Når agerhøner får striber

Legbarfarven er en meget betagende farvevarietet, som i Danmark er godkendt i flere racer. Farven er meget smuk, men også noget særligt, fordi man kan skelne hanekyllinger fra hønekyllinger allerede ved klækning. Der ligger en ganske interessant genetik bag legbarfarven, og spørgsmålet om ”hvad er legbarfarven?” er faktisk ikke helt nemt at besvare. 

Af Tina Gundesen

Lidt udenfor Herning går der nogle meget smukke Orpington hos Sven Erik Holm. Hanerne har gylden stribet halsbehæng, mørkerød stribede skuldre og et sortstribet bryst. Hønerne ligner nærmest guldhalsede i snevejr med fine snefnug fordelt i fjerdragten. Disse smukke høns er legbarfarvede.

”Hønerne må ikke have en egentlig tværstribning, men bare have en anelse af det, lige som vandmærket på en hundredkroneseddel,” forklarer Sven Erik og tager en af sine smukke høner op. På denne dværg Orpington høne ses tydeligt, at der ikke er tale om en tværstribning af kroppen. ”Hvis hønerne bliver for tværstribet i kropstegningen, kan de ikke samtidigt have et laksefarvet bryst,” påpeger han, og sætter hønen ned igen. Sven Erik må om nogen vide, hvordan det hænger sammen – det er ham, der har fremavlet legbarfarven i både store og dværg Orpington og har fået dem anerkendt i Danmark.

Det har ellers ikke været nogen nem opgave at fremavle farven, fordi der er nogle helt basale udfordringer. ”Legbarfarvede høner skal have et laksefarvet bryst, men dette findes ikke i de store racer. Derfor er man nødt til at krydse nogle andre racer ind, for at få det overført på Orpington eller andre store racer,” forklarer Sven Erik og peger på sine stammer. Også i sine dværg Orpington har han krydset andre racer med ind for at forbedre farven. ”Ham her er der noget dværg Wyandot i, og ham ved siden af er der dværg Kochin i,” fortæller han om sine haner.

Videnskab og rent held

At det ikke er så ligetil, bekræftes af en anden af de meget renommerede avlere, nemlig Hermann Kampers fra Sulingen i Tyskland. Hermann Kampers har i mange år avlet Bantam og tyske dværg Wyandotter, og for begge racer har han flere gange fået anerkendt nye farvevarieteter i Tyskland. Blandt andet legbarfarven i de tyske dværg Wyandotter.

Et legbarfarvet dyr skal man forestille sig som et agerhønefarvet dyr, hvor der er lagt stribning henover. Det lyder nemt, men i praksis er det ikke helt så enkelt, ved Hermann. ”Agerhønefarvede eller guldhalsede høner giver ingen laksefarvet bryst,” forklarer han og uddyber: ”Guldhalsede høner har et rislet bryst. Laksefarven er man nødt til at låne fra en anden race.” Agerhønefarvet er det tidligere udtryk for det, man i dag kalder guld sort/båndet.

”Min datter er højtuddannet inden for genetik, og vi gik helt systematisk til værks,” fortæller Hermann, mens vi er på vej til at se på hans avlsanlæg. ”Vi har sat farvespektret skematisk op. Man har guldfaktor og sort som den mørkeste vildfarve i den ene ende, og sølvfaktor og hvid i den anden ende. Vi har så sat ind der, hvor vi mente, at legbarfarven bør komme ud.” 

”Men det har ikke været nok at bruge videnskaben,” smiler Hermann og fortæller, at heldet også har været en vigtig faktor i avlsarbejdet. Laksefarven fik han i sidste ende ind via fejlfarvet guld. ”Der er altid guldhalsede høner, som har en laksefarvet fremfor en rislet brystfarve, og jeg har været heldig at kunne købe en sådan på en udstilling en gang. Jeg sagde dog ikke, hvad jeg skulle bruge den til,” griner Hermann på sin lune facon. Han fortsatte projektet med denne høne og tværstribede haner. 

