Månedens leder – Oktober 2016

Månedens leder

Noget stort er os i vente!

Landsudstilling, Skandinavisk udstilling, Europa Udstilling

Vi nærmer os med hastige skridt endnu en stor udstillingssæson, den er jo på en måde allerede godt i gang idet klubber og specialklubber har taget hul på den med deres hønsedage over det ganske land, deltagelsen kan selvfølgelig svinge noget, fra sted til sted men jeg har hørt om meget pæne deltager antal rundt omkring, det er jo ikke sådan lige til når specialklubberne har medlemmerne over det ganske land.

Vore mange klubber er godt i gang med planlægningen af vinterens udstillinger, jeg glæder mig meget til at møde mange af vore opdrættere og deres dyr, på de udstillinger jeg når i denne sæson.

Hovedbestyrelsen er selvfølgelig også i gang med planlægningen af årets højdepunkt LU, denne gang en ikke helt almindelig Landsudstilling, men også Skandinavisk udstilling og ikke mindst Europa udstilling for Dværg Wyandotter i alle godkendte farver, mit gæt er at vi når op mellem 4500 og 5000 dyr, hvoraf de måske 800 til 1000 dyr er Dværg Wyandotter.

Det bliver spændende at se så mange dyr i en race og i det store antal farvevarianter.

Det gode samarbejde som de forskellige specialklubber har over landegrænserne, har nu betydet, at det nu er 4. gang inden for en kort årrække at Danmarks Fjerkræavlerforening for Raceavl sammen med landsudstillingen er vært ved en Europaudstilling for en enkelt race, fortsæt endelig dette samarbejde, det er til gavn for os alle.

En så stor udstilling laver ikke sig selv, største delen af planlægningen foregår på kontoret i Holstebro, hvor rigtig meget sidder på rygraden af Littau og Kirsten, den øvrige HB byder så ind med det vi kan gøre på langdistance.

I år er der så en lille ekstra udfordring, i ugen op til vores udstilling er der Agromek i MCH, så vi kan først komme i gang med at stille op tirsdag morgen og skal være klar til at tage imod dyr onsdag over middag.

Vi har før prøvet at være presset på tiden, og med alle de frivillige hjælpere der hvert år kommer, så er jeg sikker på at vi også kan nå det denne gang.

Har du aldrig oplevet en Landsudstilling på den måde, og kunne tænke dig at prøve, så kontakt kontoret eller din lokalklub og tilbyd din hjælp, der er opgaver af enhver art, også nogle for dem som af den ene eller anden grund ikke kan løfte et tungt bur.

Har du tid og lyst, så hold dig ikke tilbage.

Vi ses i Herning

Carsten

Tagged