Spring til indhold

DFfR
Danmarks
Fjerkræavler-
forening
for Raceavl

Skandinavisk Fjerkræstandard

 

Du er nu kommet ind på den digitale udgave af Skandinavisk Fjerkræstandard, som er blevet til i samarbejde mellem racefjerkræforeningerne i Norge, Sverige og Danmark i 2004 med senere rettelser. Online udgaven af standarden er en tro kopi af den velkendte, trykte udgave, og opdateres straks med de ændringer, der måtte komme. Online udgaven har du således altid ved hånden, når du er til hønsedag eller udstilling.

Indholdet på denne side er frit tilgængeligt. For at komme ind på racebeskrivelserne i standarden kræver det, at du har et abonnement på online standarden. Har du allerede købt den trykte udgave, gælder der særlige vilkår. Henvend dig til sekretariatet på tlf. 50 45 17 51 eller send en mail til dffr@racefjerkrae.dk – dog vil denne funktion først være tilgængelig i løbet af 2026.

Forord

Bemærk, at dette er det oprindelige forord fra den trykte udgave. Nogle praktiske detaljer er derfor ikke gældende for online udgaven.

Det skandinaviske samarbejde indenfor fjerkræ mellem racefjerkræforeningerne i Norge, Sverige og Danmark fortsætter med denne nye udgivelse af Skandinavisk Fjerkræ-Standard 2004.
Vi har forsøgt at lave en ny opdateret standard med farvebilleder ved de enkelte racer.
De brugte farvebilleder er dels nogle de enkelte lande tidligere har fået tegnet ved Louis Perret-Gentil, Brønshøj og enkelte gamle Bilving-billeder som vi har fået stillet til rådighed af vore medlemmer. En del af de nye billeder er tegnet af Jean-Louis Frindèl, Frankrig, som velvilligt har villet hjælpe os.
Enkelte racer har det ikke været muligt at finde egnede farvebilleder til, hvorfor det har været nødvendigt at bruge et sort/hvidt billede. Disse billeder vil snarest blive udskiftet ved de årlige supplementsudgivelser der vil følge efter hver udstillingssæson.

Den nye standard er udfærdiget uden fortløbende sidetal, men med sidetal ved hver race eller tekstafsnit.
Dette muliggør udskiftning af enkelte sider under de enkelte racer eller tekstafsnit med supplement eller nye farvevarieteter indenfor pågældende race.

Det tidligere afsnit med farver og tegninger er ændret således, at der ved de forskellige racer er beskrevet hvilke farvevarieteter der er anerkendt for racen. Når nye farver bliver anerkendt vil der blive udsendt suppleringsblade til indsættelse i standarden.
Kommer der nye racer vil de også blive udsendt som supplering – og skal blot indsættes i alfabetisk orden iht. indholdsfortegnelsen.
Indholdsfortegnelsen vil blive revideret ved hver supplementsudsendelse og vil således altid være retningsgivende for hvad standarden skal indeholde af afsnit og sider.

Dette standardværk er retningsgivende for opdrættere i bestræbelsen på at fremme de enkelte racers stade. Det er samtidig en rettesnor for udstillingsarrangøren af fjerkræudstillinger i forbindelse med katalogisering.
Endelig er det den eneste gyldige retningslinie for racefjerkrædommere i deres arbejde med bedømmelse af de enkelte racer og farvevarieteter.

Det har været et stort arbejde at komme igennem denne mængde af racer, og det skal være mit håb, at den opbygning vi har påbegyndt med en Skandinavisk Fjerkræ-Standard efter europæisk forbillede, må blive til gavn for racefjerkræopdrættet i de skandinaviske lande.

For samarbejdet om dette standardværk skal lyde en tak til:

Standardkommissionen i Sverige:
Ingegerd Grönberg,
Johnny Nielsson.

Standardudvalget i Norge:
Steinar Bjellås,
Turid Håland,
Ole Larsen.

Standardudvalget i Danmark:
Erik Carstensen,
Holger B. Thomsen,
Jørgen Chr. Hansen,
Willy Littau.

Det er Danmarks Fjerkræavlerforening for Raceavl en stor glæde at kunne udgive dette standardværk til fælles brug og fortsat Skandinavisk samarbejde.

Willy Littau
formand D.F.f.R
december 2004

HISTORISK INDLEDNING
De utallige eksisterende racer af fjerkræ i alle mulige farve- og tegningsvariationer er blevet udviklet gennem avlsmetoder, som menneskeheden har praktiseret gennem århundreder. På grund af deres ringe størrelse sammenlignet med mange andre husdyr, og på grund af deres evne til at finde sig tilrette med praktisk talt alle slags klimatiske forhold, har fjerkræ vakt interesse for flere mennesker end noget andet dyr. I årtusinder og i alle dele af verden er fjerkræ blevet opdrættet af alle slags mennesker.
Fra en ringe begyndelse er den oprindelige vilde høne fra Indiens bambusjungle blevet udviklet til dyr, der har gjort sig gældende på grund af deres egenskaber som kamphøns eller deres skønhed i form eller fjerdragt eller deres mere nyttebetonede værdi som slagtedyr, eller på grund af deres evne til at lægge æg. Den relativt primitive, vilde type er således gennem tiden blevet fremavlet til utallige forskellige racer og varieteter med forskellige egenskaber afpasset efter forskellige formål. Nogle af rent skønhedsmæssig art, andre alene for nytte, men i adskillige tilfælde har dygtige avlere formået at kombinere skønhed med nytte.
De mest autentiske oplysninger man har, synes at tyde på, at alle eksisterende hønseracer nedstammer fra en – muligvis 4 eller 5 forskellige vildarter, men om dette er der dog i litteraturen nogen uenighed.

VILDHØNEN
Darwin, som var engelsk naturforsker, 1809-1882, gjorde i sin tid fjerkræ til genstand for indgående studier, var af den opfattelse, at alle vore fjerkræracer nedstammede fra en enkelt af de nævnte arter: DEN RØDE JUNGLEHØNE (Bankiva). Hovedgrunden til denne opfattelse var, at den lignede til forveksling de første tamme fjerkræracer og altså mere end nogen af de tre øvrige kendte vildracer. Der var også det, at dens stemme lignede tamhønsenes, og når den parredes med tamme høns gav det mere afkom, og afkommet var mere frugtbart end ved krydsning med andre vildracer.
En anden naturforsker, hollænderen Houwink, var til at begynde med enig med Darwin, men efter utallige videnskabelige avlseksperimenter kom han dog til det resultat, at det ikke kunne være den røde Junglehøne (Bankiva) alene, der var ophav til vore tamme høns.
Den store afvigelse, der var mellem de svære asiatere og de meget mindre og lettere Junglehøns, gav stadig større og større skepsis.

Bankiva, efter pennetegning af Emil J. Bilving.

VILDHØNSENE
De fire historisk mest kendte afarter af vilde hønsearter:
Den røde Junglehøne (Gallus Bankiva)
Ceylon Junglehønen (Gallus Lafayette)
Den grå Junglehøne (Gallus Sonnerati)
Junglehønen fra Java (Gallus furcatus eller Gallus varius).
Den femte og mest usikre er en Malay-lignende kæmpehøne, der af naturhistorieforskeren C. J. Temminick i 1815 omtales og beskrives i »Historie naturelle’ Generale des Gallinacees« som kæmpevildhøns (Gallus Giganteus).
Senere forskere har haft de mest forskelligartede opfattelser, der i hovedtrækkene gik ud på, at alle fire arter havde lod og del i den tamme høne, hvad der næppe heller kan herske tvivl om. Men da de nævnte fire-fem arter i vild tilstand hyppigt havde parret sig indbyrdes, kunne man ikke mere være helt sikker på, hvad der var krydsninger, og hvad der var rene vildracer. Af den grund er man faktisk aldrig nogen sinde blevet i stand til at sige noget definitivt, men må tage tingene med et vist forbehold.
Detaljerede artsbeskrivelser findes nærmere omtalt i »Skandinavisk Fjerkræstandard for Fasaner, Park- og Sirsvømmefugle«.

ASIATERNE
Om de svære asiatiske racer stammer fra Bankivahønen hersker der megen tvivl, og det er da også tvivlsomt, om de har noget som helst med fire-fem arter af Junglehøns at gøre. Der er mere grund til at tro, at asiaterne stammer fra en helt femte eller sjette hønseart, som hollænderen, C. J. Temminick har omtalt i historien.
De tamme høns antages at være kommet til Europa så tidligt som 600 år før vor tidsregning. Meget taler for, at de er kommet fra Persien, hvor de holdtes som hellige dyr. Derfra er de formentlig kommet til Ægypten for via Grækenland og Romerriget at være spredt ud over det øvrige Europa. Efter fortidslevninger, stednavne, gammel litteratur og billeder at dømme, har høns været kendt i Skandinavien i mere end 2000 år.

HANEKAMPE
Man ved at hanekampe har haft stor indflydelse på de vilde racers overgang til tamme racer. Den »fornøjelse«, som disse hanekampe i tidligere tid var for folk, har i meget væsentlig grad bidraget til fjerkræets udbredelse. Hanekampene blev nemlig – og heldigvis for det – forbudt, selvom der den dag i dag flere steder i vor såkaldte civiliserede verden finder hanekampe sted, men forbuddene var altså den direkte årsag til, at fjerkræudstillingerne indtog deres pladser, idet man nu fandt ud af, at konkurrere om skønhed og særpræg, og her var japanerne de første med deres konkurrencer om, hvem der kunne frembringe haner med de længste haler, Chabo med de største kamme m.v., nogle abnormiteter som ikke længere kan accepteres af hensyn til evt. dyrevelfærd.

Vildhønen med de forskellige varianter i type, hoved- og tegningsformer.

FJERKRÆUDSTILLINGER
Nogle af de første fjerkræudstillinger blev afholdt omkring år 1800, men først ca. 1850 kom der – gennem vore fjerkræorganisationer – rigtig system i tingene og dermed var stødet givet til en stigende interesse for de dengang kendte racer og varieteter.

HØNSENE
Hvert land havde racer med egenskaber og særpræg, der adskilte sig fra, hvad man havde i andre lande og verdensdele. Indien havde således sine kamphøns. Asien sine massive benbefjerede racer. Italien og Spanien havde lette rigtlæggende middelhavsracer. England sine helt specielle sportsprægede kamphøns og desuden høns med udprægede kødegenskaber, ligesom Frankrig og Amerika havde en mængde forskellige racer – racer til næsten ethvert formål, hvad der da også i tidens løb kom til at præge hele fjerkræavlen i meget udstrakt grad. Og her er vi så ved begyndelsen til den enorme udvikling, som racefjerkræ har været genstand for gennem snart 200 år.

DVÆRGHØNSENE
Dværghønsene danner i dag en særlig gruppe indenfor racefjerkræet, en gruppe af en helt usædvanlig mangfoldighed i racer og varieteter. Den vilde form for dværghøns har sit hjemsted på Java og de små omliggende øer, men hvor længe den egentlig har været kendt, vides næppe med bestemthed. I gamle naturskrifter fra 1600-tallet nævnes dværghøns, men meget tyder på, at de har været kendt længe før vor tidsregning. Af mere håndgribelige ting kan således nævnes, at naturforskeren Bechstein i 1763 i forskellige bøger beskriver såvel fodbefjerede som glatbenede, samt toppede dværghøns.
På dværghønsenes område har tyskerne forlængst passeret englænderne, der ellers i mange år havde føringen og blev betragtet som “de fødte sportsopdrættere«.

Dværghønsene kan opdeles i to hovedgrupper:
De egentlige dværge: betegnes også som “Ur-dværge« – dværge, der ikke forefindes i tilsvarende stor race.
De fordværgede racer: betegnes også som “Bantamiserede« racer, er således dværghønseracer, der forefindes i tilsvarende stor race.
Til den førstnævnte gruppe hører således nogle af de mindste dværgracer, bl.a. Antwerpener skæghøns, Bantam, Chabo, Sebright, Fodbefjerede dværge og til denne gruppe hører også dværg-Kochin, selvom racen også findes i de store hønseracer. Der er ved dværg-Kochin tale om en helt særegen typelinie “fjerbolden«, hvorfor den henregnes under gruppen Ur-dværge.
Til de fordværgede racer hører først og fremmest dværg-Wyandotterne, der i dag er den mest udbredte dværgrace her i landet, men der er også dværg-Italienere, dværg-Plymouth Rock, dværg-R.I.R., dværg-Orpington og mange andre, der som nævnt er fordværgede racer af de store. Disse dværgracer har gennem intenst avlsarbejde i generationer opnået en stabilitet i størrelse, sirlighed samt elegance, så racerne avler helt konstant disse egenskaber, noget, der aldrig i vurdering og bedømmelse må overses eller tilsidesættes.