Projektet endte i Danmark

Hermann Kampers kom i mål med sine metoder, og fik sine legbarfarvede tyske dværg Wyandotter anerkendt i Tyskland. Det blev ham dog for meget med tiden, og den genetiske arv fra hans arbejde endte i Danmark.

Lars K. Mortensen fra Fyn fortæller om det danske arbejde med legbarfarven. ”I Danmark så vi faktisk allerede legbarfarvede dværg Wyandotter på Landsudstillingen i 1984. Det var en gruppe danske avlere, der arbejdede med farven og fik den anerkendt. Alligevel kom der ikke den store udbredelse, men efter vi fik avlsmateriale med hjem fra Hermann Kampers i 2013, kom der lidt fremgang,” husker han tilbage. 

Lars er på besøg i Kruså og kigger på kyllinger af store Brahma, som gerne skulle indgå i et legbarfarvet projekt. ”Det er let at se forskel på hane- og hønekyllinger, de er kønsvisende som daggamle. Derfor hedder de kennfarbig på tysk,” fortæller han, mens øjnene scanner kyllingerne foran ham. ”Den der, den skal du gemme, og den derhen,” udbryder han, og peger på en hane- og en hønekylling. Hanekyllingerne skal have en lys ålestribe på ryggen, hvorimod hønernes ålestribe er mørk. ”Det er vigtigt, at kyllingerne viser den tydelige og skarpe ålestribning. Hønekyllinger uden ålestriben, som viser en chokoladefarvet ryg får aldrig en fornuftig laksefarvet brystfarve,” deler Lars ud af sin viden, mens han hjælper med at ringmærke kyllingerne til projektet.

Hvad er legbarfarven?

Det er indlysende, at det er økonomisk interessant at kunne sortere hane- og hønekyllinger lige fra klækning. I et særtryk af ”Racefjerkræavl” om hønens arvelighed, udgivet af Flemming Schiøtte i 1998, beskriver han, at man i tiden op til Anden Verdenskrig havde en del kønsvisende racer. Legbarracen har som en af de få bevaret sin betydning. 

I et skema illustrerer han, hvordan man kom frem til denne farvevarietet. Grundlaget i forældregenerationen (P) er 1,0 brun Italiener og 0,1 tværstribet Plymouth Rock. Af den første generations kyllinger (F1) gemte man sort tværstribede hanekyllinger, som dog havde anlæg for både brun og ustribet fra Italienerens side. Den gemte hane parrede man senere med 0,1 brun Italiener, og i F2 generationen ville man så gemme brun tværstribede høner og haner. Matematisk set er det 3,3 kyllinger, der ville kunne bruges til den videre avl ud af 0,0,24. Med disse 3,3 laver man en søskendeparring, og så har man i F3 allerede halvdelen af kyllinger, der viser den rigtige farve. Det siger altså sig selv, at det kræver en del plads i kyllingestalden, når man giver sig i kast med at lave den slags projekter. 

Og er legbarfarve lig med legbarfarve?

Flemming Schiøtte skriver videre, at beskrivelsen af legbarfarven i standarden får en til at tro, at enhver kønsvisende race skal være legbarfarvet. ”Dette er en stor misforståelse, der desværre har udbredt sig,” skriver han. ”Kun racer og varieteter, der i forvejen besidder Bankivahønens farvesammensætning, vil og skal blive legbarfarvede, hvorimod alle andre racer med guldfaktor vil skabe kønsvisende afkom. Kyllingerne vil have udgangsracens fjerfarve og tegning, med men den tilføjelse, at enhver fjer er mere eller mindre tydeligt tværstribet,” slutter Flemming Schiøtte.

Sven Erik Holm kan genkende dette. Han havde i sin tid ønsket, at den nye farvevarietet i hans Orpington ikke skulle hedde legbarfarvet, men kønsvisende. ”Begrebet legbar henviser til en Italiener med det stribede gen ”barred” lagt oveni. Orpington har jo intet med dette at gøre, men de kom altså til at hedde legbarfarvet alligevel,” begrunder han sin uenighed.

