Månedens leder – januar 2018

Månedens leder

Nytår

Om få timer skal dyrene fodres, senere skal der lukkes og vi kan sidde og tænke tilbage på et helt forrygende år – i rolige omgivelser med god mad og senere med en flaske champagne.

Det er blæsende og koldt udenfor, langt bedst er det inden døre. Der står blank vand i køkkenhaven, løbegårde er smattet og trælse. Selv om vejret er surt og koldt, vil dyrene alligevel gerne ud og motionere, samt skrape i jorden for at finde en spire eller en regnorm der søger mod overfladen for ikke at drukne.

Man kommer nemt til at sidde fast i sine tanker sådan en dag som i dag. Nåede vi det, vi ville, fik vi sunget nok for foreningen og fjerkræet, fik vi vendt sandet i hønsegården ofte nok osv. Man tænker på alt det, man skal nå til næste år, ja man kunne blive helt forfalden til at love sig selv både det ene og det andet sådan en dag. Det er som at livet gøres op én gang om året, tavlen viskes ren og man får en ny chance. Jo en mild form for sindssyge indfinder sig. For helt ærligt så er det her ikke en dag ud over det sædvanlige. Det skulle da lige være min manglende evne til at skrive under på noget som helst det næste lange stykke tid, da mine hænder vil insistere på at runde af med et 2017. Men det er faktisk også den eneste mærkbare forandring. Vælger man at se tilbage på sit år denne ene gang om året, så snyder man sig selv.

Man kan ikke være andet bekendt, over for sig selv, end at se tilbage hele tiden. Selvfølgelig samtidig med at der ses fremad, men man aner ikke, hvor man skal gå hen, hvis man ikke nøje studerer, hvor man var. Det er nærmest den eneste måde at få vished for, om vejen i virkeligheden er den rigtige. Og kommer der rod i GPS’en, så er livet altså for kort til at følge en vej, bare fordi flokken går den vej, eller nogen mener, at den passer til én.

Landsudstillingen 2017 er velafviklet og rigtig mange havde en god weekend i Herning. Der var spænding til det sidste ved udregningerne af resultaterne, Dansk Mester blev Niels Westergaard, Broager, dv. Wyandotter, sorte. Dansk Juniormester Ida Marie Jensen, Herning, sorte dv. Hamborgere, stort tillykke.

Der blev vist rigtig mange fine dyr, hvilket også kan ses på resultatlisten. Der skal lyde en stort tillykke til Jer alle med de fine resultater som blev opnået på landsudstillingen. Personligt glæder jeg mig over en fantastisk uge, med rigtig god hjælp af mange frivillige, uden denne gode hjælp og opbakning vil det være umuligt at lave en landsudstilling, Tak alle sammen. Der er altid brug for hjælp og vi bliver alle et år ældre for hvert år der går, så nye og yngre kræfter er meget velkomne.

Som ved alting er der også plads til forbedringer. Vi skal have evalueret og fundet gode løsninger på de steder hvor der er plads til forbedringer. Vi har et stort ansvar med dyrene, det med at udstillere selv kan sætte deres dyr i bure, er noget rigtig mange er glade for og fungerer ganske godt. Specialklubberne har i mange år stillet med indsætter og udtager, således at man var sikker på at dyrene blev behandlet godt og forsvarligt. Noget som kører rigtig godt ved de fleste specialklubber, men desværre halter ved enkle. Dette er et emne på kommende specialklub møde, I skal huske på at det er i Specialklubbens interesse og for medlemmerne opgaven varetages. Således at medlemmer der ikke selv har mulighed for at sætte egne ind, ved opgaven bliver løst af ansvarsbevidste folk.

Kort før jul kom der positivt nyt fra Fødevarestyrelsen, man lemper forsøgsvis reglerne for mindre hønsegårde I forbindelse med fugleinfluenzaepidemi. Er din hønsegård på 40 kvadratmeter eller mindre, skal du ikke længere have tag over arealet, hvis fugleinfluenzaen lander i Danmark. De nye regler vil give dyrevelfærden for især de mange hobbyhøns et løft.

Alle fugle og fjerkræ skal være indhegnet. Det betyder, at hvis du har høns eller andet fjerkræ til at gå frit på din grund, så skal de lukkes ind i en indhegning uden mulighed for at slippe ud.
Hvis din indhegning er større end 40 m2, så skal den desuden overdækkes med net eller mågetråd for at forhindre vilde fugle i at få adgang. Du kan også vælge at lukke fjerkræet helt ind eller etablere fast tag over hønsegården, hvilket er de sikreste metoder, hvis du vil undgå, at dit fjerkræ kommer i kontakt med vilde fugle.
Hvis din indhegning er 40 m2 eller mindre, så er der ingen obligatoriske krav til overdækning, men Fødevarestyrelsen anbefaler alligevel, at man sikre sig med en form for overdækning.
Følg med på fødevarestyrelsens hjemmeside: foedevarestyrelsen.dk eller kontakt foreningen.

Nu skriver vi 2018, et utrolig spændende år med masser af udfordringer. Jeg håber det bliver et år med masser af gode positive oplevelser for vores hobby Levende Racefjerkræ. Et år hvor samarbejdet mellem de forskellige foreninger, duer, kaniner, marsvin og fugle, bærer frugt med en Europa udstilling som vil blive husket mange år frem i tiden. Også et samarbejde som kunne udvides årene frem.

Tak for samarbejdet i det forgangne år.

På egne og bestyrelsens vegne vil jeg ønske alle et godt nytår.

Niels