Månedens leder – April 2016

Månedens leder

Kyllingetid.

Forhåbentlig er vi alle i gang med årets tillæg eller skal det i nær fremtid.
Når du får kyllinger, så vær opmærksom på de første dage. Bruger man skrukhøns til sine kyllinger, så klarer den de første problemer – korrekt varme, dog kun hvis vi selv sørger for at skrukhønen har ordentlige forhold at være under. Er det dværghøns, så sæt hende i en kasse med mulighed for friareal til kyllingerne – her kan foder og vand placeret, dog ikke længere væk end at hønen også kan nå det.
Bruger man kyllingemoder, varmepærer eller andet, så er det en selv der skal holde øje med at kyllingerne har det godt. Sørg for korrekt varme 32 – 34 garder – ses bedst ved at iagttage kyllingerne, løber de omkring og pipper glade, så er alt ok. Ligger de i en klump under varmekilden og giver lyd fra sig, så er der måske for koldt. Ligger de i en pæn ring under varmekilden med et lille hul i midten af klumpen, så passer varmen. Vær også opmærksom på de ikke får træk, men kun frisk luft.
Næste hold kyllinger er måske resultatet af en anden stammesammensætning end de første. Man har måske skiftet hane for at forsøge andre avlsmål i sit opdræt.
Deraf følger at man i kommende tid skal være opmærksom på udviklingen blandt sin kyllingeflok – kommer der nogle af de forbedringer, man forventede eller skal man på den igen med et sent kyllingehold, evt. ved en skrukhøne.
Et lille hold ved en høne har ofte det til følge, at man får et hold efternøler som man bliver meget opsat på at fremme. Prøv at lægge nogle af de kræfter / ønsker / godbider som man her kan fremtrylle over på de tidlige kyllinger, så skal du se resultater.
Aktuelt nu er også
– de første kyllinger, den spæde start på den nye sæson.
Husk at tage vare på dem også her i den første tid. Solskin om dagen og fortsat koldt om natten kan være en fæl fjende og give overraskelser, hvis man ikke er opmærksom på det, sørg for en passende varme ved kyllingerne i den første tid – lidt solskin gør underværker, hvis det er varmt nok. Husk også udstillingssæsonen er forskudt lidt i år, så måske skal man lægge kyllinger til lidt senere.
Også det første foder er afgørende for om vore kyllinger kommer godt i gang.
Det første foder gives når kyllingerne sættes i kyllingemoderen eller skrukhønen forlader sin rede og vil vise kyllingerne foderet.
1. friskt kuldslået vand – i et rent vandtårn – evt. med 1 tsk mangansulfat pr. liter vand, hvis det er store høns. Mangansulfat er med til at give stærk knoglebygning..
2. sørg for tørt, skarpt, rent sand med en masse små sten, som kyllingerne bruger til deres kråse og til at skrabe i.
3. startfoder – man kan købe granuleret startfoder til kyllinger, men kan også selv blande et alsidigt foder.
Der er mange teorier, men kyllinger vil gerne startes på noget knækket majs – man mener at der i blommesækken er nogle enzymer som bedst omsættes med majs.
Andre bruger lidt hårdkogte, hakkede æg, iblandet franskbrød eller fint knust havregryn – også kanerie/undulatfrøblandinger bruges.
Husk finthakket grønt og rigeligt animalsk protein, f.eks. melorme når kyllingerne er nogle dage gamle.
Littau

Tagged