Månedens Leder – November 2019

Månedens leder

Restriktioner mod fjerkræ og fugle

Igen må vi sande at kommuner landet over meget gerne ser os der holder Racefjerkræ hen hvor peberet gror. Lige nu er der gang i Fredericia hvor Miljø og plan udvalget vil indføre et nyt regulativ hvor der bliver sat mange begrænsninger, ingen hane og maks. 10 høns eller fugle. Vejle Fjerkræklub, Frit fjerkræ, Trekantens Fugleforening, Brevdueforeningen, Private og Danmarks Fjerkræavlerforening for Raceavl har alle indsendt høringssvar og der har været holdt møde omkring sagen, hvor fjerkræfolk var indbudt.

Det samme gør sig gældende i Odense hvor der også rasles med sablen, her forsøger man at indføre et regulativ som er udarbejdet i henhold til Miljøministeriets gældende bekendtgørelse nr. 844 af 23/06/2017, her må man dog godt have de 30 høns som bekendtgørelsen foreskriver, men Odense vil ikke acceptere en haner, det med haner står der ikke noget som helst om i bekendtgørelsen, så det er der altså ikke belæg for at afvise, men kommunerne vil gå med livrem og seler, således at de kan henvise til deres regulativ, hvis der skulle være en som ikke mener at naboen skal have en hane. Og når man læser disse forslag til regulativer igennem så skriver de jo kun det som alle klubber så dygtigt vejleder alle nye fjerkræholdere om når de vil op starte enten med havehøns eller opdræt til udstilling. Der er ikke indsendt høringssvar til Odense endnu, men det er under udarbejdelse, så vi er klar når det er tid.

Hvis man erfarer at der nogle steder er sådanne restriktioner på vej, så er det vigtigt at der meldes tidligt ud til klubber, hovedforening mm., og det er vigtigt at man lokalt samarbejder med andre hobbydyrsforeninger således at flest mulig er opmærksom og er med til at indsende høringssvar, hvis et regulativ først er vedtaget, så er løbet kørt og så kan vi fra Danmarks Fjerkræavlerforening for Raceavl desværre ikke komme med indvindinger

Vi har alle noget at glæde os til

Udstillingssæsonen er i fuld sving, når dette blad læses, så har der været udstillinger de sidste 3 uger og de mange kommende weekender kommer der endnu flere. Jeg er helt sikker på at alle steder gøres der et stort arbejde for at få disse til præsentere sig bedst muligt. Det der er med til at gøre udstillingerne til noget unikt er medlemmerne og alt deres smukke racefjerkræ, som de stolt fremviser.

Så er mit ønske at alle klubber gør et stort nummer ud af og lave mest muligt reklame, således at der kommer rigtig mange besøgende forbi. Det kunne jo være at der blandt dem var nogle som fattede interesse for høns i haven, men helt så meget at vi ser nogle nye opdrættere og deraf udstillere.

Forberedelserne til landsudstillingen har været i gang længe, og jeg er sikker på at vi alle har noget at glæde os til. De sidste tilmeldinger er ikke kommet ind nu hvor dette skrives, men jeg tror og håber på at vi igen i år kan mønstre en rigtig flot udstilling.  Rigtig god udstillingssæson til jer alle, vi ses derude i det ganske land og forhåbentlig også i Herning den 13. – 15. december.

Carsten Blohm