Og at både Flemming Schiøtte og Sven Erik Holm har en pointe, viser et kig i den Skandinaviske Fjerkræstandard. Her findes flere racer med den godkendte farvevarietet legbarfarve, herunder selvfølgelig Orpington og tyske dværg Wyandotter. Men overraskende nok finder man også Bielefelder høns i farvevarieteten legbarfarvet. 

Bielefelderens farve

I Tyskland har Gerd Roth midt i halvfjerdserne fremavlet Bielefelder Kennhühner, fordi man gerne ville have en høne med god slagtekrop og stor æglægningsevne, og som praktisk nok skulle være kønsvisende. Bielefelder er således en ret ny race, og den er lavet på grundlag af Welsumer, som har givet den rustrøde del af farven, mens Amrock og Mechelner har givet stribningen. 

Kigger man i den tyske standard, som er retningsgivende for racen, betegnes den faktisk ikke som kennfarbig, men som kennsperber. Begge begreber oversættes med legbarfarve i den Skandinaviske Fjerkræstandard. Beskrivelsen af farvevarieteterne kennfarbig og kennsperber er dog ikke ens, hverken i den tyske eller den skandinaviske standard. 

Orpington og tyske dværg Wyandotter har en legbarfarve med sort grundfarve i store dele af kroppen, især hos hanen, fin V-formet tværstribning, og en brunlig risling hos hønen. Bielefelderen har en varmere, lysere og betydeligt mere gul/rødlig farve, med flader af rust, brun og gul, og grå stribning frem for den karakteristiske hvidlige V-stribning. Bielefelderen har hos hanen en mildere, mere grålig og mindre kontrastfuld tegning i hals- og saddelbehæng, og har på ryg og skuldre en kraftigere og mere grå stribning. Bielefelder hønen må have gulligt flitter i kropsbefjeringen, mens der i to andre racer kræves en fin og jævn risling. 

Hvad skal barnet hedde?

I en artikel i den tyske Geflügelzeitung fra marts 2025 skriver Jonas Gebert følgende om racen: ”Forskellen mellem kennsperber og kennfarbig skyldes valget af den grundfarve, der er blandet med genet for stribningen.” En gråstribet eller tværstribet farvevarietet kunne således også kaldes for kennsperber, da også deres kyllinger kan sorteres efter køn lige efter klækning. 

I bogen ”Genetik der Hühnerfarben” af Sigrid van Dort kan man læse, at det er genet B (for barred = stribning), som nærmest tænder og slukker for at pigment kan aflejres i keratinen i de enkelte fjer, mens fjerene vokser. Denne tænd- og sluk effekt giver den synlige stribning. Da genet er kønsbundet, bærer haner genet B/B, mens høner kun kan bære B/- og derfor syne mørkere, og derfor ville betegnelsen kennsperber også være passende for denne farvevarietet. Kennsperber betegner således snarere det faktum, at man på grund af forskel i stribningen hos dyrene kan se forskel på kønnet, mens kennfarbig betegner en særlig farvetegning.

Nu sidder man måske og spørger sig, om det overhovedet gør noget, at betegnelserne kennfarbig og kennsperber begge oversættes til legbarfarvet i den Skandinaviske Fjerkræstandard. Svaret er ja, det gør det, hvis man er i den situation, at man vil fremavle legbarfarven i en race, hvor farven ikke er anerkendt endnu. Hvilken af beskrivelserne skal man som avler gå efter? Bielefelderen eller Orpington? Det næste spørgsmål kunne passende være, behøver legbarfarven hedde det samme for alle racer, eller burde man differentiere? Burde man kigge på det udgangsmateriale, som danner grundlag for legbarfarven, inden man navngiver den? Og skal legbarfarven hedde legbarfarve, når dyret ikke er en Legbar? 

Uanset hvilke svar man hælder til, står én ting klart: Legbarfarven er langt mere end en betegnelse i standarden. Den er et resultat af målrettet avlsarbejde, genetisk forståelse – og til tider også et strejf af held. Måske er det netop denne kompleksitet, der gør farven så fascinerende. For i sidste ende er det spørgsmålene, vi stiller, der driver udviklingen videre.

Titelbillede: Denne Bielefelder høne fra Jens-Henrik Juhl-Larsen viser en tydelig stribning i kropsfarven.