Månedens leder – September 2016

Månedens leder

Et spændende efterår venter.

Sommerferien er for de fleste vel overstået, en sommer hvor nogle har været mere heldig med vejret frem for andre. Høsten er nu i fuld gang og de kære landmænd venter på det gode høstvejr således årets høst kan komme i hus, tørt og i en rigtig god kvalitet. For os som avlere er det vigtigt at vi kan få næste års forbrug af korn i en særdeles god kvalitet, hvilket gerne skulle komme vore dyr til gode det næste årstid.

Da jeg gik i gang med forårets avl var det med en vis skeptisk, de sidste 2 års tillæg af dyr er ikke gået til held. Sygdom i kyllingerne med store tab til følge, gjorde at det var med en vis pessimisme at tanken om at en ny sæson skulle startes.

Livet er en kamp og avlen skal videre, avlsdyrene er ved at være nogle ældre damer og herrer.  Der er ikke kommet nye avlsdyr til de sidste par år, så der skulle ruges på hvert eneste æg. Her må jeg konstatere at de har været rigtig gode med æg og befrugtningen viste sig også at være god. Rugning og klækning forløb meget tilfredsstillende, med nogle fine og livskraftige kyllinger som resultat, dejligt.

Jeg starter altid mine kyllinger i fyrrummet, et rum med en temperatur på en snes grader og godt tørt. De går i nogle kasser den første tid og efter råd fra Tyske Bantam avlere har kyllingerne fået sort the at drikke hver eneste dag i de første måneder, senere vand med et par fed hvidløg i. Normalt bliver kyllingerne flyttet i andre rum efter hånden som de vokser til, dette har jeg valgt ikke at gøre i år. Årsagen hertil var at undgå at stresse dem og ændre på deres daglige omgivelser, de stor- trives og der har ikke været det mindste tegn på sygdom og med dødsfald til følge. De er for længst ovre den alder hvor de første tegn på sygdom startede de foregående år, så – det er med stor optimisme og glæde, jeg dagligt passer mine kyllinger. Såfremt der ikke er det mindste tegn på sygdom, håber jeg at kunne vise Danske Landhøns og Bantam i forskellige farver, på efterårets udstillinger.

Nu skal vi til at rette øjnene på årets opdræt, en del af årets store opdræt skal vises frem for dommerne på ungdyr dagene som bliver afholdt af lokal og specialklubber. Her er det vigtigt at man som opdrætter deltager med sine dyr, for at få en god faglig vurdering af hvor langt man er i avlsarbejdet med sine dyr. Man kan have forskellige holdninger om bedømmelse af dyr, men vi må erkende, at skal avlsarbejdet i de enkle racer og farver holdes og forbedres, kommer vi længst ved at sammenligne dyrene og få en faglig vurdering af erfarne folk.

Mange har haft godt held med avlen og har et stort tillæg gående. Det er vigtigt at man får sorteret i årets tillæg, for at give mere plads til de gode dyr. Ungdyrene er i fuld gang med at sætte sidste hold fjer, det er fantastisk at følge denne udvikling. Man glædes over at følge farve og tegning ved de enkle dyr, nogle gange er der også skuffelser, når man havde forventet noget bedre.

Disse dyr kan gøre nytte i husholdningen, en kylling stegt i en gryde på gammeldagsvis, godt med persille, agurkesalat, kartofler og brun sovs, som vor bedstemor lavede dette for mange år siden. Man kan næsten smage dette endnu og mindes duften fra brændekomfuret.

Der er fjerkræavlere som desværre har haft besøg af rovdyr, ræv, mår og mink er ofte dem som gør størst indhug i de små besætninger. For mig er det bedre at forbygge frem for at skulle til at forsøge at gøre noget når skaden er sket. Sørg for at have nogle volierer som er sikret bedst muligt, selvfølgelig hvis man er til frit udløb for sine dyr er det svært at sikre mod rovdyr. En hegnstråd med strøm kan være løsningen på dette.
Man kan have fælder stående, her er der regler for brug af sådanne, se på www.jaegerforbundet.dk/media/1642/faeldefangstny-4.pdf

Jeg vil opfodre jer til at deltage aktivt i de aktiviteter der sker i lokal og specialklubber og lad os mødes til efterårets udstillinger.

Niels

Tagged