HANE:
Krop: lang og cylindrisk, let hævet holdning
Hoved: mellemstort, langstrakt, nøgent, med svulstagtige rød-orange hudfolder og på forhovedet over næbroden en – især hos hanen – stærkt udviklet snabelagtig hud-udvækst. Udenfor æglægningssæsonen er hoved ved hønen intens gul-orange.
Øjne: store, livlige, mørkebrune
Næb: mellemlang, kraftig, let buet. Mørkhornfarvet ved bunden og lyser mod spidsen
Strubelappen: stærkt udviklet. Uden for lægningssæsonen er vorter og strubelap intenst gullig orange ved hønen
Hals: mellemlang, let buet; den øverste del er dækket med grov, rød-orange hud. Nederst på forhalsen er hos hanen en, navnlig fra treårs alderen, en stærkt udviklet nedhængende hårdusk af stride hår (kvast)
Ryg: lang, bred, falder i en let buet linje fra nakken til halen. Bredden aftager mod ryggen
Hale: lang, let sænket på linje med bagkroppen. Delvis dækket af de mange brede halefjer
Vinger: bæres højt og slutter tæt til kroppen
Bryst: bredt, godt fremadført og let hævet
Bug: lidt udviklet
Lår: mellemlange; lidt fremtrædende
Løb: knapt mellemlange, finskellet, hanen med sporer
Tæer: langstrakte tæer, kødfarvet med mørkegrå aftegning, mørkegrå ved ungdyr

HØNE:
Er betydeligt mindre end hanen, med kun en ganske svag antydning af snabel og med mindre udvikling af den svulstagtige vortedannelse på halsen. Hos ældre dyr forekommer undertiden hårvækst på halsens nederste del.

BRONZEFARVET:
HANE og HØNE:
Næb: lyst hornfarvet i spidsen, mørkt ved roden.
Øjne: mørk nøddebrune.
Løb og tæer: mørke, nærmest brune hos unge dyr, i reglen kødfarvede hos fuldt udviklede kalkuner.

HANE:
Hoved: nøgent og hvidligt.
Hals: stærkt kobberglinsende bronzefarve. Fjerkvasten på halsens forside sort.
Ryg: fra halsen til ryggens midtpunkt stærkt glinsende bronzeglans, hver fjer afslutter med et meget smalt sort bånd tværs over fjerspidsen, fra ryggens midte til haledækfjerene sort, hver fjer med en ret bred metallisk glinsende bronzerand nær spidsen.
Vingedækfjer: skinnende blankt kobber-bronze-farvede, der danner et pragtfuldt vingebånd, når vingerne er opfoldede, fjerene ender med et bredt sort tværbånd.
Vingefjer 1. rk.: helt igennem tegnede med lige, afvekslende sorte og hvide tværstriber af ens bredde. Svingfjerenes dækfjer ligeledes tegnede.
Vingefjer 2. rk.: matsorte, mørkebrune nærmest ryggen, ligeligt og regelmæssigt tværstribede med hvidt eller lysegråt. Hvid eller brun kant om disse fjer er A-fejl.
Hale: matsort, hver fjer ligeligt og tydeligt tegnet på tværs med smalle brune tværbånd og ender i et bredt metallisk glinsende sort bånd, helst med så meget bronzeskær som muligt og med en bred, hvid bort.
Haledækfjer: matsorte, tegnede væsentlig som de egentlige halefjer, hver fjer med ligeløbende lysebrune tværstriber, der ender med metallisk sort tværbånd og dernæst en bred, ren hvid spids.

HØNE:
Beskrivelse: I alt væsentligt som hanen, kun svagere, mindre glinsende, mindre skarpt tegnet. Fjerene på ryg, vingebuer, vingedækfjer, bryst og øvrige krop skal have en hvid enderand, smal fortil, gradvis bredere hen imod halen.

A-fejl: Flere helt hvide fjer i nogen fjerdel, særlig vingesvingfjer, manglende hvide eller lysegrå tværstriber på mere end halvdelen af første række vingefjers længde, rent sort, brun eller grå ryg, hale eller haledækfjer, hvide eller grå tværstriber på andre af halens fjer end de to yderste og største haledækfjer foruden den brede hvide endebort. Manglende vingefjer, mangel af en eller flere af de midterste af halens fjer, hvide eller grå tværstriber på halens hovedfjer bortset fra den brede hvide rand i disse fjers spids, mangel af sorte tværstriber på en eller flere af de store haledækfjer.