I ældre udgaver af vore standarder står der – for dværghønsenes vedkommende – kort og godt dette, at størrelsen skal være ca. 1/5 af de tilsvarende racer, eller endnu bedre: så små som vel muligt!
Denne opfattelse og fortolkning er dog ikke længere rigtig og beror udelukkende på, at man ved udgivelsen af de første standarder kun havde meget ringe interesse og kendskab samt forståelse for disse små interessante dyr og havde blot læst i endnu ældre skrifter, at dværghøns i almindelighed måtte regnes med at have en størrelsesorden af ca. 1/5 af en almindelig stor høne.
Det må derfor antages, at der har været sammenlignet med f.eks. Bantam eller Chabo med store Kochin eller Brahma, der var populære kæmperacer på denne tid, men som på ingen måde kan bruges som sammenligningsgrundlag i dag.
I vor tids opdræt af dværghøns er man da også kommet bort fra denne vildfarelse og har erkendt, at der må stilles visse normer der står i et rimeligt forhold til dyrets »naturlige« udvikling, og derfor kommer til at variere fra race til race, og i særdeleshed hvor racer er temmelig afvigende fra store til små, som det er tilfældet f.eks. ved nævnte store Kochin og dværg-Kochin.
Det er således ingen større »kunst« at lave små høns, for man kan ved degeneration og stadig sent tillæg i løbet af ganske få år komme meget langt ned i størrelse, men det er en kunst af højeste karat, at kunne skabe racetypiske dværge af passende størrelse, hvor såvel dværgformen – (det for racen typiske) – som den rette størrelse smelter sammen til den ønskede elegante og sirlige helhed.
Interessen for dværghøns har som nævnt hersket meget længe. Således skabte englænderen Sir John Sebright – hvis navn vil være udødeligt, så længe der findes dværghøns – i 1800 sine Sebright Bantam i de enestående farver sølv og guld og med det særpræg, at hanen var uden seglfjer og sadelbehæng – (hønehalet). Før dem havde man de mangeartede dværg-Kamphøns, der jo var eftertragtede til datidens hanekampe, fordi de viste sig meget hurtige, smidige og elegant undvigende og angrebslystne, noget, som den dag i dag karakteriserer de fleste dværghønseracer.
Dværg-Kochin fandt i året 1860 vej til England efter at være faldet i hænderne på fransk-engelske soldater ved erobring af det kejserlige sommerpalads i Peking, hvorfor de da også i England den dag i dag kaldes Peking Bantam.
Vore dages eminente »fjerbolde« har ikke meget med datidens dværg-Kochin at gøre, idet det er en af de racer, som især amerikanerne har ofret enorm opdrættersnilde på at fremavle i en særegen form, fjerstruktur, og i en farveskala, der må aftvinge den dybeste respekt.
Chabo er endnu ældre, men først omkring 1860 hører man om dem i Europa, nemlig England. Omkring 1875 kom Belgien med deres Antwerpener skæg høns, og således gik det slag i slag og med få års mellemrum kom der således nye racer og varieteter frem.
Der ligger et stort sportsmoment i opdræt af elegante og særprægede dværghøns, og hertil kommer deres store nytteegenskaber i form af æg og fint kød. Dværghøns er afgjort de billigste husdyr, man kan holde på grund af deres ringe foderforbrug og meget beskedne krav til pladsforhold.

ÆNDER, GÆS OG KALKUNER
Ænderne, gæssene og kalkunerne danner et specielt afsnit indenfor racefjerkræ. De findes også i et stort antal racer, der ligesom hønsene, nedstammer fra deres respektive vildarter.
Ænderne: nedstammer således fra vildanden (Gråanden), som man allerede for årtusinder siden opdrættede og udrugede (kunstigt) i Kina. Herfra er undtaget Moskusanden, som stammer fra en anden vildform, nemlig den vilde Moskusand, en sydamerikansk anderace. Mange af vildarterne er med de allersmukkeste farver og bliver derfor i dag holdt som volierefugle og har betegnelsen Pryd-, Park- og Sirænder, som der er en helt speciel standard for. Blandt de domisticerede anderacer er der store forskelle med hvilket formål racen er fremavlet. Nogle er fremavlet som æglægningsdyr, andre som slageproduktionsdyr.
Gæssene: nedstammer ligeledes fra vildgåsen (Grågåsen) og blev – af de gamle ægyptere – betragtet som hellige dyr og er velkendte fra den historiske beretning om, at Capitolium blev frelst ved gæssenes skrig!
Kalkunerne: nedstammer fra vildkalkunen, der den dag i dag er vildtlevende i Nord- og Mellemamerika, hvor de jages som vildt, er meget store og kan veje fra 22 til 25 kg for en hanes vedkommende. Fra Amerika kom de til Europa, hvor især spanierne tog sig af at tæmme dem, hvilket skete allerede i året 1520.
I denne udgave af standarden er medtaget de racer og farvevarieteter, der i dag opdrættes her i landet, selvom der kun findes et fåtal af de mest sjældne.

Sir-fjerkræ kan også udstilles
Interessen for at opdrætte prydfasaner og sirænder og -gæs i voliere er også aktuel og de kan således også udstilles. Derfor har »Danmarks Fjerkræavlerforening for Raceavl« da også udarbejdet en hel speciel standard for fasaner, park- og sirsvømmefugle omfattende Junglehøns, perlehøns, fasaner, sirænder og sirgæs.

De forskellige fjerkræracer hører til klassen for fugle og har den samme anatomiske grundform. Zoologisk hører de til forskellige ordner og familier. Der består derfor forskellige anatomiske forskelle, men også mange ligheder. Fælles for de mange domesticerede arter er den mere eller mindre tabte evne til at flyve. De bevæger sig i dag enten ved at gå eller svømme. Dog kan en del lette hønseracer og lette anderacer endnu stadig flyve lidt.

Trods den mistede flyvefærdighed er skeletbygningen fortsat som ved en fugl. Mange knogledele er hule og står i forbindelse med et luftsæksystem og brystbenet virker fortsat som støtte for den veludviklede vingemuskulatur. Den oprindelige skeletudformning modsvares dog af den århundrede lange avl med høns og svømmefugle som menneskene enten bevidst eller ubevidst har ændret eller som opståede mutationer har ændret.

Ved racer, som på grund af et eller andet racepræg er behæftet med en letalfaktor, er det nødvendigt ved valg af avlsdyr at tage hensyn til dette, så den ikke forstærkes og fremmer en forhøjet dødelighed i de befrugtede æg eller kyllinger. Derfor er det nødvendigt at bruge avlsdyr der ikke bærer dette gen. Alle mål i racefjerkræopdræt bør underordne sig dyrebeskyttelsesmæssige tanker.

Kropsform ved fjerkræ viser sig som sammenstilling af skelet, muskulatur og befjering. Grundlaget er skelettets opbygning. Selv små afvigelser viser sig som en ændring af kropsformen. Skeletdefekter gælder som udelukkelsesfejl ved bedømmelse, selv om de ofte kun har indirekte betydning. Selve skeletbygningen kan være enten kraftigknoglet eller finknoglet, hvilket er synlig ved tykkelse af løb. Brystbenets form og fylde er af stor betydning for bedømmelse af kropsformen. Ved undersøgelse af kødansætning er brystbenet på en given race af betydning. Højt brystben og langt brystben giver et dybt og fyldigt bryst. Et deformt og svagt brystben tyder på et svagt skelet og hører derfor til en grundlæggende fejl ved kropsformen.

Antal og form af hals- og halehvirvler har indflydelse på længde og stilling af hals, ryg og hale. Ryglinie og halestilling er vigtige formudtryk for næsten alle fjerkræracer. I denne standard er vinkelhøjden angivet ved nogle racer, men denne angivelse er erfaringsmæssigt svær at vurdere nøjagtigt. Er vinklen mellem ryg og de øverste halefjer noget større end angivet, giver det en middelhøj halestilling. Bæres korsbenet højt og halebenet bøjer nedad, giver det en flad eller hængende halestilling (mest udbredt ved Perlehøns). Vandret korsben og opadpegende haleben giver således egernhale. Den såkaldte fiskeryg (alvorlig fejl ved de fleste racer) fremkommer ved opadbøjet korsben og lodret stilling af overlår. Som mutation er fremkommet mangel på halehvirvel, hvilket har ført til gumpehøns (manglende hale).

Udviklingen af skelettets vinger er afgørende for flyvefærdighed, størrelse og vingestilling. Lette racer har i forhold til skeletbygningen længere vinger end svære racer. Ved fordværgning af hønseskelettet viser vanskelighederne sig mest ved vingeknoglerne. Dværghøns har derfor i forhold til deres kropsstørrelse længere vinger end de store racer. Overarmsknoglen er stærk og hul, den er i forbindelse med luftsækken ved et hul, som ved flyvning pumpes fuld af luft. Underarmen består af 2 knogler, det svage og forreste spoleben og det bageste stærkere albueben. Fra huden rundt om albuen vokser armsvingfjer (vingefjer 2. rk.) I nærheden af håndroden findes den meget lille tommel, der kun er lidt befjeret. Derefter følger den langstrakte håndknogle. Fingerknoglen består af flere led, som er mere eller mindre groet sammen. I huden omkring håndknoglen sidder håndsvingfjerene (vingefjer 1. rk.)

Kropstillingen bestemmes af placering af benene og deres stilling. Overlåret ved fjerkræ ligger under huden på siderne og kan ikke ses ved levende dyr. Underlåret træder mere eller mindre frem ved kropsbefjering og er selv befjeret, ofte fejlagtigt benævnt overlår. De såkaldte løb ved fjerkræ er mellemfodsknoglen, hvis øverste led er hase (fejlagtigt knæ). Ved kortløbede racer (Lutter og Chabo), som er behæftet med en letalfaktor, skal man være opmærksom på dette særpræg ikke indskrænker den naturlige bevægelsesfrihed. I opdrættet skal dyr med anlæg for kortløbede ben parres med dyr, der ikke bærer dette anlæg, da der ellers på grund af letalfaktoren kan indtræde større dødelighed. Ved hønsefugle, med undtagelse af perlehøns, sidder sporene på siden af løbene, og er et sekundært kønskendetegn ved hanen. Udpræget spidse sporer ved høner er en alvorlig fejl, undtagen ved racer med dobbeltsporer.

I almindelighed har racefjerkræ 4 tæer. Som en meget gammel mutation kender man også 5-tåede racer. Den 5. tå står vandret eller let bøjet over bagtåen og ansat over denne og fri af denne. Ved gæs og ænder er de fremadvendte tæer forbundet med svømmehud. Bagtåen er ved svømmefugle svagt udviklet og bøjet nedad langs løbet. Ved høns og dværghøns kaldes denne fremtoning derfor andefod og er en udelukkelsesfejl. Løb og tæer er dækket af hornskæl. Løbenes farve fremkaldes af farvepigmenter i over- eller underhuden. Den strækker sig videre til hudpigmenteringen og kan ved høner variere fra hvidlig rosa (pigmentløs) over gul, grøn, blå til sort. Løb- og hudpigment er ofte koblet sammen med fjerfarven, dog ved enkelte racer fremavlet anderledes. Ved enkelte racer (Brahma, Kochin, Fodbefjerede dværge m.fl.) er løbene befjeret og midter- og ydertåen beklædt med lange fjer, hvilket ikke indskrænker bevægelsesfriheden. Ved gæs er løbsfarven altid orangerød. Skeletbygning og udvikling af fjerdragt er med til at vise om et dyr er stort eller lille. Derimod bestemmer en stærk muskulatur og kødsætning et dyrs eller races vægt. Vægtangivelsen i standarden er kun til orientering.

SKELET AF HØNE

1. Overnæb
2. Næsehul
3. Næseben
4. Øjenhul
5. Undernæb
6. Kranium
7. Halshvirvler
8. Overarmsknogle
9. Spoleben
10. Albueben
11. Håndrod

12. Tommel
13. Håndknogle
14. Fingerknogle
15. Gaffelben
16. Nøgleben
17. Brystben
18. Ribben
19. Ryghvirvler
20. Skulderblad
21. Rygknogle
22. Korsben
23. Skamben

24. Haleben
25. Overlår
26. Knæled
27. Underben
28. Hæl (haseled)
29. Mellemfod (løb)
30. Spore
31. Bagtå
32. Mellemtå
33. Ydertå
34. Indertå
35. Negl

PROFIL AF HANE OG HØNE

1. Hoved/isse
2. Næb
3. Næsebor
4. Kam
5. Ansigt
6. Øje
7. Hagelap
8. Øre
9. Øreskive
10. Strube
11. 1,0 Halsbehæng

11. 0,1 Halskrave
12. Forhals
13. Bryst
14. Krave
15. Skulder
16. Vingebue
17. Vingeforkant
18. Vingebånd
19. Vingefjer 2. række
20. Vingefjer 1. række
21. Vingedækker

22. Ryg
23. Sadel
24. 1,0 Sadelbehæng
24. 0,1 Sadelpude
25. 1,0 Hovedseglfjer
25. 0,1 Øverste haledækfjer
26. 1,0 Sideseglfjer
26. 0,1 Haledækfjer
27. 1,0 Haledækfjer
27. 0,1 Små haledækfjer
28. Styrefjer

28a. Halestøttefjer (fyld)
29. Sider
30. Bagparti
30a. Bug
31. Lår
32. Hase
33. Løb
34. Spore
35. Tæer
36. Bagtå
37. Negle

PROFIL AF KALKUN

1. Næb
2. Øje
3. Snabel
4. Strubehud
5. Vorteagtig halshud
6. Bryst
7. Hårkvast
8. Bug
9. Lår
10. Løb

11. Negle
12. Tæer
13. Fodsål
14. Bagtå
15. Spore
16. Hale
17. Overhale
18. Rygfjer
19. Vinge
20. Skulder

PROFIL AF GÅS

1. Næb
2. Næbspids (bønne)
3. Næsebor
4. Pande
5. Øje
6. Nakke
7. Kinder
8. Hals
9. Vingeforkant
10. Vingedækker
11. Vinge

12. Hale
13. Bagparti
14. Sider (lår)
15. Bug (bugpose)
16. Løb
17. Svømmehud
18. Negle
19. Køl
20. Bryst
21. Halsriller
22. Strubelap

PROFIL AF AND

1. Næb
2. Næbspids (næbbønne)
3. Næsebor
4. Pande
5. Øje
6. Nakke
7. Kinder
8. Hals
9. Strube
10. Forhals
11. Bryst/køl

12. Tæer
13. Negle
14. Svømmehud
15. Fodsål
16. Bagtå
17. Bagparti
18. Hale
19. Kønskrølle
20. Vinger
21. Vingespejl
22. Skulder

Bedømmelse følger først den ydre fremtoning efter størrelse eller lidenhed, hvorved skeletmuskulatur og fjerudvikling må være racebetinget harmonisk afstemt. Kraniet er grundlaget for form af hoved, næb og ansigtsudtryk. Som mutation er opstået protuberanz, en forhøjelse af kranieskallen, som sammen med udvikling af længere hovedfjer giver sig udslag i topudvikling og desuden har indflydelse på kamformen. Samtidig ændres næb og næsebor og de bliver kraftigt markeret.

Top ved ænder er koblet sammen med en letalfaktor. Derfor skal man i avlen bruge toppede og ikke toppede dyr, da der ellers på grund af letalfaktoren består en fare for at fremavle en ikke helt tæt knoglestruktur under toppen. Udseende af hoved er af stor betydning for den racemæssige bedømmelse. Dertil kommer ved enkelte racer top, kvast og skæg. Udviklingen af disse særpræg må ikke få indflydelse på dyrets mulighed for frit udsyn.

