Dyrlægens Bord: Fordøjelseskanalen hos høns
Af Sofus Ludvigsen, Dyrlæge
I denne artikel vil jeg gennemgå anatomien bag hønens fordøjelsessystem, fra føden indtages via næbet, til det forlader organismen via kloakken. Derudover vil artiklen kort beskrive de forskellige dele af fordøjelsessystemets funktioner.
Indtagelsen af føde sker for høns, såvel som alle andre fugle, via næbet. Da høns ikke har tænder, tygges fødeemner ikke yderligere efter indtagelse i mundhulen. Hønens næb har derfor også den vigtige funktion at fødeemner findeles i en passende størrelse inden de indtages. I selve mundhulen overtrækkes fødeemnerne med spyt, som besidder to funktioner. Først og fremmest gør det at føden bliver glat og nemmere bevæger sig over slimhinden når det sluges. Derudover indeholder spyttet enzymer som igangsætter nedbrydningen af fødeemner. Denne proces er den første del af den kemiske fordøjelse. Tungens funktion er at dirigere føden imod den bagerste del af mundhulen hvorfra det sluges.
Når føden er slugt, bevæger det sig igennem esophagus (spiserøret), som er en flexibel rørlignende anatomisk struktur, der først forbinder mundhulen med kroen, og dernæst kroen med proventriklen. Kroen er en udposning på esophagus, som er placeret nederst på halsen, lige inden denne bevæger sig ind i brysthulen. Indtaget føde og væske ophobes i kroen, indtil det passerer videre i fordøjelseskanalen. Kroen er indrettet til at oplagre forholdsvis store mængder føde, som efterfølgende kan fordøjes, når hønen befinder sig i sikre omgivelser. Selve fordøjelsen i kroen er minimal, den eneste nedbrydning der foregår her, er den fortsatte kemiske nedbrydning enzymerne i spyttet har. Receptorer i kroens væg, er sammen med andre mekanismer, med til at regulere hønens sultfølelse. Når kroen er tom, sendes signaler herfra til hønens hjerne om, at den på ny skal indtage føde.
Esophagus ender i kirtelmaven, her starter den primære kemiske nedbrydning af fødeemner. Via kirtler udskilles saltsyre og fordøjelsesenzymer, som igangsætter den primære kemiske nedbrydning, inden den mekaniske nedbrydning påbegyndes i kråsen.
I kråsen igangsættes den mekaniske nedbrydning af fødeemner. Kråsen er opbygget med to sæt stærke muskler, beklædt med en beskyttende og slidstærk hinde, som i manglen på et dansk ord hedder Cuticula Gastrica. Denne hinde beskytter kråsen mod kemiske skader fra saltsyre, samt mekaniske skader fra kråsens indhold. Høns indtager typisk småsten i deres fødesøgen, funktionen af disse udspiller sig i kråsen. Via kråsens kraftige muskulatur, sættes indholdet i bevægelse og dette knuses, moses og blandes i denne del af fordøjelsessystemet. Her fungerer småstenene som en slags tænder, mens muskulaturen der igangsætter bevægelserne kan anses som kæber. Stenene i kråsen nedbrydes løbende, og når de er tilpas små, passerer de videre til tyndtarmen. Derfor er det vigtig at sikre hønsene adgang til enten grit eller et område hvor de kan indtage småsten, så deres fordøjelse kan vedligeholdes.
Efterfølgende bevæger føden sig videre til tyndtarmen, som er opdelt i tre segmenter, Duodenum, Jejunum og Ileum. Duodenum bevæger sig i et loop omkring bugspytkirtlen, og funktionen i dette tarmafsnit er både fordøjelse og absorption af næringsstoffer. I duodenum sker en udskillelse af bikarbonat fra bugspytkirtlen, bikarbonat er et basisk stof, der neutraliserer saltsyren fra kråsen, så pH-værdien i tarmindholdet bliver neutralt. Bugspytkirtlen udskiller derudover en række enzymer, som forstærker den kemiske nedbrydning af føden. Galdeblæren som indeholder galde, har desuden sin sekretionsgange i Duodenum. Galde er vigtigt for at fordøjelsen af lipider og fedtopløselige vitaminer kan forløbe. Duodenum er i stand til både at føre tarmindholdet videre i tyndtarmen, men også at føre det tilbage i kråsen, hvis der er behov for yderligere mekanisk nedbrydning af fødeemner.
Som tidligere beskrevet består tyndtarmen af yderligere to afsnit. I Jejunum optages langt størstedelen af næringsstofferne, inden tarmindholdet passerer videre til Ileum, hvor de næringsstoffer der måtte have passeret jejunum optages. Optagelsen af mineraler, samt den første absorption af væske, sker desuden i Ileum.
I overgangen fra tyndtarm til tyktarm findes hønens blindtarme (caecum). For høns gælder det at de har to blindtarme, andre fuglearter har enten en enkelt, eller slet ingen blindtarm. I blindtarmen sker der via forskellige mikroorganismer en fermentering, primært af fiberholdige fodermaterialer. Via denne fermentering dannes fedtsyrer og B-vitaminer, som dog kun i begrænset omfang optages, på grund af blindtarmens placering sidst i tarmkanalen. Blindtarmen absorberer desuden en del af den væske der er i tarmindholdet. Indholdet fra blindtarmen tømmes to til tre gange dagligt, fæces herfra afviger typisk farve- og lugtmæssigt fra den normale fæces.
Den direkte forlængelse af tyndtarmen er tyktarmen. Tyktarmen er markant kortere end tyndtarmen. Funktionen i tyktarmen er at optage det resterende væske fra tarmindholdet, inden det passerer videre til kloakken. I både tynd- og tyktarmen er en mikrobiota, der består af både bakterier og gærsvampe, som indgår i fordøjelsen. Sygdom i tarmsystemet opstår typisk når tarmens mikrobiota kommer i ubalance, som gør at patogene mikroorganismer får overhånden og kan fremkalde sygdom. Dette vil ofte komme til udstyk i form af forandret fæces, dehydrering, øget tørst, svaghed, vægttab og nedsat vækst.
I kloakken blandes det tilbageværende indhold fra tarmen, med urinsyre, som er hønens svar på urin. Hønselorten består altså af to dele; tarmindholdet som oftest er grønligt-brunligt og urinsyren som typisk er hvidlig og beklæder tarmindholdet. Reproduktionsorganerne, som står for produktionen af æg, munder desuden også ud i kloakken. Hønens vagina kan ved æglægning foldes på en bestemt måde, så ægget ikke kommer i kontakt med fæces og urinsyre. Dette er dog et emne for sig selv og vil ikke blive beskrevet yderligere i denne artikel.
Kilder:
Avian Digestive System, Jacquie Jacob og Tony Pescatore, University of Kentucky
Anatomy and Physiology of the Avian Gastrointestinal Tract, Stacey Gelis, Association of Avian Veterinatians, Australian Comitee