Månedens leder – Maj 2016

Månedens leder

Foreningens generalforsamling – repræsentantskabsmøde – står for døren.
I dette nummer af racefjerkræ bringes årets beretning. En beretning vil ofte være gentagelser, da årets gang, det ene efter det andet ligner hinanden. En fyldest gørende beretning er vigtig, men for mig er punktet ”plan for kommende år”, ligeså vigtig. Det er vigtigt at vi som medlemmer af en forening og bestyrelse har nogle visioner for fremtiden, meget gerne med ”nye” tiltag, som kan være med til at øge interessen for foreningen. Det handler om at gøre foreningen interessant at være medlem af, dette er en opgave for os alle.
En oplagt mulighed er nu hvor dyrskuerne står for døren. Her kan vi vise vores fine fjerkræ frem som selvfølgelig er af god kvalitet. Arrangørerne af dyrskuerne vil alle gerne have der er fjerkræ og kaniner med, dette er altid et tilløbsstykke for det besøgende publikum. Der er rig mulighed for at vise vores hobby, vise den store mangfoldighed vi har af racer og farver og at fjerkræ ikke bare er høns og dværghøns, men også gæs, ænder, og kalkuner. Mange er interesserede og søger oplysninger om foreningen, klubber og specialklubber, her skal vi være gode til at fortælle om de aktiviteter der afholdes og af den vej skabe nye medlemmer. Fortælle at racefjerkræ er en levende hobby at gå op i, en hobby som er afstressende og som endvidere er med til at give en form for selvforsyning, når man er kommet i gang. Vi skal være gode til at oplyse, at racefjerkræ er levende dyr som kræver plads, gode forhold og en ordentlig pasning. En ofte stor udfordring er at skaffe dyr til nye folk, den tid hvor mange havde et stort tillæg af især store høns er på retur. Her kan man gøre sin klub en stor hjælp ved at gøre opmærksom på, når man har gode dyr i overskud.
Mange klubber arrangerer medlemsbesøg og udflugter, rundt til medlemmer for at se hønsehold og opdræt. Det er altid lærerigt at komme ud at se hvordan, andre gør tingene. Man ser fjerkræ under mange forskellige forhold, mulighed for at snakke med opdrætter kollegaer om avl, farver og pasning af dyr. Jeg vil opfordre alle vore medlemmer, nye som gamle til at deltage i disse sociale arrangementer. Giv jer tid til at være med, I skal være meget opmærksomme på ”nye medlemmer”, få snakket med dem, således de føler sig velkomne i klubben. Det kan godt være de har en lidt anden indstilling til fjerkræhold, end os som har været med i mange år. Vi er en forening hvor der skal være plads til os alle.
Rugesæsonen er ved at nå sin afslutning, nogle har stadig maskinen kørende, for at få de sidste hold. Rugehønsene er ved at byde sig til nu, mange vil gerne have denne oplevelse med en høne og et hold kyllinger. En rigtig god måde at have et lille hold kyllinger på, man får sjældent stærkere og kvikkere kyllinger, end dem hønsene selv passer. Det kolde og våde forår har været medvirkende til at det har trukket ud, med at svømmefuglene er kommet i æglægning. Nogle klager over at befrugtningen ikke er ret god, det er især opdrættere af gæs som har problemer med ubefrugtede æg. En tanke om hvorfor, kan være de forhold vi byder dyrene, det kan være de mangler grønne arealer at gå på. Forårets friske spirer kan sjældent erstattes af selv det bedste foder. Mangel på vitaminer og proteiner kan meget let være årsagen til at det af og til kniber at få et fornuftigt tillæg af ællinger og gæslinger.
Nu handler det om at passe tillægget på bedste vis. Have god plads, sorter dyr løbende, væk med dyr med grove fejl, de tager plads op for de dyr, man vil beholde til videre avl. Måske en dag kommer de med på udstilling og får en faglig bedømmelse, således at man har en fornemmelse af hvor man er i sit avlsarbejde. De gamle dyr skal sorteres og der skal reduceres i flokken, et oplagt sorteringskrav kunne være æg kvalitet. Således at dyr som lægger æg med en god størrelse, form, farve og skalkvalitet, beholdes til næste års avl.
Med de bedste ønsker for vor hobby, Levende Racefjerkræ,
Niels

Tagged