Form og struktur af kam og hagelapper er racetypisk for talrige racer. Hagelapperne er i reglen ikke så store, ønskes regelmæssigt formet uden folder og passende til de øvrige hoveddele. Deres størrelse står i et vist forhold til kammen, såfremt ikke andre særpræg er gældende. Således er hagelapperne ved skæggede racer meget svagt udviklede. Ved racer med kvast eller top er kamformen ændret, medens hagelapperne beholder deres normale størrelse.

KAMME
Den mest udbredte kamform er enkeltkammen. Racemæssigt varierer den meget i form og størrelse. Regelmæssig ansat, regelmæssig takket og uden folder eller udvækster. Ved storkammede racer skal man desuden være opmærksom på at forkammen ikke rager væsentligt ud over næbspidsen. I modsat fald forhindres muligheden for fødeindtagelse. Svære og mellemsvære racer har som regel en mindre kam end lette racer. Hønekammen står opret ved de svære racer eller er mere eller mindre overliggende ved de lette. Sulmtaler har ved hønen en sløjfekam, som ved andre racer er en udelukkelsesfejl.

En anden udbredt kamform er rosenkam i forskellige variationer. Man skelner her mellem en Hamborger eller Wyandotkam. Disse to kamtyper er også genetisk forskellige. Kamafslutningen (dorn) kan alt efter race følge nakken, ligge vandret eller stå skråt opad. Ærtekammen består af 3 rækker perler og findes ved Brahma og enkelte kamphønseracer. Vulstkammen har en mere eller mindre regelmæssig oval form uden dorn eller takker. Vi finder den med fine jævne perler (Malayer, Yokohama, Kraienköppe) eller besat til dels med små fjerbørster (Orloff) eller under betegnelsen valnøddekam med perler og små rynker (Ko Shamo) eller tværgående lille kløft – morbærkam (Silkehøns).

Racekendetegn ved enkelte racer med top eller kvast er også hornkam (Appenzeller, La Flèche og andre). Den består af 2 jævne, kegleformede, parallelle eller mere eller mindre V-formede spidser. Kun ved Houdan har vi sommerfuglekammen. Den ligger foran toppen som 2 ved siden af hinanden takkede blade. Ved racer med stor top (toppede Hollænder og Paduaner) er egentlig kamansats uønsket, da den har ugunstig indflydelse på udviklingen af toppen. Alle kamfejl som udpræget griffeltak, tvillingtak, bitak og hjortetak ved enkeltkammede; opretstående kamdorn, dupkam, spaltet kamdorn eller manglende kamdorn ved rosenkammede ligesom udvækster og dorne ved racer med vulstkam er udelukkelsesfejl. Enkelte racer har dog disse fejl som racekendetegn.

Ved høns er ansigtet ofte ubefjeret. Ved enkelte racer er ansigtet besat med mere eller mindre fjer. Kam, hagelapper og ansigt skal næsten altid være udprægede røde. Ved enkelte racer er hoveddelen blåligrøde eller sortrøde betinget af fjerfarven. Denne farve kan også omfatte hagelapper og øreskiver, som ellers er røde eller hvide. Øjenfarven har betydning for det racetypiske og sundhedsmæssige. Ved racer med røde øjne har sunde dyr livlige, glansfulde, orangerøde til røde øjne. Kun enkelte racer (kamphøns) viser uønskede lyse perleøjne. Mange racer eller farvevarieteter har på grund af krops- eller fjerfarve brune til sortbrune øjne. Næbbet er i reglen kort ved høns. Kort næb og tånegle tyder på vitalitet. Farven på næbbet passer ofte til løbsfarven, lidt lysere, ved enkelte racer med mørk spids. Kalkuner og perlehøns har artsbetingede hoveddele, som ikke er undergået væsentlige forandringer. Gæs og ænder kendetegnes bl.a. ved form af næb, som er af blødere beskaffenhed end ved hønsene. Kun næbspidsen består af en hornplade, kaldet bønne. Næbsformen afhænger af racen. Øjenfarven ved gæs og ænder er natur- og farvebetinget og varierer lidt.

Der findes ikke så få kamformer, der alle har det til fælles, at de er et af de væsentligste kendetegn for den pågældende race, hvorfor man da også tillægger korrekt kamform, placering og stilling overordentlig stor betydning. Intet ser mere skæmmende ud end en kam, der er fyldt med misdannelser af forskellig art, hvorfor da også alle alvorlige kamfejl straffes hårdt, og hvor der er tale om: udpræget skæmmende kamfejl, der i reglen også er arvelig, gives der 0.

Enkeltkam: kan være opretstående (som den f.eks. findes hos middelhavsracerne: Italienere, Minorka, Andalusier m.fl. haner) eller overliggende kam (som den findes hos tilsvarende racers høner) og hører til de mest kendte og almindeligste kamformer.
Rosenkam: ofte fejlagtigt benævnt som dobbeltkam, findes ligeledes i forskellig størrelse og udformning som f.eks. hos Wyandotten, hvor kamspidsen vender nedad og følger nakkens runding, eller spidsen er lige eller svagt opadpegende som f.eks. hos Bantam og Hamborger. Rosenkammen har en bred base fortil, hvorfra kammen hæver sig til en endnu bredere let afrundet overflade, der skal være udfyldt og tæt besat fortil med små vorteagtige knopper/perler, der aftager bagtil, hvor kammen ender i en glat – ved visse racer – en rund spids. Også disse kamformer er nøjere beskrevet under de enkelte racer.
Men mange enkeltkammede findes også hos de svære eller mellemsvære racer, men her er enkeltkammen blot mindre hos hanen, og kun sjældent hældende eller overliggende hos hønerne. Herudover findes enkeltkammen i endnu flere forskellige størrelser, placeringer og linjeføringer, alt efter hvilken race det drejer sig om, og vil tydeligt fremgå ved de enkelte racebeskrivelser.
Ærtekam: findes hos ikke så få racer, bl.a. Brahma, og ligner en opslået ærtebælg med en række ærter midt i, deraf navnet. I realiteten er det en kam bestående af tre »sammensatte« enkeltkamme, hvoraf den midterste er den højeste. Ærtekammen findes også i forskellig størrelsesorden, der kan benævnes som: lille, middel eller stor.

Hornkam: er to hornagtige spidser, der sidder i V-form bagud og opad på en flad lige kambase, findes bl.a. ved racerne La Fléche, Sultan m.v.
Bladkam: er ligesom hornkammen V-formet, men viser i stedet for de to horn to takkede løvblade, benævnes også nu og da som »sommerfuglekam«, findes bl.a. ved Houdan.
Pudekam: kaldes også i forskellige udenlandske standarder for »valnøddekam«, idet kammen af form er som en halv valnød. Andre bruger navnet »vulstkam«, de tre benævnelser er således en og samme kamform. Er ret bred og pudeagtig fortil, hvorefter den tilspidser let bagtil, men spidsen glider jævnt ud og ned, uden at danne nogen egentlig afslutning. Denne kamform findes ved bl.a. Malayer.
Morbærkam: har form og farve som et morbær, nærmest rundt og overalt perlet, med en tværgående lille grøft i kammen, findes bl.a. ved Silkehøns.
Asiet- eller Bægerkam: er en enkeltkam fortil, der blader sig ud til begge sider og danner en takket skål.
Regelmæssig: er et ord, der ofte anvendes i forbindelse med kam. En kam er regelmæssig, når den i udpræget grad virker symmetrisk, er harmonisk udviklet og udformet og således på alle måder findes i overensstemmelse med det, der er beskrevet vedr. kam for den pågældende race.
Regelmæssig takket: er ved enkeltkammede, når der er et bestemt ligevægtsforhold mellem takkerne i såvel størrelse, form som indbyrdes afstand. Den midterste tak fordres som regel mest udviklet i højde, længde og bredde, medens de øvrige takker aftager i størrelse henholdsvis for- og bagtil, men bevarer dog takkernes grundform – bred mod roden og tilspidser opefter.
Ved rosenkammede er der i sagens natur ikke tale om takker og takninger, men her består regelmæssigheden i bygningen, i en smuk harmoni af kammens udformning og regelmæssige linjer fra forkam til en smuk afsluttende spids (kamdorn), der kan være lige eller afrundet.

KAMFEJL  hos enkeltkammede:
Almindelige uregelmæssigheder kan f.eks. ved dette, at for- og bag kam er for stor og for grov eller er for svag i forhold til hinanden. Forkammen kan ligeledes være for bredt, for højt op til takkedannelsernes begyndelse (kam bladet), medens bag kammen kan være alt for lang, for smal eller for kort. Bred bag kam og lav forkam giver således et uønsket indtryk på helheden og kan virke direkte skæmmende.
Griffeltakker: for smalle takker, og takker, der omtrent er lige lange og lige tykke ved rod som ved spids, fejlen straffes efter forekomstgraden, i regelen ret mildt, når det ikke ligefrem virker skæmmende.
Uregelmæssigt skårne takker: forekommer ret ofte og kan være så graverende, at de danner tvillingtakker. Er derfor en alvorlig fejl, der straffes efter forekomstgraden. Er der tale om udprægede bi- eller tvillingtakker, gives der 0.
Bitakker: er udvækster på kamspidsernes sider og kan være fra vorteagtige små til takker af betydelig længde. Er meget arveligt og giver 0.
Tvillingetakker: er, når en uforholdsmæssig stor tak har to spidser af næsten samme højde og da i virkeligheden er at betragte som to sammenvoksede takker. Udpræget tvillingtak er at betragte som en meget alvorlig fejl og giver derfor 0.
Hjortetakker: er betegnelsen for udvækster på selve kammens sider og kan – som bitakker, hvad hjortetakker egentlig også er – være fra vorteagtige små til takker af betydelig længde, og giver som bitakker 0.
Strittende takker: er, når der er større eller mindre spring i takkerne, og takkerne er af forskellig størrelse, stritter ud til siderne, nogle peger fremefter, andre tilbage. Fejlen straffes efter forekomstgraden og er en alvorlig fejl, når den virker direkte skæmmende.

Andre kamfejl hos enkeltkammede:
Hanens kam, som skal være opretstående, kan være mere eller mindre overliggende – eller hønens kam, omvendt: hvor den burde være overliggende, er den opretstående. Dette er ved fuldt udviklede høner en ret alvorlig fejl, idet det direkte berører karaktertrækkene ved de racer, hvor overliggende kam fordres. Der skal derfor straffes efter forekomstgraden, dog ikke med 0. Hanen eller hønens kam kan være alt for stor eller grov, eller den kan være alt for lille og for svagt udviklet, den kan rage for langt ud over næbbet og desuden her være for bred og danne »overgroet næb«. Den kan også og navnlig i forpartiet være vredet eller drejet, danne bugtninger, ligesom siderne kan være stærkt bulede. Kamroden kan være for tynd, hvorved hanerne får »overhængende kam« eller stærkt »dinglende kam«, hvorved forstås, at kammen falder først over til en side for derpå at bøje tilbage igen. Kammens væv kan fremdeles være for groft eller for løst, eller dens blodkarnet kan være for svagt udviklet. Alle disse fejl straffes efter forekomstgraden, hvorfor det kræver stor og dygtig dommerindsigt og megen erfaring at kunne vurdere de forskellige fejlgrader, idet man meget nøje må kende de fordringer og krav, der stilles til de enkelte racer.
KAMFEJL hos rosenkammede:
Rosenkammede kan mangle den for vedkommende race karakteristiske form og karakter, den kan være for stor, for grov eller for svagt udviklet, den kan sidde skævt på hovedet, krænge over til en af siderne. Den kan, ligesom enkeltkammen, danne »overgroet næb«. Knopperne på oversiden kan være for grove og ujævne, helt eller næsten helt mangle, så der bliver tale om en poleret kam. Der kan være en fordybning eller kløft foran på oversiden eller i siderne – »hul kam«. Kamspidsen kan være for svagt eller for stærkt udviklet, den kan have en fejlagtig retning, opad- eller nedadbøjet (jvf. Hamborgerkam og Wyandottekam). Disse fejl og mangler bedømmes helt efter forekomstgraden, og i særlig udpræget grad, hvor disse fejl skæmmer helhedspræget, gives der altid 0, idet alle de nævnte fejl er mere eller mindre arvelige.
Tvillingtakker: fremtræder hos den rosenkammede som spaltet eller splittet (todelt) bag kam og bedømmes nøje som tvillingtak ved enkeltkam.
Bitakker: er ligeledes som ved den enkeltkammede, når der forekommer udvækster på selve kamspidsens sider. Også her dømmes helt nøje som hos de enkeltkammede.
Hjortetakker: er uforholdsmæssigt store udvækster, der nærmest er at betegne som takker (eller horn) på den forreste 2/3 af kammen. Også her dømmes nøje som foreskrevet for de enkeltkammede.
Dupkam: eller »nedadgroet kamspids«, som det også kaldes, er en temmelig udbredt fejl især hos Wyandotter. Dette er, hvis kamspidsen gror nedad og indad i kammen og derved danner et hul eller kløft ind i selve bagkammen. Er meget arvelig og derfor en meget alvorlig fejl, der – hvor det fremtræder ved fuldt udviklede dyr – straffes med 0.
Knopkam: er en kamfejl meget lig »dupkam«, blot vokser spidsen op af »hullet« eller »kløften« i bagkammen og stikker spidsen lige i vejret (som en sugekop, der er trykket ned og ikke kan rykkes tilbage). Også dette er en arvelig fejl, der tillige kan virke skæmmende ved fuldt udviklede dyr og derfor straffes hårdt, i graverende tilfælde med 0.
Hos alle de øvrige kamformer: kan nøjagtig de samme fejl forekomme som nævnt under enkelt- og rosenkammede og straffes helt nøje som foreskrevet og efter forekomstgraden, selvom man ved de racer med meget vanskelige kamformer må give visse indrømmelser, som den kyndige dommer altid bør kunne vurdere og honorere, men bør dog aldrig undlade at give en bemærkning om fejlen i rubrikken »Bemærkninger« på kåringskortet.
Kamsygdomme: som »svamp i kam«, »favus«, »melet kam«, »hvid kam«, »skurv« og »skimmel« må ikke forekomme, da både svamp og skurv kan være direkte smitsomme. Dyr med sådanne skavanker, der alle kan kureres, hører ikke hjemme i et udstillingsbur og giver derfor 0.
Blodfattigdom: og almindelige svaghedstegn giver sig intet steds tydeligere til kende end på hovedets nøgne dele, især kammen. Derfor straffes ovennævnte fejl også på pointskortet under punktet: »Udstillingsstand«.

