranden er brun i modsætning til sort ved fasanbrun. Fjerrib er oftest mørk visende det 3. bånd.
Hanen er egentlig guldhalset, men med brune tegninger i det sorte bryst. Ved guld blå/båndet er alle sorte eller mørke bånd fortyndet til blå. Grundfarven er en lidt lysere brun. Ved brunbåndet er hønetegningen mest perfekt skarp, men med en lidt lysere brun grundfarve end ved den guldbåndede og uden sort ribtegning.
Hanen er med ens, jævn guldbrun farve og kun svag sort tegning. Sølv sort/båndet er sølvvarianten med sorte bånd. Hanen er med sølvhalset med sølvhvid halvmånetegning på bryst. Denne farve var først kendt ved Brahma som mørk, men hedder nu – sølv sort/båndet.

Sort fasanbrun
Sort fasanbrun hører til gruppen – dobbeltrandet og er tegnet med en meget glansfuld sort dobbeltrand og i midten af fjeren et felt med grundfarve, det brune inderfelt med en sort stribe langs ribben, skal dog være omkranset af brunt. På grund af de smalle fjer ved kamphønseracerne bliver tegningsformen mere lancetformet. Ved blå fasanbrun er tegningsfarven blå. Ved hvid fasanbrun (Jubilèe) er tegningsfarven cremehvid, tilladt med sorte stænk.
Dobbeltrandet tilsvarer tegningsformen ved fasanbrune, men bl.a. ved Barnevelder får vi her en mere præcis markeret tegning på grund af den noget bredere fjer.
Ved dobbeltsømmet har vi et brunt midterfelt med brun rib og uden sort langs ribben. Ved blå dobbeltrandet erstattes sort af blå, hvilket også medfører at grundfarven bliver lidt lysere.

Plettet (med lak), hvidplettet, dobbeltplettet og sort-stribet
Arveanlægget for disse tegningsformer er tæt på anlægget for søm eller båndtegning. I den nye systematik har vi samlet alt plettegning – enten med sort (lak) plet eller med hvid plet. Den korrekte tegningsform for lakpletter ser vi ved Hamborgeren og den består af en stor, rund til oval sort plet på fjerenden, mens resten af fjeren er sølvhvid eller guldbrun, dunfarve gråblå. Behæng med spids plet, styrefjer med halvmåneformet plet på grund af fjerstrukturen.
En lidt mindre og bredere plet ser vi ved Spidstoppede Appenzeller. En anden variation er tegningen ved Thüringer Skæghøns. Her er pletten blevet bredere og større og halefjer er næsten sorte.

Plettegning
Tegningsformen er en hvid større eller mindre, helst V-formet plet på enden af fjeren. Vi har det ved Ancona, Wyandotter, Antwerpener Skæghøns m.fl.
Der ønskes en præcis afgrænsning mellem grundfarve og tegningsfarve. Som grundfarve har vi sort, rød, blå, perlegrå og gul. Ved gul hvidplettet Fodbefjerede dværge er det egentlig en porcelænsfarvet tegningsform, med hvid plet og perle og derfor er denne varietet ændret til gul hvid/porcelænsfarvet i den nye systematik. Ved enkelte andre racer er plettegningen ikke så præcis, bl.a. Houdan. Her ønskes dog en jævnt fordelt plettegning på hele kroppen. Da arveanlægget for plettegning arves dobbelt til hønerne ønskes hanerne avlsmæssigt mørkere for ikke at give alt for lyse høner. Der tillades 2 helt hvide svingfjer.

Uregelmæssig plettegning
Som farvevarietet er den ikke anerkendt i Danmark. Ved O-Shamo findes en varietet med hvid grundfarve og sort uregelmæssig pletning på enkelte fjer.
Standardmæssigt er i bl.a. Holland anerkendt den såkaldte Exchequer-tegning ved Italiener. Grundfarven er her hvid, enkelte fjer har en sort plet, som er uregelmæssig i form og størrelse. Dunfarven hvid. Pletten så glansfuld som mulig. Hale og vingefjer er overvejende hvide.

Tegningsformen stribet
Tidligere sølvspættet Hamborger – er egentlig en tværstribet tegningsform. I den amerikanske standard er tværstribetheder betegnet ved ”tværstribet som Pl.R., tværstribet som Hamborger o.lign.” Tegningsformen er med skarpt markerede sorte bølgestriber på tværs af fjeren ved hønen på sølvhvid eller guldbrun grundfarve. Hanen er mest tegnet i grundfarven med enkelte fjerdele kantsømmet. Den mest korrekte farve har vi ved Hamborgeren, lidt større striber ved Brakel og Campiner.

En afledt tegningsform fra sortstribet er dobbeltplettet. Hønetegningen viser her striberne på tværs af fjeren ændret til en plet på hver side af rib. Den enkelte fjer har 3-5 pletter på hver side, afhængig af fjerstørrelsen. Hanen ved denne tegningsform er næsten uden tegning, kun halefarve og svag tegning ved baglår ønskes.
Mest korrekt møder vi denne tegning ved Østfrisiske Möwen. Næsten tilsvarende er tegningen ved Frisenhøns, ved hanen her er tegningsanlægget lidt mere synlig på yderfarven. Ved Frisen har vi hvid tegning på gul grundfarve, sort tegning på sølvhvid, citrongul, guldenbrun og rød grundfarve. Ved alle nævnte tegningsformer findes også en udtynding, den sorte lakplet er udskiftet til hvid og ses på gul eller chamoisfarvet grundfarve. Chamois hvid/plettet er således den afledte tegningsform af ”lakplet” og det ser vi bl.a. ved Thüringer Skæghøns.

Trefarvet – porcelænsfarvet
Denne tegningsform har det samme anlæg som plettet, altså en grundfarve og en sort plet i fjerenden. Dertil også fjerspidsen (en del af den sorte plet) pigmenteret (hvid perle). Ved rødbroget Orloff finder man den mest ujævne tegningsform med rødbrun grundfarve og upræcis pletning. Pletningen er ved forskellige racer også afhængig af fjerstruktur og fjerstørrelse. En mere præcis tegningsform med meget mørkebrun grundfarve møder vi ved brun sort/porcelænsfarvet Sussex.

Den perfekte trefarvede tegning med mørk gylden gul-brun grundfarve, sort plet og hvid perle er guld sort/porcelænsfarvet. Som forbillede for denne tegningsform er Fodbefjerede Dværge. Ved citron sort/porcelænsfarvet med lysgul grundfarve og sølv sort/porcelænsfarvet med sølvhvid grundfarve er pletterne sorte med hvid perle. Ved isabell porcelænsfarvet (tidligere blå-porcelænsfarvet) er grundfarven cremefarvet med perlegrå pletter og hvid perle.
Endelig er guld blå/porcelænsfarvet med guldgul grundfarve og blå pletter og hvid perle. Ved denne farvevarietet er den blå farve ikke renavlet, hvorfor den i avl giver dyr med både sort, blå og hvid plet (plus hvid perle). Denne udspaltning er bl.a. med til at vise, at vores tidligere gul hvidplettet er en trefarvet varietet – gul grundfarve med en hvid plet og hvid perle, hvorfor denne farve i den nye systematik hedder gul hvid/porcelænsfarvet. Varieteten brun hvidplettet (tidligere spættet) er egentlig også trefarvet. Farven findes ved gl. eng. dværg Kamphøns. Det er en kombination af brun tegning og pletning som er mest tydelig ved hønen.
Kropsfjer er her med brun grundfarve, sort risling (ikke endeplet) og en hvid perle i fjerspidsen.