Månedens Leder – Maj 2021

Månedens leder Nyheder

Efter en kold april kommer maj – kom maj du søde milde.
Forhåbentlig med en masse varme og sol så humøret kan komme op.
Vi er alle lidt nede i en bølgedal efter mere end et år med corona og restriktioner.

Fugleinfluenzaen spøger stadig, men nu må der snart ske noget positivt.
Alle frilandsænder og gæs er vel efterhånden slagtet og kan som sådan ikke længere virke som foderplads for sultne måger.

Tiden er der, hvor vi alle er i gang med årets tillæg, husk ved god pleje kan du stadig nå udstillingssæsonen med kyllinger i maj mdr.

Vi må håbe der kommer gang i tingene så vi kan vise vore dyr på de kommende dyrskuer, de foregår jo i fri luft, så det må vel være ligesom en fodboldkamp med en masse tilskuer, at der må komme mennesker på dyrskuerne og få den oplevelse, det er med sol og sommer og levende dyr. Vi trænger til det.

I dette nummer er formandens beretning over året 2020 – der er ikke sket de store ting, vi har ikke haft mulighed for at holde fælles Landsudstilling og National og foreningslivet ude i klubber og specialklubber har været lukket ned, så det har været et stille år.

Foreningens samlede regnskab viser et pænt overskud, som i hovedsagen skyldes et tilskud fra Rasmussen-Iglekærgaard’s legat som er blevet nedlagt.

Fremover vil dette tilskud blive brugt til at fremme interessen for racefjerkræ og til at støtte initiativer blandt vore specialklubber.

Som man kan læse andre steder, har foreningen 50-års jubilæum i år.

Danmarks Fjerkræavlerforening blev i 1971 delt i 2 foreninger, Dansk Erhvervsfjerkræ og Danmarks Fjerkræavlerforening for Raceavl. Det skete d. 1. oktober.

I den anledning har vi planlagt at afholde repræsentantskabsmøde lørdag d. 2. oktober på Sjælland, men derom senere.

I 2020 har vi også brugt tiden på at samle en del af de gamle artikler gennem tiderne og forfattet denne lille bog som fremover bliver givet til nye medlemmer af foreningen.

Bogen omhandler alt lige fra hvorfor der holdes racehøns, valg af race, rugning, kyllingernes første uger, hvorfor ringmærke sine høns, udstilling og endelig et stort afsnit om avl.

Vi håber hermed at have mulighed for at fremme interessen for racefjerkræ, for at avle sine egne høns og i sidste ende også at deltage i udstillinger og det sociale liv i vore klubber og specialklubber.

Så nu venter vi spændt.

Bliver der dyrskuer i år i Roskilde, Odense og Herning.

Bliver der mulighed for vores specialklubber at holde deres hønsedage og sociale arrangementer i efterårssæsonen.

Bliver der mulighed for vore lokale klubber til at komme i gang igen med møder, foredrag og udstilling.

Vi venter spændt.

Endelig – december – fælles udstilling med høns, duer, lidt kaniner og endelig kanariefugle.

Vi ses.

Littau