Ved alle fuglekroppe er fjerdragten deres beskyttelsesdragt. Til at regulere temperaturen kan en fjerstruktur være fast eller løs. Ved kulde trækker fjeren sig lidt sammen og bliver mere fastliggende og holder på den måde på kropsvarmen. Fjer består af hornmateriale og når fjeren er fuldt udvokset er dette materiale dødt.
For racefjerkræ er fjerdragten ikke blot beskyttelse og bærer af farve, men også med til at kendetegne typen og det racetypiske ved den enkelte race. Den sidste finhed i formen udgøres af fjerdragten.

Ryglinie og haleovergang bestemmes mest af fjerfylden. Puder ved lår, puder ved sadel, form af bug og de kønsbestemte befjeringer hænger sammen med form og fjerstruktur. Mangler i fjerudvikling eller i dele af de store fjer må vurderes ved bedømmelsen og ved store mangler kan det ende med en udpræget fejl = 0.

Befjeringen ved udvoksede dyr deles ofte i tre fjergrupper:
1. Konturfjer.
2. Dun eller underfjer.
3. Ribbe- eller hårfjer.

Konturfjer er yderfjerene som er med til at give dyret form, kontur – de synlige små kropsfjer. Man underdeler konturfjer i dækfjer og de store fjer (vingefjer, halefjer og ved høns også behængsfjer).
Dun eller underfjer er i farvebeskrivelserne benævnt dun, er kun synlige når man løfter dækfjerene. Dun er fjerdelen mod skind og er oftest kun korte. De er bløde og usammenhængende. Ved svømmefugle er dunbefjeringen meget tyk som beskyttelse mod kulde.
Hårfjer har et langt næsten faneløst skaft, er ved bestemte fjerpartier underlagt konturfjeren og næppe synlig.

Den enkelte fjer består af følgende dele:
1. fjerskaft med fjerroden som er skjult i skindet.
2. fjerribben, som er den midterste stive del af fjeren.
3. fjerfanen som ligger på begge sider af ribben. Fjerfanen består af fine stråler som er hæftet sammen for at fremstå som fjer.
4. dunpartiet, det inderste af fjerfanen som er usammenhængende.

Ved de større fjer – vingebånd, svingfjer, styrefjer og hovedseglfjer – er begge sider af fjerfanen usymmetrisk og af forskellig bredde.
Den nederste del af fjerfanen – dunpartiet – er afhængig af fjerstørrelse og race og er meget løst eller fast og har dermed indflydelse på typen.
Størrelse og form af fjer er afhængig af, hvor de er placeret på kroppen.
Hals- og sadelfjer ved hanen er normalt lange og smalle, haledækfjer ved hønen har afhængig af race en noget rundere form.

1. Halsbehængfjer
2. Brystfjer
3. Skulder og vingedækfjer
4. Vingebånd (store vingedækfjer)
5. Bugfjer
6. Vingefjer 2. række
7. Vingefjer 1. række
8. Lårfjer
9. Sidefjer
10. Sideseglfjer
11. Styrefjer
12. Haledækfjer
13. Sadelfjer
14. Rygfjer
15. Hovedseglfjer
16. Hovedfjer

Bestemte tegningsformer er forbundet med fjerformen – en smal fjer til tværstribet, en rund fjer til randet eller sømmet.
Ved kalkuner ender konturfjeren ikke rund eller spids, men lige afskåret.

Fjer ved vinger ved høns underdeles i 3 grupper:
1. de små og mellemstore vingedækfjer, der dækker den forreste del af vingen (skuldre og vingebuer).
2. de store vingedækfjer som er 2 rækker større fjer og som ved flere farvevarieteter er vingebåndet ved hanen.
3. vingefjerene – de 10 store vingefjer 1. række (håndsvingfjer) er skjult under vingefjer 2. række (armsvingfjer), det er dem der ved den foldede vinge viser vingespejlet.

Ved manglende axialfjer (fjeren mellem 1. og 2. række) får vi splitvinge, som er en udelukkelsesfejl.
Ved enkelte racer (Ko Shamo, Yamato) fordres ved en kort fjerstruktur en åbning mellem 1. og 2. række, men axialfjeren er til stede, så det er ikke splitvinge.
Ved ænder tegnes vingespejlet af vingefjer 2. række.
Ænder har nogle sidevingefjer eller egentlig kropsfjer, som er med til at gøre fjerdragten vandtæt, når de er i vand.
De virker ofte forstyrrende i det samlede farvebillede ved visse farver. Ved sort hvidbrystede danske ænder er de hvide, ved vildfarvede er de også hvide.

Halefjer ved høns består af 12 styrefjer. Hanen har 2 hovedseglfjer og en masse sideseglfjer, som slutter sig til sadelbehænget.
Hovedseglfjerene ved hanen er analog med de 2 store haledækfjer ved hønen, disse fjer benævnes ofte som de øverste styrefjer, hvilket egentlig er forkert.
De øvrige haledækfjer ved hønen dækker som sideseglfjerene ved hanen bunden af styrefjerene.
Perlehøns har 16 styrefjer, kalkuner har 18 styrefjer.

Fjermæssigt er der sket en naturlig udvikling ved domesticering af fjerkræ, videre gennem mutation og til sidst gennem avlsmæssigt udvalg.
Blot ikke ved perlehøns og kalkuner.

Silkefjeren fremkommer ved at de enkelte stråler mangler kroge til at samle strålerne.
Vingefjer og halefjer har dog en sammenhængende fjerfane på den første 1/3 af fjeren.

Ved høns og ænder kender man udvikling af top på hovedet. Det kan også være en mindre udviklet kvast (La Flèche, Sulmtaler) som sidder bag kammen eller en hjelmtop (Brabanter) eller endelig en rund top som vi ser ved toppede Hollænder og Paduaner.
Ved hanen er fjerene i toppen lange og spidse, ved hønen bredere og runde.

Også udvikling af skæg er meget forskellig i form og størrelse ved høns.
Ørekvaster er fjerduske som står ud fra siden af hovedet (ved ørene), de er ansat i en lille vorte ved siden af øret (Araucana).
Ved gæs ser vi en lille top, som er ansat på en fortykkelse i huden, ikke på en forhøjning af kraniet som ved øvrige toppe.

Ved hønseracer har man i lang tid også kendt til befjering af løb. Den kan have en meget vekslende udformning, starter som en svag, blød befjering af løb og ydertåen (f.eks. ved Faverolles) til en meget fyldig, blød befjering også af midtertåen (f.eks. Kochin), med en lidt lang, hård befjering af lår hasevinger eller gribbebukser.
Lårbefjering ved Brahma er lidt lang og blød og er således ikke gribbebukser. Gribbebukser er stive lange fjer som ved fodbefjerede dværge eller Breda og Sultaner.

Endelig som afvigende befjering har vi ”nøgenhalset” og haleløshed samt krølbefjering og silkefjer.
Ved krølgæs er det egentlig blot en forlængelse og en drejning af skulder og evt. sidefjer vi ser.
De 2 bøjede halefjer ved andrikken, undtagen ved Moskusanden, er et sekundært kønstegn og en rest fra vildformen.

Det har betydning for bedømmelse ved udstilling at fjermæssigt ufærdige dyr ikke viser typiske racepræg.
Er sving og halefjer endnu ikke udvokset, er det ikke muligt at foretage en endegyldig bedømmelse.
Så længe høns fortsat er i udvikling eller ikke er færdig udfældet, er hoveddelene heller ikke færdigudviklede og viser sig ikke i deres fulde pragt.
Sådanne ufærdige dyr bør ikke vises på udstilling.

Om farver

I hele familien af fjerkræ er farve og fjerstruktur forskellig. Oprindelig stammer det fra de vildlevende oprindelsesformer og vi ser da også at hannerne ved vildhøns og vildfarvede ænder stadig skifter til ”sommerfjerdragt” og ikke er så prægtige i deres befjering.
Ved de domesticerede fjerkræracer er denne egenskab mistet ved hønsene, mens vi stadig har den ved vildfarvede ænder.
Tilbage er forskellen i fjerdragt ved vildfarvet hane og høne og ænder.
Mangfoldigheden i farver er underlagt en masse arveanlæg for form af fjer, fjerstruktur, forskellig opbygning af de enkelte celler i fjeren, og så indholdet af farvepigment (melanin). Eumelamin, et stavformet pigment har indflydelse på sorte, sortbrune eller mørkebrune fjerfarver. Phaeomelanin er kornformet og understøtter gule til røde farver. Jo tykkere korn eller stave, jo kraftigere farveintensitet. Pigmenterne kan være blandet i en fjer, og det er sammen med fjerstrukturen med til at give de forskellige muligheder med svage eller stærke farver.
De fleste farve og tegningsformer ved domesticeret fjerkræ er baseret på de tilsvarende vildformer. Kendskabet til disse grundelementer og deres opbygning og variation letter vurderingen væsentlig.
Efterfølgende beskrivelse skulle være et lille supplement til forståelse af farver og opbygning af tegningsmønstre.

Bronze
Denne farve har lidt forskellige udtryk i forskellige lande. I en del lande ønskes hvid endebort ved haler og kropsbefjeringen med hvid endebort (høner).
I en del andre lande er denne endebort kastaniebrun i hale og sandfarvet til guldbrun i kropsbefjeringen. Denne farve er meget tæt på den vilde variants tegningsmønster.

Bourbon
En jævn brunrød farve med hvide vinger og hale. Hale er tegnet med en brunrød, hvidsømmet bånd på tværs af halefjerene.
Kropsfjer ved hanen har en smal sort endesøm. Brystfjer ved hønen er med smal hvid endesøm.

Sorte
Fløjlsagtig, glinsende sort fjerfarve. Bronzeagtig glans i endesøm på ryg- og halefjer er tilladt.

Blå
Der findes 2 farver blå, en ensfarvet gråblå (som perlegrå og som er renavlet) og så en mættet blå farve med enkelte sorte fjer. Denne farve er en spaltet farve som bl.a. andalusier.

Hvid
Her fordres ren hvid fjerfarve overalt.

Cröllwitzer
Ved denne farve er det den sorte farve og bronzetonen der er avlet væk. Tilbage er de sorte bånd på kropsbefjeringen og de sorte bånd på tværs af halefjerene.

Blå (vildfarvet)
Denne farve er som den vildtlevende, blå grundfarve, hvid perling.

Perlegrå (lys vildfarvet)
En lys fortynding af vildfarven, grundfarven er lys perlegrå med hvid perling.
Vedrørende øvrige farver henvises til ”Sirfjerkræstandarden.”

Blå-vildfarvet
En fortynding af den vildgrå farve til en lys-blå-grå farve med samme tegningsanlæg. Denne farve findes ved Steinbächer Kampgæs.

Gul (chamois)
Med samme tegningsanlæg som den vildfarvede men med en lædergul grundfarve. Findes ved Amerikanske gæs.

Broget
Findes ved de fleste ”landgæs”. Findes ved de skandinaviske gåseracer. Hoved, overhals, skuldre og lår samt hale er farvet (grå) med hvid endesøm. Den øvrige befjering er hvid.

Hvid
Hvid er standardfarve de fleste gåseracer. Yderbefjeringen er ren hvid ved udvoksede dyr, lidt gråtone i dun er tilladt ved ungdyr.

Svanegæs-farve
Da svanegæs stammer fra en anden gren af de vilde gæs, er vildfarven ved svanegæs anderledes end normal vildfarve. Den væsentligste forskel er ålestriben, en mørkebrun stribe på bagside af hals fra hovedet ned til skuldre. Kropsfarven er nærmere brun-grå, det hvide anlæg for hvid endesøm er det samme som ved andre gæs, forside hals og det øverste bryst er lys grågul. Bagparti og hale er hvide. Anlægget for ålestribe er undertrykket ved den hvide farvevarietet. Den samme farve findes også ved afrikanske gæs.

FARVE VED ÆNDER:
Ved ænder findes de fleste farver som vildfarvet eller som lysere eller mørkere stadier af vildfarven med mutationer som sorte, blå, brune, gule og hvide. Desuden er der mulighed for en mængde kombinationer af disse farver og tegningsmønstre.
De udtyndede farver blå, brune og gule er kønsbundet.
Standardfarverne blå og gule og deres farvekombinationer er med delte arveanlæg.
Nedenstående oplistning er lidt varierende ved de forskellige racer, hvor man har taget opdrættermæssige hensyn til dybde eller lyshed i den samme farve ved forskellige racer.

Vildfarve og modifikationer
Vildfarve
Lys vildfarve
Sølv vildfarve
Blå vildfarve
Brun vildfarve
Mørk vildfarve
Gul blå vildfarve
Gul grå vildfarve (erbsgelb)

Ensfarvet
Sort
Blå
Brun
Gul (delt arveanlæg)

Broget og hvide
Med hvid brystsmæk
Dådyrfarvet
Broget (regelmæssig)
Uregelmæssig broget
Hvid
Moskusandefarver

Ved ænder med top er toppen altid lysere end kropsfarven. Farve af næb, løb og tæer hænger sammen med kropsfarven og kan variere fra lys rosa over orangegul til sort. Ved hvide dyr er næb og løbsfarven stærkere i modsætning til kønsbundne farver ved andrikken.

Vildfarve
Vildfarven ved domesticerede ænder stammer fra vildfarven ved vildanden. Farven varierer ved de enkelte racer. Den korrekteste farve i forhold til vildfarven finder vi ved Løbeænderne, som har lidt lysere grundfarve end ved andre racer. Rouenanden viser den mørkeste vildfarve ved begge køn.

Lys vildfarve (forelfarve)
Her har vi en fortyndet vildfarve hvad angår kropsfarven, spejlet er ved begge køn i samme farve, ved andrikken fastholdes den grønglinsende sorte halsfarve og den brunrøde brystfarve, som gerne må blive lidt kraftigere end ved vildfarvet. Det er især grundfarven ved anden der er lysere, da det brune i grundfarven ønskes gul-grå. Båndtegningen fra den vildfarvede er her afløst af en plettegning. Farven findes bedst ved Løbeænder.

