Månedens Leder – September 2021

Månedens leder

Vi skal i gang igen.
Sommeren er ved at være ovre, corona er der ved at være styr på, så nu er det os og vores hobby det gælder.
I den kommende tid holder DOMMERRINGEN kursus og der skal være europæisk møde i Billund, da ingen af de andre medlemslande kunne se sig ud af evt. restriktioner i deres lande. Så skulle der holdes noget i år inden den kommende Europaudstilling i Polen til november 2022, så måtte vi træde til som før.
For at være klar og opdateret til kommende udstillingssæson afholder DOMMERRINGEN kursus for alle dommere, den første weekend i september. Her har Specialklubber god mulighed for at komme med indlæg om deres racer og farve varieteter, samt nyt fra standardudvalget og hvad der rører sig i det øvrige Europa.
Næste dato i vores kalender er d. 2. oktober, hvor foreningen holder repræsentantskabsmøde i Ringsted.
Vi har i år 50 års jubilæum fra dengang hvor den fælles forening for høns blev delt i 2 – Dansk Erhvervsfjerkræ og D.F.f.R.
Husk tilmelding af repræsentant til mødet, også til evt deltagelse i frokosten før.
Her vil vi fejre vores jubilæum lidt, vi ved godt mange af vore lokale klubber i disse år kan fejre 100 og 120 års jubilæum – til lykke med det, men 50 år med racefjerkræ er også noget.
De kommende mange klub- og specialklubudstillinger vil være spændende at deltage i.
Har vi stadigvæk et højt stade på mange af vore racer, mange af vore farvevarieteter.
Vil vi kunne klare os i den europæiske konkurrence.
Det får vi svar på i den kommende tid.
Landsudstillingen 2020 fælles med duerne og med lokale kaniner og kanariefugle blev desværre aflyst, men nu vender vi kraftigt tilbage.
Den fælles Lands- og Nationaludstilling afholdes i tiden 10. til 12. december i MCH i Herning. Også denne gang er der kaniner og kanariefugle med, de afholder deres DM sammen med os.
Så nu gælder det om at få vaccineret både høns, kalkuner og duer så de er klar til de kommende udstillinger.
Det er også nu at de fleste af vores specialklubber holder hønsedage, noget flere lokalklubber også deltager i.
Har man et dyr eller to med fejl, så er det en god ide at tage dem med til en hønsedag, for der kunne jo komme et medlem der ikke før har set disse fejl og så har han også lært noget nyt den dag, og når vi lærer noget nyt om vore dyr, så er det en god hønsedag.
Det er nu ved at være tid for tilmelding af dine dyr til Landsudstillingen 2021, gør det gerne i god tid, Landsudstillingen vil forhåbentligt afspejle den brede og alsidighed vi i Danmark har af racefjerkræ, og når der åbnes, er jeg sikker på at det igen er en meget seværdig udstilling.
Vi ses.
Littau