Månedens leder – oktober 2017

Månedens leder

Årets højdepunkt – Landsudstillingen 2017.

Nu nærmer tiden sig for den kommende udstillingssæson og her er Landsudstillingen vel det største for en del af vore medlemmer.

I skrivende stund må vi fortsat håbe, at der i år ikke kommer restriktioner som sidste år – det var en dyr fornøjelse både for D.F.f.R. og for mange klubber, som ikke kunne holde deres normale udstilling på lokalt plan.

Det er nu, at man blandt veterinærer og embedsmænd/kvinder skal få øjnene op for, at det har været en totalt forfejlet handlingsplan i hele Europa, der de senere år har været igangsat set i lyset af spøgelset om aviær influenza.

Intet er gået i opfyldelse – og tak for det, men vi står tilbage med tabet af en mængde værdifulde avlsdyr, som unyttigt er blevet slagtet – vi står tilbage med nogle ganske få genressourcer af bl.a. Danske Gæs i begge farver, af Danske Ænder, sort hvidbrystede og nu skal eftertiden vise om, vi er i stand til at fastholde disse racer fjerkræ eller om de vil være tabt for eftertiden.

Det er nu man skal gøre op, erkende at trækfuglenes ikke er / har været skyld i smittespredning – teorien om deres påvirkning af smitten ikke er holdbar, erkende at sygdommen ikke er forekommet i racefjerkræbesætninger i noget land i Europa, erkende, at hvis der har været udbrud i erhvervsbesætninger, så skyldes smittespredningen transport mellem forskellige erhvervsbesætninger eller forarbejdningsvirksomheder, erkende at det er på tide at få adskilt hobbyfjerkræ fra erhvevsfjerkræ og evt. restriktioner i forhold til evt. sygdomme.

Landsudstillingen 2017 vil igen omfatte alle vore racer og arter. Hvordan det arrangeres kan du se i Herning.

På landsudstillingen vil mange af vore specialklubber være til stede med forskellige stande og enkelte specialklubber har jubilæum og vil derfor gøre en ekstra indsats, så der også vil være noget andet at se på udstillingen.

Lad os her vise, at vi har gode, velplejede, sygdomsfri dyr, lad os vise det positive i vores hobby, så det fremover vil være en selvfølge at der skal være fjerkræudstillinger.

Der påhviler enhver bestyrelse som arrangerer udstilling at holde opsyn med, at de udstillede dyr er friske. Det er således os selv, der må påtage os ansvaret, hvis en enkelt udstiller ikke har øje for evt. forkølelse blandt sine dyr – så må de sendes hjem, så de ikke er med til at give et dårligt indtryk af den samlede udstilling.

GOD UDSTILLINGSSÆSON

Aktuelt nu…..

Er også de mange aktiviteter, der er planlagt i det kommende efterår.

Rigtig mange vaccinationsdage er planlagt i klubber og mange træf, hønsedage og samlinger er også på kalenderen både i klubber og specialklubber.

Det tyder på fortsat øget aktivitet, sammenhold og lyst til at vise vores hobby, vise hvad vi har af opdræt og samles til udstilling. Vise, at en udstilling også kan være et samlingssted for mennesker, som blot har racefjerkræ som hobby, uden at gå op i udstilling, men udstillinger er stedet, hvor man kan træffe opdrætter af netop den race, man har gående hjemme i hønsegården og til hvilken man måske mangler lidt nyt blod, og så er det da heller ikke nogen skade til at møde nye mennesker i nye omgivelser.

Jeg håber, vi vil være mange, der træffes og får en lille snak over burrækkerne på en udstilling eller måske endda på Landsudstillingen 2017 – jeg kan garantere for, at det vil blive en oplevelse.

Vi ses.