Sølv vildfarve
Denne farve ses først ved Streicher-anden og kaldes derfor også ofte streicher–farve. Farven er en kraftig udtynding af vildfarven. Det meste af den brune farve ved anden og den grå farve ved andrikken mangler og er erstattet med cremehvid grundfarve. Også tegningsanlægget (båndtegning) ved anden er afløst af små pletter/streger (streicher) og er farvemæssigt matte i glans. Desuden mangler anden øjenstregen (tømmen). Hoved og halsfarve ved andrikken og spejlet ved begge er som ved vildfarvet. Halsringen er lukket i nakken og den brunrøde brystfarve er glansfuld med hvid smal søm.

Blå vildfarve
Som ved øvrigt fjerkræ er det en udtynding af den sorte farve til blå.

Brun vildfarve
Denne farve findes i England som en mørk varietet af vores Khaki Campbell.

Mørk vildfarve
En mørk afart af bl.a. Damænder, ikke standardiseret i Danmark.

Blå mørk vildfarve
Alt sort ved den mørke vildfarve er her erstattet af en mørk virkende blå farvetone, og da det praktisk talt er hele fjeren, får vi derved en blå helhed. Hoved og hals er mørkere aftegnet, næsten sort. Denne blå farve er renavlet og findes ved Gimbsheimer anden.

Brun mørk vildfarve (khakifarvet)
Ved denne farve er alt sort ved den mørke vildfarve fortyndet til brun, også spejlet er brunt. Det er khakifarven ved Campbell og anden har et svagt anlæg for båndtegning som viser sig som et mørkere brunt tegningsmønster.

Gul blå vildfarve (blå-gul)
En kombination af den renavlede farve fra blå Orpington and og brun farve med kraftig undertrykkelse af den vildfarvede tegningsform – og man har blå-gule Sachsen ænder.

Gul grå vildfarve (erbsgelb)
Farven blev først fremavlet ved Løbeænder og findes for tiden ikke ved andre racer. Egentlig er det blå-gul med mindre blå farve og mere gul. Alt som er blåt ved den blå-gule andrik er her brunlig grå. Øjenstreger og tømme er ved anden meget fremtrædende. Halsringen er ikke lukket.

Sort
Her ønskes en ren sort fjer med stærk grønglans uden tegningsanlæg for vildfarve.

Blå
Ved Svensk And og Pommersk And forlanges en jævn lys blå farvetone, som er en udtyndet sort farve og derfor ikke renavlet. Der tillades enkelte sorte fjer i fjerdragten. Ved svenske ænder er også de udspaltede farver anerkendt.

Brun
En afblegning af ensfarvet sort. Fjerdragten er som modsætning til kakifarvet jævnt brun over hele befjeringen, ved andrikken med de kønsbestemte dele lidt mørkere (hoved, hals, spejl og haledækker).

Gul (spaltet anlæg)
Den ønskede farvetone ved gul Orpington and (buff) er ikke en ren farve som sort eller brun, men er sammensat af brun og blå og virker gennem 2 fortyndingsfaktorer. Den udspaltede avlsmæssige renavlede ”gule” er grumset hvid og ikke anerkendt som standardfarve.

Hvidbrystet
Et hvidt fjerfelt på forsiden af underhalsen kan forekomme ved alle farver, idet hvidbrystethed er dominant. Varieteten er anerkendt ved enkelte racer bl.a. Danske And, Svensk And og Havanna. Smækken ønskes af middel størrelse, afgrænset rent og højtsiddende. Mange ensfarvede racer bærer skjult anlægget for hvidbrystet, da det ofte ligger i den recessive tegningsform ved vildfarven.

Dådyrfarvet
Denne farvevarietet forekommer kun ved Løbeænder som en form for broget. Det er en naturlig broget tegningsform, som er betinget af de enkelte fjerfelter og er renavlet.

Broget (regelmæssig)
Varieteten er en videre udvikling af ”dådyrfarvet”. Kun overside hoved, skuldre og rygfjer samt haledækkerne og til dels hele halen farvet. De øvrige fjerdele er hvide. Tegningsfarven kan være sort, blå eller brun. Tegningsformen stammer fra den engelske race – Magpie.

Uregelmæssig broget
Bl.a. ved Moskusænder træffer vi denne uregelmæssige tegningsform. På en sort (blå eller brun) grundfarve er der uregelmæssig hvid farve. Hovedet er altid rent hvidt.

Hvid
Ved alle racer fordres ren hvid fjerdragt. En undtagelse er Tysk Peking med cremegul befjering. Den hvide farve er recessiv, der findes ikke dominant hvid ved ænder.

Moskusandefarve
Ved moskusænder er vildfarven sort med hvidt spejl. Denne vildfarve kan også findes i blå og brun. Den blå farve er som ved andre racer ikke renavlet.
Endvidere har vi rent hvide, brogede og uregelmæssigt brogede samt hvide med sort isse. Desuden findes i Europa perlegrå vildfarvet.

FARVE VED HØNS og DVÆRGHØNS:
Næsten alle farver og tegningsformer stammer fra vildfarven – Bankivaen. Den samme tegning finder vi ved talrige racer som vildfarvet, brune, guldhalset eller guldfarvede. Den rødlige farvetone ved hanefarven er udvasket sammen med evt. grundfarve og tegningsanlæg ved hønen. Delvis bortfald af farve eller farveintensitet og fortynding af farve ved mutation, samt valg fra forskellige opdrættere for de enkelte farver har givet denne mangfoldighed.
Desuden har også 2 andre dominante faktorer spillet en rolle i fremavl af den store mængde farver – faktoren for tværstribethed og sølvfaktoren. Disse 2 faktorer gemmer en mængde nye endnu ikke fremavlede farvevarieteter.
Vi har efterfølgende forsøgt at opstille en mere klar systematik med både grundfarve og tegningsform over de enkelte farver og deres opbygning/tilhørsforhold og det har medført enkelte navneændringer.

Tegningsgrupper og –former ved høns og dværghøns:
Vildfarve
Variationer af vildfarve:
Vildfarvet
Brun
Rustfarvet
(Vildbrun)
Guldhalset
Guldfarvet
Guldtegnet

Mørkning af vildfarve:
Sort orangebrystet
Sort brunbrystet
Sort-rød
Sort guldhalset
Sort kobberfarvet

Blegning af vildfarve:
Guld sort/hvedefarvet
Rødsadlet

Vildfarve som anlæg:
Zimtfarvet (kanel)
Mahognifarvet
Legbarfarvet (i x tværstribet)

Blå-variant af vildfarve:
Blå vildfarvet
Blå guldhalset
Blå guldfarvet
Blå orangebrystet
Guld blå/hvedefarvet

Sølv vildfarve
Variationer af sølv vildfarve:
Sølv vildfarvet
Sølvhalset
Sølvfarvet

Mørkning af sølv vildfarve:
Sølvgrå (grausilber)
Sort sølvbrystet
Sort sølvhalset

Sølv vildfarve som anlæg:
Sølv legbar (i x tværstribet)

Blå-variant af sølv vildfarve:
Blå sølvhalset
Blå sølvbrystet

Mellemfarver ved vildfarve/-sølv vildfarve:
Orangehalset
Orangefarvet
Laksefarvet
Sølv hvedefarvet

Columbiategning:
Hvid sort/columbia (lys)
Hvid blå/columbia
Hvid sorthalet
Gul sort/columbia
Gul blå/columbia
Gul sorthalet
Gul hvidhalet
Rød sort/columbia
Rødbrun
Gyldenbrun
(Dunkelbraun Barnevelder)

Columbiategning som anlæg:
Vagtelfarvet
Blå vagtelfarvet
Sølv vagtelfarvet

Ensfarvet:
Sort
Perlegrå
Blå
Blå randet
Hvid
Gul
Rød

Tværstribet og gråstribet:
Tværstribet
Gråstribet

Kombination med vildfarve og sølv-vildfarve og stribet:
Legbar
Sølv-legbar

Randtegnet – Enkeltrandet:
(halefarve i randfarve)
Sølv sort/randet
Guld sort/randet
Guld blå/randet
Guld hvid/randet

Sømmet:
(hale i grundfarve med søm)
Sølv sort/sømmet
Guld sort/sømmet
Citron sort/sømmet
Gul sort/sømmet
Gul hvid/sømmet

Dobbeltrandet:
Sort fasanbrun
Blå fasanbrun
Hvid fasanbrun
Sort dobbeltrandet
Blå dobbeltrandet

Flerrandet/båndet:
Guldtegnet
Guld sort/båndet (agerhønefarvet)
Guld blå/båndet
Brunbåndet
Sølv sort/båndet
Orange sort/båndet

Dobbeltplettet:
Sølv sort/dobbeltplettet
(Sølv blå/dobbeltplettet)
Guld sort/dobbeltplettet
Guld blå/dobbeltplettet
Rød sort/dobbeltplettet
Gul hvid/dobbeltplettet
Citron sort/dobbeltplettet

(Lak)
sølv
guld

Plettet:
Sølv sort/plettet
Guld sort/plettet
Chamois hvid/plettet
Perlegrå hvid/plettet
Rød hvid/plettet
Sort hvid/plettet
Blå hvid/plettet

Stribet (spættet):
Sølv sort/stribet
Guld sort/stribet
Gul hvid/stribet

Blå/sort spættet

Trefarvet (porcelænsfarvet):
Guld sort/porcelænsfarvet
Guld blå/porcelænsfarvet
Guld hvid/porcelænsfarvet
Isabell porcelænsfarvet
Citron sort/porcelænsfarvet
Sølv sort/porcelænsfarvet
Brun sort/porcelænsfarvet
Variant:
Brun hvidplettet

Forklaring af de enkelte farvevarieteter ved høns og dværghøns:
Mængden af forskellige farve og tegningsformer ved høns er omkring 100 forskellige.
Selv med den store mængde betegnelser i fjerfarve, er der ved samme benævnelse forskel på finheden afhængig af fjerstruktur og fjerform.
Efterfølgende er givet en kort beskrivelse af de væsentlige farve- og tegningsgrupper.

Laksefarvet
En variation af hvedefarvet. Hanen fremtræder som en mellemting mellem orangefarvet og sølv sort/hvedefarvet. Hønen er med kraftig hvedefarve og elfenbensfarvet søm og fjerrib.

Sølv sort/hvedefarvet
Her er hanen næsten som orangehalset og viser sølvsøm i hals, sadel og haledækfjer. Helhedsindtrykket af hønefarven er noget lysere end ved guld-sort hvedefarvet, halskraven med sølvsøm.

Sølv vildfarvet
Sølvfarven er en mutation af guld-vildfarvet. Alt brun, rødt og guld er fortrængt af dominans af sølvhvid. Sølvfaktoren er desuden kønsbestemt, så man kan udskille de haner med guldanlæg. Indtil nu er sølvhalset og sølvfarvet som modstykke til en tilsvarende guld-vildfarvet til stede. Medens der ved de fleste racer med sølvhalsede har hønen laksefarvet bryst, er denne ved Wyandotter, Dværgwyandotter og Kochin farvemæssigt tilpasset kropsfjerene. Sort sølvhalset hhv. sort sølvbrystet er den sølvagtige modstykke til sort rød hhv. sort orangebrystet, altså også med sort vingespejl. Farvevarieteten (grausilber) viser en videregående udfarvning med delvise gråsorte fjer og desuden med sølvfarvet søm og fjerrib i kropsbefjeringen. Sølvgrå Dorking er lys sølvhalset, hvorimod den mørke farvevarietet i denne race er en mørk sølv vildfarvet. Som blå varianter er blå sølvhalset og blå sølvbrystet standard især ved en del racer.

Kombination vildfarve – tværstribet
Også en kombination af vildfarve (guldhalset) eller sølvhalset grundfarve med tværstribet er mulig. Hønefarven her er gennemtrængt af guldfarven da faktoren for tværstribethed kun er til stede som et anlæg. Se nærmere under legbarfarve.

Columbiategning
Ved columbiategning kan kropsfarven være sølvhvid (hvid sort columbia tidligere lys), gul (gul sort columbia) eller rød (rød sort columbia). Tegningsmønstret er en faktor som fortrænger sort i halsbehænget, hale og dækket i vingerne. Således er ved farveslaget hvid sort/columbia grundfarven sølvhvid. Sort fremtræder kun synligt i halsbehænget med dyb sort grønglinsende ribstribe med hvid søm og i de små sideseglfjer ved hanen, og i haledækfjerene ved hønen og i halen ved begge. Skjult er den som pigmentreserve i dråbetegning i den skjulte nederste del af halsbehæng og i vingerne såvel som styrefjerene. Dette gælder således også for columbia-tegning med andre kropsfarver. Blå columbiategning i stedet for sort giver ved hvid kropsfarve farveslaget hvid blå columbia. Ved gul kropsfarve er betegnelsen gul blå columbia. Med fortrængning af farvestof i hals er fremavlet farveslaget hvid med sort eller blå hale og gul med sort eller blå hale ved Chabo. Lakenfelder og Vorwerk er columbia-former hvor sort fremtræder så forstærket at hvide eller gule søm i halsbehæng og hale mangler.

Vagtelfarvet
Denne farvevarietet ligger meget tæt på columbiafarvet, men også nær vildfarvet. Ved hanen mangler ved bryst, lår og bug alle anlæg for sort, mens de er forstærket i halsbehænget. Ved hønen fremtræder vagtelfarven (mørkebrun fjer med lysbrun søm og gul fjerrib) i kropsfarven, hvorimod bryst, bug er guldgule næsten uden mørke anlæg. Ved blå vagtelfarve er sort erstattet af blå, ved sølvvagtelfarve er alle brune, gyldne og gule dele erstattet af sølvhvid.

Guldbrun/rødbrun
En mellemfarve mellem guldhalset og gul hvor guldfaktoren efterlader sort i hals og vinger og hale som en svag Columbiategning. (New Hampshire og Dresdner).

Mørkebrun (Dunkelbraun)
En brunvariant af vildfarven med undertrykt columbiafaktor, som kun viser sig i hale og vinger. Farven er ikke anerkendt i Danmark, men findes ved mørkebrune Barnevelder i udlandet.

Rød
Denne farve viser sig ved kraftig forøgelse af pigment for rød farve og fortrængning af sort i columbiategningen til kun vingefjer og hale. Jo tykkere pigmentskorn og evt. indlagring af sort fremstår en mat eller mættet glansfuld rød farve. Den mørkeste røde farve har vi ved mahognifarvet Orloff.

