Af Anne Hansen
Høns er effektive til at finde føde, men deres måde at fordøje maden på adskiller sig markant fra vores. De har nemlig ingen tænder og kan derfor ikke tygge foderet. I stedet sker nedbrydningen i kråsen, hvor små sten – også kaldet grit – spiller en afgørende rolle.
En naturlig “kværn” i kråsen
Når høns spiser korn, frø eller andet fast foder, ryger det direkte ned i kråsen. Her arbejder musklerne aktivt på at knuse maden, men uden hjælp ville processen være ineffektiv. Det er her grit kommer ind i billedet.
De små, hårde partikler fungerer som en slags indbygget kværn, der hjælper med at male foderet, så næringsstofferne kan optages i kroppen. Uden grit risikerer hønsene, at foderet ikke bliver ordentligt nedbrudt, hvilket kan give problemer med fordøjelsen og i værste fald påvirke deres trivsel.
To typer grit – to funktioner
Grit findes i forskellige former, som hver især har deres funktion:
Uopløseligt grit, som fx små sten eller granit, bliver liggende i kråsen og sørger for den mekaniske nedbrydning af foderet.
Opløseligt grit, som østersskaller eller kalk, opløses i kroppen og bidrager med calcium. Det er især vigtigt for høner, da det er med til at sikre stærke æggeskaller og et sundt skelet.
Har høns altid selv nok grit?
Høns, der går frit, finder ofte selv små sten og sand i jorden. Alligevel er det en god idé at tilbyde grit som supplement. Behovet kan variere, og ved at have grit stående i en separat skål kan hønsene selv regulere, hvor meget de har brug for.
Det anbefales netop at give grit ved siden af foderet frem for at blande det i, da hønsene instinktivt optager den mængde, der passer til deres behov.
Hvad med kyllinger?Kyllinger, der udelukkende får startfoder, har som udgangspunkt ikke behov for grit. Først når de begynder at få andet foder som korn eller grønt, bliver grit relevant for deres fordøjelse.
Et lille tilskud med stor betydning
Selvom grit kan virke som en lille detalje i det daglige hønsehold, har det stor betydning for både fordøjelse, sundhed og ægproduktion. Det er et simpelt tiltag, der sikrer, at hønsene får mest muligt ud af deres foder – og dermed trives bedre i det lange løb.