Spring til indhold
Hjem » Blodmider hos høns

Blodmider hos høns

Sådan ser de ud, og sådan opdager du dem

Af Vibeke og Johanne Pold

Blodmider er en af de mest almindelige – og mest oversete – udfordringer hos hønseholdere. Her beskriver vi, hvordan blodmider ser ud, hvor de gemmer sig, og hvilke tegn du skal være opmærksom på hos dine høns. Du får også en enkel test, så du hurtigt kan tjekke, om dit hønsehus er ramt. Jo tidligere du opdager dem, jo lettere er de at bekæmpe.

Blodmider er noget af det mest frygtede blandt hønseejere – og med god grund. De små parasitter trives især i varme og fugtige perioder og kan hurtigt udvikle sig til et alvorligt problem i hønsehuset. Et massivt angreb påvirker både hønsenes trivsel, æglægning og i værste fald deres overlevelse.

Derfor er det afgørende at kunne genkende et blodmideangreb i tide – både på udseendet af miderne og hønsenes adfærd.

Hvordan ser blodmider ud?
Blodmider er små blodsugende parasitter med otte ben og en rund, flad krop. De er typisk under 1 mm lange og kan derfor være svære at se med det blotte øje, især når de ikke har suget blod.

Farven afslører dem:

  • Når de er tomme for blod, er de grålige eller næsten gennemsigtige.
  • Efter et blodmåltid bliver de mørkerøde eller næsten sorte.

Det er ofte først i denne røde fase, at man opdager dem.

Blodmider lever ikke permanent på hønsene. I stedet gemmer de sig i sprækker og revner i hønsehuset om dagen og kommer kun frem om natten, hvor de kravler op på hønsene for at suge blod.

Hvor kommer blodmiderne fra?
Får du blodmider i hønsehuset, stammer blodmiderne højst sandsynligt fra vilde fugle. Det kan være spurve eller andre vilde fugle, som besøger hønsegården i løbet af dagen og har miderne med. Du kan også være uheldig at få blodmider fra nye høns, du tilføjer til din flok.

Hvor gemmer blodmider sig?
Om dagen finder du blodmider de steder, hvor der er mørkt, varmt og fugtigt. Generelt områder i hønsehuset, som er svære at komme til f.eks:

  • Under siddepinde
  • Redekasser
  • Samlinger i træværket
  • Bundmateriale og revner

Det er netop deres evne til at gemme sig om dagen der gør, at de ofte bliver mange før man opdager dem.

Tegn på blodmider – den nemme test
Den letteste måde at tjekke for blodmider på er den klassiske siddepind-test:

Tag en fugtig, lys klud eller køkkenrulle og tør hen over hønsenes siddepind tidligt om morgenen. Hvis kluden bliver rød, har du blodmider.

Farven kommer fra de mider, der bliver mast i kluden og stadig indeholder blod fra nattens måltid.

Andre tegn kan være:

  • Urolige høns om aftenen
  • Skrukhøns der forlader reden
  • Nedsat æglægning
  • Blodpletter på æggene
  • Generelt stressede eller afkræftede høns

Blodmidens liv – derfor er de så sejlivede
Blodmiden gennemgår fem stadier: æg, larve, to nymfestadier og voksen mide. De trives bedst ved varme temperaturer, men begynder allerede at formere sig, når der er omkring 15 grader i hønsehuset.

Selve miden lever kun ca. en måned – men æggene kan overleve i op til to år og tåler både frost og varme. Det betyder, at selv en hård vinter ikke nødvendigvis løser problemet.

Førstehjælp ved blodmider
Opdager du blodmider, er hurtig handling vigtig:

  1. Tøm hønsehuset for alt inventar
  2. Vask alt i varmt sæbevand
  3. Rengør selve huset grundigt
  4. Lad alt tørre helt – gerne i sol
  5. Fyld op med nyt bundmateriale

Et ekstra trick er at hænge sammenrullet bølgepap op tæt på siddepindene. Blodmider vil søge skjul i pappet om dagen, og du kan nemt se, hvor stort angrebet er.

Sådan kommer du blodmider til livs
Rovmider er en naturlig, biologisk måde at bekæmpe blodmider på. De lever af at spise blodmider og har samme vækstbetingelser, hvilket gør dem særligt effektive i varme perioder. De sættes ud direkte i hønsehuset efter grundig rengøring og kan både bruges forebyggende og ved aktive angreb. Jf. biolog Erik W. Hansen: Jordrovmider med det latinske navn Stratiolaelaps scimitus (=Hypoaspis miles) har været benyttet i mange år til bekæmpelse af blodmider. Både i professionelle hønserier og i hobby hønse avlen. Jordrovmiderne angriber blodmiderne i løbet af dagen, hvor blodmiderne er kravlet væk fra hønsene. Såvel praktisk brug af rovmiderne samt laboratorieforsøg, viser at rovmiderne aktivt æder blodmiderne (voksne og unge stadier) og reducerer deres antal. Forsøg viser at der går nogle uger fra udsætning af rovmider til effekten slår igennem. Dosering skal tilpasses angreb, og forebyggende udsætninger giver det bedste resultat. Optimale forhold for rovmiderne er 15 – 30 grader og ikke for tørt miljø”

Der er dog flere metoder til at tage kampen om mod blodmider. Hos dyrlægen kan du få udskrevet Ezxolt på recept.

Sådan forebygger du nye angreb af blodmider
Du kan aldrig garantere dig helt mod blodmider – men du kan gøre dit for at være på forkant med potentielle angreb af blodmider:

  • Rengør hønsehuset jævnligt
  • Undgå fugt og dårlig ventilation
  • Giv hønsene gode støvbade
  • Vær opmærksom i varme perioder
  • Tjek hønsenes siddepindene løbende