Gul
Er en mindre koncentration af guldpigment og bortfald af sortpigment. Ensartet og intens farve hænger sammen med fordeling af pigmentkorn og genetisk afhængig af flere faktorer. Den gule farve er ikke ens ved alle racer. Hals, ryg, vingebuer og sadel ved hanen er ofte lidt stærkere farvet.

Sort
Sort fjerfarve er den kraftigste ophobning af Eumalin ved vildfarven. Derved er guldfarven fuldstændig undertrykket. Intensiteten i farven og farve af dun hænger sammen med eventuel andre undertrykte farveanlæg og af løbsfarven. Således vil f.eks. af opdrættermæssige grunde hanen ved de fleste gulløbede racer være tilladt med en lys underfarve ved skind.

Hvid
Hvid fjerfarve findes i flere varianter. Leghornhvidt eller dominat hvid er med en farvefortrængningsfaktor som rest fra vildfarven der undertrykker alle farver – resultatet er en hvid fjer. Recessiv hvid findes bl.a. ved Plymouth Rock, Silkehøns og flere andre racer. Her tillader farvefaktoren ikke tilstedeværelse af farve og igen giver det en hvid fjer. Endelig er der restproduktet ved andalusieravl, som er hvid (grå-hvid) men ikke nogen ren farve. Hvid kan således vise sig at undertrykke en masse andre farver og dette kan uhensigtsmæssigt komme til syne ved krydsning med andre farvevarieteter indenfor en race. Intensiv skiferblå løbsfarve betinger cremehvid fjerfarve. Derfor tillades der også ved disse racer et let gulligt anstrøg ved hanens behæng eller en lidt blåhvid løbsfarve ved de omhandlede racer.

Blå
Ved blå fjerfarve kender man 4 varianter.
1. Den såkaldte Andalusierblå med mørkblå rand på hver fjer og som ikke kan renavles.
2. En blå farve uden rand på hver fjer, som ikke kan renavles.
3. Den blå renavlede farve uden rand, ofte med skjult anlæg for stribning (viser sig ved hanens halsbehæng).
4. Den renavlede farve perlegrå.

1. og 2. er ikke nogen selvstændig blå farve, men er sammensat med sort og andalusierhvid, en grå-grumset hvid variant. Ved andalusierblå er intensiteten i grundfarven afhængig af tilstedeværelse af sort.
Der er også forskel på mætheden af blå farve ved forskellig løbsfarve, lidt lysere ved gulbenede racer. Ved sort-benede racer fordres blå fjerfarve med rand, ved gule helst uden rand, lidt rand tillades.
Udspaltningen i sort-blå-hvid er teoretisk 1:2:1.
Den renavlede perlegrå er en kraftig udtyndet sort med undertrykt anlæg for guldfaktor.

Stribning
Denne tegning beror på en farvefordelingsfaktor som fortynder farven i striber. Faktoren er kønsbunden og hanen har dette anlæg i dobbelt faktor (hvis den er renavlet) og er derfor i det ydre tegningsbillede lysere end hønen. Hønen har kun anlægget som en faktor, hvorfor de enkelte striber bliver bredere i den sorte og som helhed syner mørkere. Bredde af striber er også afhængig af størrelse og længde af fjer. Farvefaktoren udvirker også en fortynding af løbsfarve og farve af næb, og da hønen kun har anlægget enkelt, virker løb lidt mere pigmenteret (grå) end ved hanen. Ved tværstribede er hver fjer jævn vekslende med sort og blå-grå eller lys-grå striber på tværs af fjeren. Striberne løber lige over og rib er stribet. Ved hanen er striberne af ens bredde. Ved hønen er den sorte stribe kønsbunden i dobbelt bredde, og den virker derfor mørkere end hanen. For at opnå et skarpt stribningsbillede, skal fjerenden altid være sort og dun er stribet til skind. Gråstribet er en grovere form for stribning med let bølgede striber på tværs uden skarp afgrænsning mellem de enkelte striber. Fjerenden kan være både lys eller mørk. Blå-gråstribet og gul-hvidstribet har de samme tegningsanlæg og findes bl.a. ved Niederrheiner, her kaldes den gule for gul-spættet.

Legbarfarve
Legbarfarve er betegnelse for en farve som gør det 100% muligt at kønssortere daggamle kyllinger. Det er en kombination mellem vildfarve og stribning.

Randet/sømmet
Her gælder den samme tegningsform, bortset fra halefarven. Ved randede er halefarven i samme farve som randen, ved sømmede er alle fjer i grundfarven med rand. Tegningsformen forekommer med guld eller sølv som grundfarve og med sort rand/søm. Den mest korrekte form fås på en bred fjer (Wyandot, Sebrigth).
Ved Sebrigth er alle fjer i grundfarven med en smal, sort søm. Ved Wyandotter er kropsbefjeringen i grundfarven med smal sort rand og sort hale, samt at behæng har en gylden eller sølvhvid glansrand. Ved guld blå/randet er randen blå, ved guld hvid/randet er randen cremehvid. Lidt udflydende tegning på grund af fjerstrukturen og lysere grundfarve finder vi ved gul sort/sømmet Orpington.

Båndet (flere rande)
Guldbåndet (høne med båndtegning uden laksefarvet bryst), brunbåndet, fasanbrun og dobbeltsømmet har det samme tegningsanlæg og varierer kun i intensitet eller tykkelse i grundfarven og båndtegningen. Grundfarven er en mere eller mindre mættet guldfarve med en dobbelt sort eller mørkebrun rand som følger fjerformen ved hønen. Tegningen virker ved at peber eller risling samles i bestemte områder på den enkelte fjer (fjerrand eller rib). Tegningsformen er lancet eller hesteskoformet med 3 til 5 bånd. En lidt speciel tegningsform findes ved Tjekkiske Landhøns – guldtegnet – hvor båndtegningen er lidt udvisket.

Guld sort/båndet er den oprindelige tegningsform for tegning med flere bånd, der viser sig mere eller mindre korrekt tegnet eller intensiv i grundfarve og bånd ved forskellige racer. Tidligere kaldtes varieteten agerhønefarvet. Fjerranden er brun i modsætning til sort ved fasanbrun. Fjerrib er oftest mørk visende det 3. bånd.
Hanen er egentlig guldhalset, men med brune tegninger i det sorte bryst. Ved guld blå/båndet er alle sorte eller mørke bånd fortyndet til blå. Grundfarven er en lidt lysere brun. Ved brunbåndet er hønetegningen mest perfekt skarp, men med en lidt lysere brun grundfarve end ved den guldbåndede og uden sort ribtegning.
Hanen er med ens, jævn guldbrun farve og kun svag sort tegning. Sølv sort/båndet er sølvvarianten med sorte bånd. Hanen er med sølvhalset med sølvhvid halvmånetegning på bryst. Denne farve var først kendt ved Brahma som mørk, men hedder nu – sølv sort/båndet.

Sort fasanbrun
Sort fasanbrun hører til gruppen – dobbeltrandet og er tegnet med en meget glansfuld sort dobbeltrand og i midten af fjeren et felt med grundfarve, det brune inderfelt med en sort stribe langs ribben, skal dog være omkranset af brunt. På grund af de smalle fjer ved kamphønseracerne bliver tegningsformen mere lancetformet. Ved blå fasanbrun er tegningsfarven blå. Ved hvid fasanbrun (Jubilèe) er tegningsfarven cremehvid, tilladt med sorte stænk.
Dobbeltrandet tilsvarer tegningsformen ved fasanbrune, men bl.a. ved Barnevelder får vi her en mere præcis markeret tegning på grund af den noget bredere fjer.
Ved dobbeltsømmet har vi et brunt midterfelt med brun rib og uden sort langs ribben. Ved blå dobbeltrandet erstattes sort af blå, hvilket også medfører at grundfarven bliver lidt lysere.

Plettet (med lak), hvidplettet, dobbeltplettet og sort-stribet
Arveanlægget for disse tegningsformer er tæt på anlægget for søm eller båndtegning. I den nye systematik har vi samlet alt plettegning – enten med sort (lak) plet eller med hvid plet. Den korrekte tegningsform for lakpletter ser vi ved Hamborgeren og den består af en stor, rund til oval sort plet på fjerenden, mens resten af fjeren er sølvhvid eller guldbrun, dunfarve gråblå. Behæng med spids plet, styrefjer med halvmåneformet plet på grund af fjerstrukturen.
En lidt mindre og bredere plet ser vi ved Spidstoppede Appenzeller. En anden variation er tegningen ved Thüringer Skæghøns. Her er pletten blevet bredere og større og halefjer er næsten sorte.

Plettegning
Tegningsformen er en hvid større eller mindre, helst V-formet plet på enden af fjeren. Vi har det ved Ancona, Wyandotter, Antwerpener Skæghøns m.fl.
Der ønskes en præcis afgrænsning mellem grundfarve og tegningsfarve. Som grundfarve har vi sort, rød, blå, perlegrå og gul. Ved gul hvidplettet Fodbefjerede dværge er det egentlig en porcelænsfarvet tegningsform, med hvid plet og perle og derfor er denne varietet ændret til gul hvid/porcelænsfarvet i den nye systematik. Ved enkelte andre racer er plettegningen ikke så præcis, bl.a. Houdan. Her ønskes dog en jævnt fordelt plettegning på hele kroppen. Da arveanlægget for plettegning arves dobbelt til hønerne ønskes hanerne avlsmæssigt mørkere for ikke at give alt for lyse høner. Der tillades 2 helt hvide svingfjer.

Uregelmæssig plettegning
Som farvevarietet er den ikke anerkendt i Danmark. Ved O-Shamo findes en varietet med hvid grundfarve og sort uregelmæssig pletning på enkelte fjer.
Standardmæssigt er i bl.a. Holland anerkendt den såkaldte Exchequer-tegning ved Italiener. Grundfarven er her hvid, enkelte fjer har en sort plet, som er uregelmæssig i form og størrelse. Dunfarven hvid. Pletten så glansfuld som mulig. Hale og vingefjer er overvejende hvide.

Tegningsformen stribet
Tidligere sølvspættet Hamborger – er egentlig en tværstribet tegningsform. I den amerikanske standard er tværstribetheder betegnet ved ”tværstribet som Pl.R., tværstribet som Hamborger o.lign.” Tegningsformen er med skarpt markerede sorte bølgestriber på tværs af fjeren ved hønen på sølvhvid eller guldbrun grundfarve. Hanen er mest tegnet i grundfarven med enkelte fjerdele kantsømmet. Den mest korrekte farve har vi ved Hamborgeren, lidt større striber ved Brakel og Campiner.

En afledt tegningsform fra sortstribet er dobbeltplettet. Hønetegningen viser her striberne på tværs af fjeren ændret til en plet på hver side af rib. Den enkelte fjer har 3-5 pletter på hver side, afhængig af fjerstørrelsen. Hanen ved denne tegningsform er næsten uden tegning, kun halefarve og svag tegning ved baglår ønskes.
Mest korrekt møder vi denne tegning ved Østfrisiske Möwen. Næsten tilsvarende er tegningen ved Frisenhøns, ved hanen her er tegningsanlægget lidt mere synlig på yderfarven. Ved Frisen har vi hvid tegning på gul grundfarve, sort tegning på sølvhvid, citrongul, guldenbrun og rød grundfarve. Ved alle nævnte tegningsformer findes også en udtynding, den sorte lakplet er udskiftet til hvid og ses på gul eller chamoisfarvet grundfarve. Chamois hvid/plettet er således den afledte tegningsform af ”lakplet” og det ser vi bl.a. ved Thüringer Skæghøns.

Trefarvet – porcelænsfarvet
Denne tegningsform har det samme anlæg som plettet, altså en grundfarve og en sort plet i fjerenden. Dertil også fjerspidsen (en del af den sorte plet) pigmenteret (hvid perle). Ved rødbroget Orloff finder man den mest ujævne tegningsform med rødbrun grundfarve og upræcis pletning. Pletningen er ved forskellige racer også afhængig af fjerstruktur og fjerstørrelse. En mere præcis tegningsform med meget mørkebrun grundfarve møder vi ved brun sort/porcelænsfarvet Sussex.

Den perfekte trefarvede tegning med mørk gylden gul-brun grundfarve, sort plet og hvid perle er guld sort/porcelænsfarvet. Som forbillede for denne tegningsform er Fodbefjerede Dværge. Ved citron sort/porcelænsfarvet med lysgul grundfarve og sølv sort/porcelænsfarvet med sølvhvid grundfarve er pletterne sorte med hvid perle. Ved isabell porcelænsfarvet (tidligere blå-porcelænsfarvet) er grundfarven cremefarvet med perlegrå pletter og hvid perle.
Endelig er guld blå/porcelænsfarvet med guldgul grundfarve og blå pletter og hvid perle. Ved denne farvevarietet er den blå farve ikke renavlet, hvorfor den i avl giver dyr med både sort, blå og hvid plet (plus hvid perle). Denne udspaltning er bl.a. med til at vise, at vores tidligere gul hvidplettet er en trefarvet varietet – gul grundfarve med en hvid plet og hvid perle, hvorfor denne farve i den nye systematik hedder gul hvid/porcelænsfarvet. Varieteten brun hvidplettet (tidligere spættet) er egentlig også trefarvet. Farven findes ved gl. eng. dværg Kamphøns. Det er en kombination af brun tegning og pletning som er mest tydelig ved hønen.
Kropsfjer er her med brun grundfarve, sort risling (ikke endeplet) og en hvid perle i fjerspidsen.

Indhold opdateres snarest

Hvad er en race?

Hovedinteressen i et avlsarbejde er at skabe en race samt forbedre de bestående. En race er en gruppe fjerkræ, i hvilken en bestemt kropsform er nedarvet fra generation til generation – ofte betinget af fjerdragtens konturer (omrids). Hertil kommer yderligere andre egenskaber – eller særlige kendetegn – som er med til at præge en race. Det kan f.eks. være kamformen, selvom denne også ved den selv samme race kan variere.
Det kan evt. være top og skæg – øreskivernes farve – løbenes farve – antal tæer samt evt. fodbefjering og mange, mange andre ting. Det, der i første omgang danner skillelinjen mellem de forskellige racer er altså typen – kropsformen – selvom betegnelsen som nævnt kan virke lidt vildledende, eftersom den synlige kropsform i mere eller mindre grad kan være påvirket af fjerdragtens konturer – omrids og struktur.

En Italienertype er således mere udpræget kurvet end en R.I.R. En Plymouth Rock har længere ryg end en Wyandot. En Minorka har en såkaldt rektangulær kropsform med en svag hældning bagtil.
Indiske og de fleste andre kamphønseracer er meget bredere over skuldrene end bagtil, enkelte racer med en lille ansats af rundryggethed o.s.v.
Alt dette er blot nogle få eksempler på nogle af de mange forskelligheder i type, der eksisterer blandt racefjerkræet i dag. Avl for forbedring er fra begyndelsen gennemført for at befæste visse ønskelige egenskaber og særlige kendetegn.
Man ønskede – førhen som nu – at skabe nye racer med visse særlige egenskaber og særpræg ved at krydse de eksisterende racer indbyrdes.
Ved at sætte sig et mål, og ved at gennemføre en meget omhyggelig udvælgelse og sammenparring af avlsdyrene, er man nået frem til at kunne påvise at visse ønskede egenskaber og særpræg kan overføres fra den ene generation til den anden på nogenlunde regelmæssig vis.
Alle disse ting i forening, som her er nævnt, udgør altså det vi i fjerkræfagligt sprog betegner som en race.

Indenfor hver race har der været en naturlig trang til at udvikle forskellige farvekombinationer, eller – hvor der kun var tale om én farve indenfor den pågældende race – at skabe nye farve- og tegningsmønstre, altså det vi kalder tegningsform på de enkelte fjer og fjerdele, kort sagt en varietet.
Her kommer man ind på begrebet en varietet, der ud over farve og tegningsform også kan være en anden form af f.eks. fjerstruktur, der bl.a. findes ved en race som Chabo, hvor der findes såvel glatfjerede som krøllede og silkehønefjerede.

I alle tilfælde er det nødvendigt at fastholde typen (typelinjen) således som den er hos den oprindelige race og fastholde alle de egenskaber, der betinger denne.
Kun den ydre fjerdragts farve og tegningsform samt fjerstruktur bliver ændret.
Hvad fjerdragtens farve angår, opdeler man disse varieteter i de ensfarvede og de tegnede.

De ensfarvede:
Er hvide, sorte, gule og til dels røde og blå, selvom der ved de to sidstnævnte varieteter spiller forskellige genetiske forhold ind, der således vil være nævnt under de respektive racer/varieteter.

De tegnede:
Er varieteter, hvor hver enkelt fjer og fjerdel har et bestemt tegningsmønster og som forekommer i en mængde forskellige kombinationer.
Hver enkelt kombination er dog stort set den samme, uanset hvilken race det drejer sig om.
Er der således tale om f.eks. sølv sortrandede, er dette begreb – tegningsmønstret – det samme, uanset hvilken race det gælder.

Konklusion:
Det er typen, der bestemmer racerne, mens det er farve, tegningsform og fjerstruktur, der bestemmer varieteten.

Vi skal ikke her komme nærmere ind på, hvorledes de forskellige racer i sin tid er blevet frembragt, men skal blot anskueliggøre, hvorledes ganske enkelte af vore mest kendte racer er skabt gennem forskellige sammenparringer og gennem mange års intenst avlsarbejde og målsætning.
Under de enkelte beskrivelser af racer vil der også være angivet ganske kort, hvorledes de fleste racer menes opstået, nemlig gennem målbevidst avlsarbejde – og ellers må man søge racernes historie i tidligere standardbeskrivelser.

Det, vi i dag betragter som rene racer, kan i virkeligheden betegnes som renavlede krydsningsprodukter.
Ser vi f.eks. på en så fortrinlig og udbredt race som R.I.R., der er langt over 100 år gammel som anerkendt racehøne, så er den en direkte efterkommer efter krydsninger af forskellige asiatiske racer.
Eller hvorledes skabte man Wyandotterne?
De oprindelige af denne race er opstået efter krydsninger mellem Sebright og sorte og gule Chittagong.
Sebright stammer fra to engelske racer: Yorkshire Fasanhøns og skotske Mooney.
Yderligere har Hamborgeren og den mørke Brahma været medvirkende, og efter årtiers avlsarbejde blev den første Wyandotte – den sølvrandede – anerkendt og optaget i amerikanske standard i 1883.
På tilsvarende måde er det gået med praktisk talt alle andre racer.
Det er stadig avlsarbejde og udvælgelsesarbejde, der har skabt og stadig skaber nye racer og varieteter ved sammenparring og omtanke i opdrættet.

At lave nye racer eller at frembringe nye farvearter ved de bestående racer kræver opdrættersnilde.
Opdrættersnilde kommer af skaberglæde, og så er vi inde på sporet, der fører frem til de mangfoldigheder, der i dag findes af racer og farvevarianter indenfor vor racefjerkræverden.

For at der skal være mening med og alvor i det alt sammen, har vi inden for standardudvalget sat bestemte normer for anerkendelse af nye racer og farvevarieteter.
Med ordet anerkendelse skal her forstås, at der for racen/farven udarbejdes en foreløbig standard (mønsterbeskrivelse) ud fra den evt. bestående standard fra andre lande, eller ud fra den idé og målsætning skaberen lægger bag den race/farve, der ønskes anerkendt og optaget i standarden.

Racer eller farvevarieteter, der ikke i forvejen findes en standardbeskrivelse for i nærværende standard, men som der findes en EE-standard for, fremstilles på en landsudstilling i et af de skandinaviske lande (kåringsskue) første gang til vurdering, kritik og bedømmelse. Dyrene bedømmes af en specialklubdommer efter tildeling af standardudvalget. Findes der ikke nogen specialklub for racen, bedømmes dyrene af standardudvalget.
Det er en betingelse, at dyrene anmeldes og udstilles på en landsudstilling i min. 3,3.
Standardudvalget udfærdiger – på grundlag af standarden i EE-medlemslandet – en foreløbig standardbeskrivelse/farvebeskrivelse, som der benyttes ved vurderingen og bedømmelsen. Efter bedømmelsen foretager standardudvalget – om fornødent i samarbejde med den respektive specialklub – en evt. revidering af den foreløbige standardbeskrivelse for evt. ændringer eller tilføjelser. Godkendelse og optagelse i Skandinavisk Fjerkræ-Standard sker såfremt 3,3 bedømmes min. 1,1 med 2 × 94 p og 4 × 91 p. Udstilles der flere end 3,3 er det de bedste 3,3 der er gældende.

NYOPDRÆT
Nyopdræt omfatter udelukkende racer og varieteter, hvortil der ikke findes nogen – ej heller international – standardbeskrivelse for. Racer og varieteter, der ønskes anerkendt og optaget i Skandinavisk Fjerkræ-Standard, skal anmeldes og udstilles som nyopdræt på en landsudstilling i et af de skandinaviske lande (kåringsskue), hvorefter racen/varieteten vurderes. Anmeldelsen skal vedlægges en kort beskrivelse (i tre kopier), der tydeligt omhandler opdrættet/opdrætternes tanker og ideer med nyopdrættet, racen/varieteten.
Nye racer skal være afvigende på mindst 3 kardinalpunkter i forhold til eksisterende racer. Racen/varieteten skal herefter udstilles som ungdyr (3,3) i samme race og farve naturligvis. I andet år skal der udstilles 1,1 ældredyr og 2,2 ungdyr og i tredje år 3,3 ungdyr. Udstillingsperioden løber således for nyopdræt over 3 år (i max en 5-årig periode).
Gældende for høns, dværghøns, gæs, ænder, kalkuner og perlehøns. 3,3 bedømmes min. 1,1 med 2 × 94 p og 4 × 91 p.
Nyopdrættet må gerne være sammenbragte dyr, altså dyr fra forskellige opdrættere, der arbejder efter samme retningslinjer og mål, altså efter samme foreløbige standardbeskrivelser. Efter anmeldelsen er indgået – og på grundlag af opdrætterens orientering og oplysninger – udfærdiges der af standardudvalget en foreløbig standardbeskrivelse, der således lægges til grund for vurderingen, kritikken og bedømmelsen i ovennævnte periode, dog med et forbehold for visse ændringer.
Efter mindst 3 fremstillinger kan racen/varieteten anerkendes, men standardudvalget kan dog skønne, at den pågældende race/varietet bør udstilles endnu et år eller mere, før resultatet er tilfredsstillende for en anerkendelse. Der udfærdiges herefter en endelig standardbeskrivelse, hvorefter racen/varieteten optages som tillægsblad til Skandinavisk Fjerkræ-Standard evt. gennem meddelelse i ”Racefjerkræ”.

BEDØMMELSE AF NYE RACER
Ved bedømmelse af nye racer og farvevarieteter må der udvises en vis smidighed og overbærenhed ved vurderingen og pointgivningen, hvorfor nogen indsigt og erfaring hos dommeren må kunne forlanges. Først derigennem kan nye racer og farvevarieteter fremmes, gennemarbejdes og dermed stabiliseres. Den indsigtsfulde og øvede dommer vil/bør altid kunne vurdere dette og give den rette kritik.
En indsigtsfuld og øvet dommer vil næsten straks ved mønstringen af et punkt kunne fastslå, til hvilken gruppe fejlen (fejlene) må henføres. Men her møder man så det for afsigelsen af en fuldt retfærdig dom så vigtige spørgsmål: hvilken straf, udtrykt i tal i henhold til punktværdiskalaen, skal man tildele? Dette kan nemlig ikke opgøres eller udregnes som et matematisk regnestykke, men må afgøres ved et praktisk forstående skøn med standardens krav som målestok for øje.
Da standardens værdital svinger fra 5 til 30 i de enkelte grupper, bør fradrag for fejl selvfølgelig stå i et rimeligt forhold til disse tal, og ligesom der for visse særlig vigtige punkter er ansat særlig høje tal, bør forefundne fejl selvsagt straffes med tilsvarende værdiforringelsestal.
De ganske små fejl må selvsagt dømmes forholdsvis mildt, medens lidt større fejl stiller noget større krav til dommerens høje skøn for vedkommende races ideal.
Større fejl kan være af så stor en gradstørrelse, så det rette fradrag nærmer sig – eller når helt ned til ubetinget udelukkelse – altså 0, selv trods andre mulige gode punkter hos vedkommende dyr. Da der som bekendt ikke fremkommer ½ point ved den endelige afsagte dom, er det naturligt, der ved visse punkter må vurderes; denne vurdering giver i reglen sig selv, idet man temmelig ofte vil kunne placere det evt. overskydende ½ point under punktet helhedspræg og det for racen typiske, altså kardinalpunktet(r).

Hvad er en indsigtsfuld og øvet dommer?
Det må være den dommer, der daglig har sin gang blandt opdræt og hos opdrættere, bedømmer på et større antal skuer sæsonen igennem, deltager i kurser og møder, hvor de forskellige emner er til behandling, og derigennem søger at sætte sig grundigt ind i de mange forskellige avls- og arvelighedsproblemer, som findes inden for racefjerkræavlen, og som til stadighed opstår ikke mindst inden for nye racer og farvevarieteter.

Disse fejl udelukker i alle tilfælde fra præmiering – giver totalpoint 0 – men kun, hvor fejlene fremtræder i absolut udpræget grad.

Alvorlige fejl, der straffes efter forekomstgraden
Visse fejl bør ikke straffes lige strengt ved de forskellige racer eller varieteter, hvorfor fejl og alvorlige fejl = A-fejl er anført under hver enkelt race eller varietet, tillige med evt. bemærkninger, der således bør iagttages.

Tidligere var det ikke så sjældent, at der blev udstillet ældre dyr på udstillinger og kåringsskuer. Dette er med årene aftaget i erkendelse af, at ældre dyr (bortset fra ganske specielle langhalede prydracer som Yokohama, Sumatra og enkelte andre racer, Føniks, Kamphøns, Fodbefjerede dværge og visse gåseracer samt fasaner, der fordre op til 3 à 4 år for at opnå deres fulde fjerpragt) ikke kan holde den ønskede kondition og udstillingsform flere år i træk.
Øreskiver holder således ikke i form og farve, øjne- og løbsfarve aftager, fjerdragten holder ikke den ønskede og fordrede struktur o.s.v.
Ved flere racer tages der et behørigt hensyn til disse ting ved vurderingen, men ved pointsbedømmelse er det begrænset, hvor meget hensyn der kan og bør tages.
Tidligere antog man, at en pjusket og slidt fjerdragt var et godt tegn på flittig benyttelse af reden og måtte derfor belønne dyret derfor.
Dette er efter bedømmelsesregler i dag urealistisk, da en direkte dårlig og mishandlet fjerdragt (uplejet fjerdragt) nemt kan gå ind under ovennævnte begreb, og det kan selvsagt ikke være rimeligt at belønne en sådan.
Det har udstillerne da også efterhånden erkendt og i dag, hvor der udelukkende udstilles og bedømmes efter eksteriøret, må kravene til en fuldendt fjerdragt opfyldes, som øvrige stillede krav.

Hvorledes et dyr skal bedømmes i alle enkeltheder, og hvor mange point der i hvert enkelt tilfælde bør gives på et bestemt punkt eller fratrækkes for de forskellige fejl, kan ikke læres ved læsning. Det er en erfaringssag, og det er en forudsætning, at den pågældende dommer har indgående kendskab til den fjerkrærace, som vedkommende bliver sat til – eller påtager sig – at bedømme. Det er således meget vigtigt, at summen af det antal point, der gives ved bedømmelsen af de enkelte karaktertræk, står i et rimeligt forhold til dyrets eksteriør som helhed.

Men det er ikke nok at have fundet frem til det rette fradragspoint og dermed også totalpoint for de enkelte punkter på skalaen, man må også ved bedømmelsen sørge for at pointere – give oplysning – om fejlens karakter ved at give supplerende oplysninger i det dertil indrettede felt på pointskortet, eller give en understregning af det eller de enkelte dele, der har fejl og derfor har fået fratrukket point.
Da der ikke kan opsættes nogen nøjagtig værdiskala eller skala for, hvor mange point der skal fratrækkes for de enkelte fejl, uden at der til begge sider må gives en vis margen, er det ofte temmelig vanskeligt at afgive den retfærdige bedømmelse, der så ofte efterlyses, og her er det, at alle disse ting ikke kan tillæres ved læsning, men som nævnt skal tillæres gennem erfaring – dels som opdrætter, dels gennem mange års erfaring i bedømmelseskunsten.
Når man ved bedømmelse af fjerkræ lægger stor vægt på de rent ydre forhold som fjerfarve, fjerstruktur, halestilling, kamform og lignende, der ingen forbindelse har med dyrets ydeevne eller andre egenskaber, der har produktionsmæssig betydning, er det fordi de er med til at kendetegne de forskellige racer og farvevarieteter.

Det kan være særdeles vanskeligt at fremavle fjerkræ med fuldendt eksteriør og med de karakteristiske særpræg for de enkelte racer, men det er ikke mindre vanskeligt at fremavle fjerkræ, der ikke alene har et smukt eksteriør, men tillige en god ydelse.
Alligevel har det vist sig, at dygtige avlere er i stand til at udstille fjerkræ, som ikke blot har et fortrinligt eksteriør, men tillige er i stand til at kunne præstere en endog særdeles høj ydelse.
Se endvidere afsnittet Bestemmelser vedr. udstilling og anerkendelse af nye racer og varieteter.

BEDØMMELSESKORTET
Pointskortet eller kåringskortet er et og det samme og benyttes ved bedømmelse af høns og dværghøns.
Som det fremgår af det aftrykte pointskort, lægges der størst vægt på kortets øverste punkt:

LIVSKRAFT, TYPE og KROPSFORM
(samt det for racen typiske). Under dette punkt er sammenfattet nogle af de vigtigste egenskaber og særpræg hos det enkelte dyr, og her kan i alt tildeles 30 point.

Livskraft
Betydningen af, at et dyr er i besiddelse af den fornødne livskraft og at sundhedstilstanden er upåklagelig, er det altoverskyggende. Hos udstillingsdyr må der ikke kunne findes selv det svageste tegn på sygdom eller på manglende sundhed. Er dette ikke i orden, kan dyret ikke bedømmes.

Type
Når en dommer har dannet sig et skøn over dyrets livskraft og sundhedstilstand, bedømmes dyrets racetypiske præg og kropsform ud fra den racebeskrivelse, der findes længere fremme i bogen for hver enkelt race. God type hos et dyr er en meget værdifuld egenskab, som tyder på, at der er foretaget et omhyggeligt, målbevidst og forstandigt avlsarbejde gennem generationer. Det må derfor formodes, at dyret selv vil kunne give afkom af den type, man tilstræber hos den pågældende race.
God type er således noget, der må lægges megen vægt på og belønnes, mens der modsat må sørges for at give tilstrækkelige strafpoint (fradrag) i bedømmelsen, hvor der er tale om en mindre god typelinje eller mangler i det racetypiske.

Det for racen typiske
Dette sidste afsnit af det første punkt på pointskortet har ligeledes stor tilknytning til kardinalpunkter, idet der her er tale om de særpræg, der netop karakteriserer denne race og skal fremtræde stærkt, så man tydeligt kan se, at det er denne race med disse raceegenskaber og kendetegn, der er tale om.
Bestemte enkeltheder i karaktertrækkene må der lægges stor vægt på.
Med andre ord må dommeren have meget nøje kendskab til racen og vide, hvad der netop på dette eller disse punkter kræves, uden at lade sig blænde af andre væsentlige fejl – henholdsvis goder.

PLEJE OG UDSTILLINGSTILSTAND (kondition)
For dette punkt kan der tildeles 10 point. Det er et punkt, som opdrætteren hele tiden selv er herre over at kunne opnå maximumpoint for.

Pleje
Misrøgtede dyr hører ikke hjemme i et udstillingsbur. Dyr med lus eller andet utøj gør det heller ikke, og er der tale om nogen af de nævnte ting i væsentlig grad, bør dyrene for dette punkt gives totalpoints 0.

Udstillingsstand
Alle udstillede dyr bør foruden at være plejet gennem omhyggelig pasning også være istandgjort til udstilling. Fjerdragten bør være vasket, kam og øvrige hoveddele bør være omhyggeligt rengjort og velplejet, og det samme gælder løb og tæer. Dyret bør være burvant (være i dressur), så det præsenterer sig i den stand og i den form, der er ønskelig for den pågældende race. Alt for mange opdrættere forsømmer denne træning af deres dyr gennem længere tid op til udstillingerne. F.eks. kan Kamphøns, Langshan, dværg-Kochin og en lang række andre racer overhovedet ikke bedømmes fuldt retfærdigt, dersom de ikke er i dressur (burvante).

Kondition
Dyret skal være livligt og veloplagt, have en sund ansigtsfarve og interessere sig for sine omgivelser. Det skal vise god ædelyst, selvom det kan være træt efter en længere rejse og ophold i buret under uvante forhold. Til dette sidste er dog at sige, at den kyndige dommer altid vil tage sine forbehold, dersom der er tale om uforholdsmæssigt dårlige udstillingslokaler, iskolde rum i de koldeste vintermåneder.

STØRRELSE og VÆGT (kropsrummelighed):

Her kan der ligeledes tildeles 10 point: Et avlsdyr må have den fornødne størrelse uanset art, dette gælder således også dværghønsene, som omtalt i indledningen under afsnittet dværghøns. Dommeren må her – ligesom ud fra sin erfaring og kendskab til den eller de pågældende racer – kunne afgøre, om dyret har den størrelse og vægt, som standarden foreskriver, naturligvis under henvisning til dyrets køn og alder.

Ved bedømmelsen af de store racer må dommeren ikke lade sig besnære af, at dyret måske er velbygget og velproportioneret med evt. smuk farve, dersom det i realiteten er for lille efter standardstørrelse og vægt, og det samme gælder blot modsat for dværge, der er alt for store uden egentlig at virke grove. I begge tilfælde er der tale om afvigelser fra standardkravene, og der skal tildeles strafpoint (fradrag). Man må også gøre sig klart, at et magert, ranglet og knoklet dyr (især ved dværgene) meget ofte kan holde den foreskrevne standardvægt, men altså ikke har den ønskede størrelse, er slet og ret for stor og grov, og straffes altså for størrelse, ikke for vægt.

Ved de forskellige racebeskrivelser er der ved hver race angivet en vægt, denne vægt er for første tal angivelsen for almindeligt veludviklede ungdyr, medens tallet efter – er angivelsen for fuldt udviklede dyr.

LIVSKRAFT, TYPE og KROPSFORM
(samt det for racen typiske).
Under dette punkt er sammenfattet nogle af de vigtigste egenskaber og særpræg hos det enkelte dyr, og her kan i alt tildeles 30 point.
Livskraft: Betydningen af at et dyr er i besiddelse af den fornødne livskraft og at sundhedstilstanden er upåklagelig, er det altoverskyggende. Hos udstillingsdyr må der ikke kunne findes selv det svageste tegn på sygdom eller på manglende sundhed, er dette ikke i orden, kan dyret ikke bedømmes.
Type: God type hos et dyr er en meget værdifuld egenskab, som tyder på, at der er foretaget et omhyggeligt, målbevidst og forstandigt avlsarbejde gennem generationer. Det må derfor formodes, at dyret selv vil kunne give afkom af den type, man tilstræber hos den pågældende race. God type er således noget, der må lægges megen vægt på og belønnes, medens der modsat må sørges for at give tilstrækkelige strafpoint (fradrag) i bedømmelsen, hvor der er tale om en mindre god typelinie eller mangler i det racetypiske.


Det for racen typiske: Dette sidste afsnit af det første punkt på pointskortet har ligeledes stor tilknytning til kardinalpunkter, idet der her er tale om at de særpræg, der netop karakteriserer denne race og skal fremtræde stærkt, så man tydeligt kan se, at det er denne race med disse raceegenskaber og kendetegn, der er tale om. Ved de enkelte racer er under kardinalpunkter angivet bl.a. ved gæs og ænder om de har køl, bugpose eller dobbelt bugpose – eller slet ingen køldannelse.

RYG, VINGER, BUG (KØL) og HALE (balance):
For dette punkt gives indtil 10 point: De krav der stilles her er meget forskellige for de forskellige racer, hvad der nøje fremgår af de enkelte racebeskrivelser.
Ryg: Form, længde, stilling samt bredde af ryg, er således af stor betydning for visse racesærpræg.
Vinger: Vingernes størrelse, form og stilling samt deres placering på kroppen, er af stor betydning for helhedssærpræget. For lange vinger bl.a. ved gæs, der krydser over ryggen, er en fejl. Vingerne kan også være fejlagtigt placeret på kroppen, f.eks. for højt eller for lavt ansatte (ikke mindst ved flere anderacer er dette en ofte forekommende fejl).
Bug (køl): Udformning af bug – køl – enkelt eller dobbelt bugposer er et væsentligt punkt under racebeskrivelsen.
Hale: Halens stilling og udformning yder ligeledes en stor indflydelse på dyrets racesærpræg. I det hele taget lægges der stor vægt på, at dyret har den halestilling, der er ønsket og foreskrevet for den pågældende race.
Balance: Er en samlet vurdering af de i afsnittet forudgående dele af dyret, f.eks. ryggens rette bredde og stilling, halens rette udformning og stilling samt vingernes rette udformning og navnlig stilling, der altid medvirker til at give dyret den rette balance, men også benenes stilling og placering under kroppen spiller her en væsentlig rolle. Her er det af stor vigtighed, at dommeren udviser den allerstørste forståelse ved bedømmelse, idet et dyr, der evt. har – og skal have – et livligt temperament, let kommer ud af balance for et øjebliks nervøsitet, hvorved bl.a. hale- og vingestilling ikke er den normale. Dette bør et dyr ikke straffes for, men dommeren må afvente, til dyret atter er kommet i ro, inden vurderingen afsluttes.

FJERDRAGTEN, FARVE OG TEGNING, OVER- OG UNDERFARVE.
For dette punkt gives indtil 20 point:
Her er det i første række fjerdragtens beskaffenhed (strukturen), der skal vurderes. Den skal først og fremmest være sund og glansfuld, de enkelte fjer og fjerdele skal have den fornødne bredde med gode dun og fast tilliggende kroppen. Her gælder undtagelsen ved Krølgæs som har en selvegen fjerstruktur.
Smudsig eller snavset fjerdragt eller direkte uplejet fjerdragt fradrages ikke i point under dette punkt, men hører under punktet »Pleje og udstillingsstand«, og fratrækkes points her, med skreven kritik i rubrikken »Bemærkninger«.

Farve og tegning:
Dommeren må påse, at farverne er korrekte og korrekt placeret efter beskrivelsen for den enkelte varietet. Det samme gælder for en korrekt fjertegning, begge dele har overordentlig stor betydning ved pointsgivning. Ved bedømmelse af f.eks. hvide dyr – hvor der ingen farve- eller tegningsform er – må være meget kritisk og stille de allerstrengeste krav til ren fjerfarve uden f.eks. gulligt skær eller andre fejl, som vil være anført under farvebeskrivelserne. Der er et utal af farve- og tegningsformer, og der kommer til stadighed nye. Dommerne må derfor være yderst forsigtige i deres vurderinger og have nøje kendskab til de farvevarieteter, de dømmer

Overfarve:
Er den farve, som man umiddelbart ser ved at betragte dyret ovenfra, medens underfarven i og for sig er to dele, nemlig den farve man ser ved at tage dyret ud og vende bugen i vejret. Over- og underfarve her danner i realiteten begrebet yderfarve.

Underfarve:
Betragtes gerne slet og ret som den farve, der kommer frem ved at stryge mod dyrets fjerdragt og som mere korrekt hedder dunfarve.

Racer med top:
Enkelte racer findes med top. En speciel befjeret del, der skal vurderes og er et karaktertræk for disse racer og vurderes derfor strengt såvel i form, fjerkvalitet som farve og evt. tegning. Er en befjeret del og hører hjemme i dette afsnit – og hører ikke hjemme under hoved.
Der er forskel på top ved høns, gæs og ænder – den har ikke samme udformning af størrelse og er ikke placeret på hoved / nakke på samme måde.

LØB og TÆER:
For dette punkt gives indtil 5 point.
Her vurderes i første række løbenes form, længde og placering i lår. Tæerne skal være velspredte og med det for racen foreskrevne antal, ligesom både løb og tæer skal have den for racen, evt. varieteten foreskrevne farve. Svømmehud skal være veludviklet.

Den i standarden angivne ægvægt ved de enkelte racer er mindstevægten for rugeæg. Deraf følger at den ideelle ægvægt er noget højere.
For at have et sammenligningsgrundlag ved ægbedømmelse er derfor indført derfor begrebet ideal ægvægt.

Ægudstilling:
Æg til bedømmelse for høns og dværghøns udstilles som samling med 8 æg.
Æg til bedømmelse for gæs, ænder og kalkuner udstilles som samling med 5 æg.

Vægt:
Den i Skandinavisk Fjerkræstandard angivne vægt for rugeæg er retningsgivende. Det højeste pointtal gives, når de udstillede æg passer til den angivne idealvægt, ikke gennemsnitsvægten, et stort æg kan således ikke opveje et mindre æg til en god gennemsnitsvægt.

Ægform og ensartethed i samlingen
Æggets form er aflang og rund med en bred ende og en spids ende.
Luftblæren er placeret i den brede ende, ved friske æg er luftblæren forholdsvis lille.
Ved enkelte racer er der beskrevet en anderledes ægform.


Skaltykkelse, skalfarve og ensartethed
Skallen skal have den for racen typiske form, farve og struktur, være fri for pukler, linier eller revner.
Skalfarven er angivet i Skandinavisk Fjerkræstandard sammen med evt. pletning eller mat overflade ved de enkelte racer. Ensartethed i farve foretrækkes.
Skaltykkelse, ensartethed

Blomme, hvide – form, farve og konsistens
Blommens form, konsistens og farve vurderes.
Hvidens konsistens, den tykke del og den tynde del vurderes.

Renhed, skal m.v.
Vaskede æg bedømmes højest med 6 point.
Snavsede æg fratrækkes 2 – 5 point

A-fejl: Udelukkelse / 0 point gives til:
Æg med forkert siddende luftblære.
Revnede æg.
Æg med blodpletter – her anvendes 1 stk. kontrolæg
Meget snavsede æg

Indhold opdateres snarest

Indhold opdateres snarest

Indhold opdateres snarest

Indhold opdateres snarest